Interview med Bjarke Myrthu om Magnum in Motion | Miklas Njor

Interview med Bjarke Myrthu om Magnum in Motion

Bjarke Myrthu

Hvis man lægger en magnum is i en myretue, så bliver den spist, men hvis man lægger en Myrthu i Magnum, hvad sker der så?
Øh, det er vist lidt for abstrakt for en journalist som mig. Jeg er jo trods alt ikke fotograf. Men en is er jo et fedt sted at befinde sig, bare man ikke går i stå, for så kommer man til at fryse.

Hvordan opstod ideen til Magnum In Motion?
Jeg mødte Susan Meiselas fra Magnum i 2002, da jeg var i New York for at modtage en pris for min hovedopgave en web dokumentar som jeg lavede sammen med Peter Hove Olesen og Johannes Bøggild. Hun var helt vild med vores projekt, og tilbød dengang at jeg kunne starte hos Magnum. Men det strandede lidt på, at den daværende direktør var fuldstændig uinteresseret i web. Desuden rykkede jeg ikke hurtigt nok. Jeg var træt efter hovedopgaven, var flad efter fire år på SU, og havde lige mødt en ny kæreste. Så jeg kunne ikke helt overskue at flytte til New York (hvor fedt det end lød).

Men så i sommer (2004) farede der en djævel i mig. At arbejde for Magnum ville jo være en kollosal drøm, så jeg besluttede at prøve igen. Så jeg satte mig ned og skrev to koncepter. Et som jeg kaldte “Magnum In Motion” som var et oplevelsesbaseret fotomagasin. Og et som jeg kaldte “Magnum Academy” som var et community for fotointeresserede (de to koncepter blev senere smeltet sammen). Det tog en eftermiddag, for jeg havde gået og grublet over ideen i flere år. Jeg mailede koncepterne til Magnum og krydsede fingre.

Tilfældet ville at de havde få ny direktør, siden jeg første gang talte med dem. Han mener at nettet er den store fremtid. Susan kunne huske mig, og bakkede mig helt vildt op. Mark Lubell (den nye direktør) som ringede en time efter jeg havde afsende mailen, og spurgte om jeg kunne komme til det store årlige fotograf-træf. Jeg løb ud på gaden foran min lejlighed på Nørrebro og skreg i vilden sky.

Bjarke Myrthu i bil

Bjarke Myrthu – Foto: Joi Ito https://www.flickr.com/photos/joi/

Fire dage senere var jeg til fest i New York, med alt hvad der kan kravle og gå fra Nachtway til Cornell Capa. Rimeligt surrealistisk. Derefter fulgte nogle måneder med tovtrækkeri. Oprindelig var Magnum In Motion bare mit koncept for et community og et webmagasin. Men som tingene har udviklet sig er det faktisk blevet både navnet på websitet og navnet på Magnums “udviklingsafdeling” hvor vi pt er to medarbejdere og en praktikant. De vi laver er altså ikke kunne et website, men en udvikling af Magnum på en lang række niveauer, som vil føre til flere nye produkter, og nye måder synliggøre vores arbejde på (det sidste er lyder lidt ukonkret, men det er fordi jeg ikke kan afsløre så meget lige nu).

Hvad er din ambition med projektet?
Min store kæphest er, at alt for meget webindhold er statisk og dårligt visuelt skruet sammen. Man bruger ikke nettets virkemidler.

Da radiojournalistikken kom til verden var det nærmest aviser som blev læst op, da fjernsynet kom til var det radio med billeder på. Nettet mangler i høj grad stadig at finde et særegent ståsted. En selvstændig fortælleform. Jeg tror meget på, at den er bundet op på fotojournalistik og meget visuelle fortællinger.

Problemet er vel, at medier har altid været i et afsender -> modtager forhold, der kun går i en retning. Der er aldrig en dialog. Du snakker om “en selvstændig fortælleform” og “meget visuelle fortællinger”, men vil det bryde med det faktum at “alt for meget webindhold er statisk og dårligt visuelt skruet sammen”. Er det ikke bare gammel HTML på nye flasker?
At knalde en masse fotos op på nogle HTML-sider gør ikke nødvendigvis noget dynamisk og anderledes fortællemæssigt. Men hvad hvis stills og levende billeder (video) glider uhindret ud og ind mellem hinanden, og der pludselig kommer tekstelementer, interaktive grafikker og en lydside som binder det hele sammen. Så nærmer vi os noget der er mere end “gammel HTML på nye flasker”.

Hvis man så samtidig får interaktivitet med ind i projektet, er det rigtig interessant. Det er jo netop opgøret med princippet om at fortællingen og informationerne altid går fra modtageren til afsenderen som er et af de interessante aspekter i digitale fortællinger. Interaktivitet kan foregår på mange niveauer. Det kan være en måde at bryde strukturen i en fortælling op, så modtageren får forskellige indgange. Det kan være modtageren giver løbende input til fortælleren, som så bruger sin viden til at ændre på fortællingen. Nogle af de amerikanske aviser er eksempelvis begyndt at bruge webstatistik fra nettet i redigeringen af avisen. Hvis der er mange som klikker ind på en bestemt historie, går man mere i dybden med den historie.

Kan du kommer med eksempler?
I øjeblikket arbejder jeg med en idé der går ud på at skabe nogle små billedhistorier, hvor man følger bestemte personer fra et fælles udgangspunkt (i dette tilfælde en natklub i New York). Det er et 100 pct. dokumentarisk projekt, og alle personer er virkelige. Intet er arrangeret, fotografen følger bare med. Personerne kender alle hinanden og deres veje krydses både på natklubben og senere i løbet af natten. Modtageren kan selv vælge, hvem man skal følge, og tage forskellige veje som historien skrider frem. Det er et eksempel på en fortælling, man kun kan lave på et digitalt medie.

Det store problem er, at mange af de etablerede medier har ikke råd til den slags indhold, fordi det er ret dyrt at lave, og fordi de har skabt en webkultur, hvor folk forventer at få alting gratis. Så jeg har længe gået og grublet over, hvordan man kunne lave en eller anden form for webmedie for visuelle multimediefortællinger, der løber rundt økonomisk.

Hvordan vil du ændre folks holdning til, at det skal være gratis. Kan I ikke bare køre med google ads, for hvem gider at betale for at kigge på arkivbilleder?
Principielt vil jeg meget gerne undgå, at vores site bliver plastret til med bannerannoncer. Det er ligesom ikke rigtig i Magnums ånd, selvom det måske lyder lidt snobbet. Vi er imidlertid ved at lukke en kontrakt med en stor hovedsponsor, som lægger en ordentlig sum penge i projektet til gengæld for en diskret eksponering.

Men for at vende tilbage til kernen i spørgsmålet, så er det altid meget svært at gøre noget gratis til noget man skal betale for. Det er meget lettere at gå den anden vej. Men jeg ser en klar tendens til, at flere og flere medier begynder at tage penge for indholdet. Check eksempel vis El Pais man kan ikke komme andre steder end forsiden uden at betale. Så det er ved at ske.

Elliott Erwitt

Eliott Erwitt – Foto: Alessio Jacona https://www.flickr.com/photos/blogs4biz/

Hos Magnum vil vi faktisk gøre det gratis for alle at kigge på arkivbillederne (hvis man vil downloade og bruge dem er det naturligvis en helt anden sag). Det som folk skal betale for er de ting, som er helt unikke hos os. Eksempelvis en virtuel workshop med tre af de bedste Magnum fotografier, en online chat om eksempelvis Thomas Dworzakʼs oplevelser i Irak, eller historien om hvordan Elliott Erwitt fik lov at tage de mest intime fotos af John F. Kennedy.

Derudover vil vil tage penge for nogle af vores feature historier. Tag eksempelvis ideen med den interaktive natklub-historie. Hvis den er fed nok, hvorfor skulle man så ikke betale nogle få dollars for at se den? Man går også i biografen og betaler, og man betaler også for at læse en god bog eller et lækkert magasin. Vi taler jo ikke om omnibus nyheder som er upersonlige, og som alle kan levere. Man kan jo se i avisverdenen, at den slags bliver givet væk gratis.

Hvor meget af materialet bliver lavet kun til nye features og hvor meget hentes fra arkivet?
Som det ser ud nu er det omkring 80 procent fra arkiverne, når vi taler fotos. Men interviews og andet journalistik er jo nyt. I længden bliver det nok kun 50 af billederne der kommer fra arkiverne.

Hvordan har de taget imod projektet?
Jeg mødtes med en del af fotograferne, som jo i sidste ende er dem der skal give grønt lys. Men alle var ret vilde med ideen. Det var mest et spørgsmål om økonomi. Men det lykkedes at få lavet den deal som kan give mig tag over hovedet og lidt mad og stadig kan løbe rundt for Magnum.

Er det dansk beskedenhed. Din idé har jo en markedsværdi, det bliver du vel belønnet efter?
I USA har Magnum faktisk været økonomisk på røven i flere år. Paradoksalt nok reddede 11. september faktisk kontoret ud af en større gæld, men der er stadig ikke særlig mange penge. Det går jo dårligt med mange af vores traditionelle kunder i avisverdenen. Så Magnum In Motion er et forsøg på at lave en “turnaround” som det hedder i forretningsverdenen. Vi vil prøve at finde nye indtjeningsmuligheder for den type fotografi som Magnum står for. Så dette er en stor satsning, som Mark Lubell (chef for Magnum USA) har sat meget personligt på spil for at gennemføre (ikke økonomisk men mere prestigemæssigt). For mig er satsningen, at jeg går for en meget lav løn, men til gengæld har udsigt til at få en betydelig bonus, hvis vi begynder at tjene penge på projektet. Men som det ser ud i øjeblikket kunne jeg tjene langt mere ved at tage et job i Danmark. Så det er ikke det som driver mig. Jeg har jo ikke så meget at tabe. Hvis projektet ikke går, vil jeg naturligvis ærgre mig gul og grøn et stykke tid. Men så vil jeg kunne tage alt det jeg har lært, og bruge det et andet sted. Og kassekreditten kan jeg jo altid betale af til den tid.

Hvilken titel/status har du?
Min title er Executive Editor (chefredaktør på dansk) for Magnum In Motion. Men jobbet rummer mere end at redigere. Jeg er også en slags udviklingschef. Faktisk fik jeg mit visitkort i sidste uge. Det er lidt barnligt, men det er sgu fedt at se det på tryk. Så føler man lidt, at man er en etableret del af miljøet.

Jeg har pt. kun en enkelt medarbejder og en praktikant i min afdeling. Og som sagt tjener jeg ikke den store løn. Så på den måde, har jeg ikke den store status. Men jeg er meget tæt på Magnums topledelse, og vi holder længere møder næsten dagligt. Så på den måde, føler jeg at jeg har stor indflydelse på Magnums fornyelsesproces, og er en vigtig brik i den “turnaround” ,som jeg har nævnt.

See also:  [:da]Sådan tegner du en redningskrans i Photoshop[:en]How to draw a life belt in Photoshop[:]

Fotograferne er ret vilde med det jeg laver på nettet. Men jeg skal helt klart bevise noget i fremtiden, hvis jeg skal have høj status blandt fotograferne. Og det er jo fair nok. Det er folk som har fået alverdens anerkendelser og lavet fantastiske projekter. Så en webdokumentar hist og her, og en lille pris hist og her tæller ligesom ikke rigtig i det lange løb. I Danmark er der lidt en tendens til, at der bliver fokuseret på, hvem der nu har vundet World Press og så videre. Sådan noget er de fuldstændig kolde i røven overfor herovre. De er også ligeglade med om man er ung eller gammel, eller hvem man kender. Det er arbejdet og projekterne der tæller. Det synes jeg er ret fedt.

Til eJour siger du: “Nok er Magnum førende, hvad angår billeder, men de vil gerne bevæge sig mere over på nettet og i videre omfang gøre brug af alle de forskellige virkemidler -foto, lyd, tekst osv -der karakteriserer de digitale medier.” Mener du at pressefotografiet er på vej i graven, eller tager det en anden drejning?

Bjarke Myrthu foredrag

Bjarke Myrthu – Foto: Joi Ito https://www.flickr.com/photos/joi/

Jeg tror det er med pressefotografi, eller fotojournalistik, som med alt andet journalistik. Der er trends som kommer og går, og det er et område i konstant udvikling. Men det jer ser ske i øjeblikket er at alle etablerede medier bevæger sig væk fra at fortælle sammenhængende visuelle historier. Altså journalistik båret af fotos. I stedet bliver det enkeltbilleder af mere illustrerende karakter.

Hvorfor tror du at de “bevæger sig væk fra at fortælle sammenhængende visuelle historier.”?
Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg også tit spørger mig selv om. Det er nok i sidste ende en økonomisk beslutning. De er bange for at bruge en masse ressourcer på fotografi, i en tid hvor de er pressede på oplaget. Jeg tror netop, at man kunne få fremgang som traditionel avis, hvis man satsede mere på det visuelle og feature stoffet. Og så lod nyhederne køre efter samme koncept som Metro og de andre gratisaviser. Men man skal jo passe på med at kloge sig på sådan noget. Dem som sidder og leder aviserne er jo dygtige folk, så de har nok deres grunde, som jeg ikke har indsigt i. Det er lidt ligesom når vi alle sammen kritiserer Morten Olsen for hans dispositioner hvis landsholdet taber. Men dybest set er han nok alligevel en bedre træner end menigmand.

Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at pressefotografiet vil forsvinde. Nogle (især her hos Magnum) mener, at den form for fotojournalistik som Magnum står for, for altid er ved at forsvinde fra de etablerede medier. Jeg er ikke så pessimistisk. Men under alle omstændigheder mener jeg, at det er godt vi har nettet til at opretholde fortællingen i billedjournalistikken.

Hvorfor opretholde fortællingen i billedjournalistikken? Der er vel en grund til, at folk holder op med at interessere sig for noget?
Jeg tror ikke folk er holdt op med at interessere sig for den fortællende billedjournalistik. Jeg tror det er redaktørerne og de andre gatekeepers som træffer valgene. Men du har ret. Lad falde hvad ikke kan stå. Men romanen var også i krise på et tidspunkt, og i dag går det fremragende med bogsalget. Spillefilmene har også af og til problemer. Derfor tror jeg, det er en tendens i tiden, mere end et farvel til en hel genre.

Eyetrack undersøgelser viser at “læseren fokuseret på tekst og værdiger sjældent de visuelle elementer på en hjemmeside et blik” (pressefotografforbundet.dk) Hvad er din kommentar til det?
Generelt mener jeg at man skal parre den slags undersøgelser med en god portion sund fornuft og praktisk viden. Ellers bliver det lidt Erasmus Montanus agtigt. Hvis man konkluderer ud fra sådan en eyetrack, at visuelle elementer på nettet ikke er vigtige, er det ligesom at sige “en sten kan ikke flyve, mor kan ikke flyve ergo er mor en sten”. Undersøgelsen viser jo kun, hvad folk ser på en bestemt hjemmeside. Men hvis man lavede siden helt om, og prioriterede det visuelle anderledes, ville resultatet måske være et helt andet. Der er også en undersøgelse (fra Jacob Nielsen) som viser, at folk kun har tålmodighed til at vente nogle få sekunder, på at ting downloader. Så det udelukker brugen af store billeder, video og andet “tungt” indhold. Men man glemmer fuldstændig den praktiske fornuft. Hvad hvis det er billederne af et fly der rammer World Trade Center mon så ikke folk gerne vil vente et par minutter på at downloade et videoklip.

Det jeg siger er vel, at jeg fortsat tror meget på, at nettet er fantastisk til visuelle historier. Der er bare meget få, som for alvor har lavet gennemførte visuelle historier af lige så høj kvalitet som en velskrevet magasinartikel, eller en dokumentarfilm. Vores hovedopgave The Enemy Within havde over 100.000 besøgende i 2003 uden nogen form for markedsføring. Og rent journalistisk og fortællemæssigt tror jeg det kan gøres meget bedre, end vi gjorde det dengang i 2002. Hvis den slags fortællinger bliver produceret, og folk vender dem ryggen, så må jeg æde mine holdninger igen. Men indtil da holder jeg fast i, at visuelle historier er fantastiske.

Hvorfor skal Magnum have sin egen medie platform? Skal fotografer ikke bare holde kæft og køre journalisten til interviewet?
Grunden til at Magnum skal have sin egen medieplatform er først og fremmest at vi kan. Det er jo en fantastisk mulighed, som vi ikke må lade uforsøgt. Vi har et arkiv på halvanden million fantastiske billeder. Hver dag når jeg går ind ad døren og hen til mit skrivebord, går jeg forbi metervis af hylder med kasser hvor der står ting som “The Spanish Civil War”, “D-day landing” og “Kennedy, Berlin”. Det er historiske billeder, som det meste af tiden bare ligger og samler støv. Vi vil aktivere dem. Gøre dem aktuelle ved at sætte dem ind i en nutidig kontekst.

Jeg betragter fotografer som fortællere på linie med journalister (mange kalder sig jo faktisk også fotojournalister). En god fortælling rummer både konkrete og abstrakte elementer, og der kan fotografi, og traditionel journalistik supplere hinanden godt.

Hvordan kan de supplere hinanden godt?

Bjarke Myrthu

Bjarke Myrthu – Foto: Joi Ito https://www.flickr.com/photos/joi/

Hvis man ser et fotografi af en lille barnekrop, der kommer til syne mens arbejdere afdækker en massegrav, er det en meget konkret dokumentation. Der er forgået en grusomhed. Men hvis billedet er godt kan det samtidig sætte gang i en masse følelser på det abstrakte plan. Men hvis man så spørger sig selv, hvor massegraven lå, hvor mange der blev dræbt, hvordan det skete også så videre, så kommer de fleste billeder til kort. Der kan den traditionelle journalistik tage over, og lave interviews med eksperter, parts kilder og så videre.

Journalistikken kan også supplere fotografiet på det abstrakte plan, hvis man eksempelvis lader folk fra landsbyen fortælle om livet før folk blev myrdet og smidt i massegrave. Det er jo noget der er sket i fortiden, og derfor af gode grunde ikke kan fotograferes. Det lyder altid lidt banalt med sådan et eksempel. Der er jo tusindvis af kombinationsmuligheder, når man tænker over hvordan de to ting kan supplere hinanden.

Desuden bliver alle fortællinger bedre af at blive udviklet i spændingszonen mellem flere parter. Hvis fotografen bare holder sin kæft, bliver han til en illustrator i stedet for en fortæller. Så jeg vil da opfordre fotografen til at snakke løs, mens han kører journalisten til interviewet. Men helst også før når ideen til interviewet formes. For ellers er der en tendens til at journalisten ikke tænker i abstrakter og billeder. I praksis kan det selvfølgelig være svært nogle gange, fordi det bryder med en lang tradition for at fotograf og journalist er to autonome størrelser. En kultur som både fotografer og journalister har fodret. Jeg ved at den er under opbrud i multimedieverdenen, og jeg håber også det er tilfældet i den mere etablerede del af pressen.

Vil vi se mere samarbejde imellem journalister og fotografer?
Det tror jeg. Men det er jo op til fotograferne og journalisterne og ikke mindst deres ledere. Personligt samarbejder jeg jo meget med fotografer, og det vil jeg blive ved med. Som redaktør prøver jeg at skabe medarbejderne der opfatter sig som fortællere mere end som fotografer eller journalister. De er en del af et team, og deres speciale er et hjørne af et større projekt, som ikke kan blive til noget, hvis ikke alle samarbejder.

Står du for opgave-sparring? Kan du sætte fotografer i gang med projekter?
Jeg kan give dem ideer, og hvis de tænder på det, går de med på projektet. Det har jeg prøvet to gange indtil nu, og det er lykkedes begge gange. Ambitionen i fremtiden er at In Motion skal tjene penge, så vi har et budget til at “hyre” fotograferne.

Skal fotograferne på Magnum til at ændre vaner og tænke multimedialt?
Ja det kan man godt sige. Måske ikke alle. Det er jo fint nok, hvis man eksempelvis kun vil lave bøger og udstillinger. Hvis man er en fantastisk skribent og sidder på en avis, ville jeg som redaktør heller ikke tvinge vedkommende til at lave multimedie historier. Men det kræver man er god til sit speciale.

Lige nu er fotograferne meget i tvivl om, hvad der kan lade sig gøre på nettet. Bortset fra nogle af de unge, som allerede kører med klatten på det felt. Men de er næsten alle meget kreative og visionære. Ellers ville de ikke være, hvor de var i deres karrierer. Så jeg tror, at det kommer af sig selv, når jeg får produceret nogle eksempler, som de kan forholde sig til.

Arbejder fotograferne på Magnum alene eller sammen med journalister?
Det er meget forskelligt. Men mange af dem holder af at arbejde alene. Hvilket jeg synes kan være udmærket i mange situationer. Når jeg taler om et tæt samarbejde mellem fotograf og journalist mener jeg ikke, at man nødvendigvis, skal gå klisteret op og ned af hinanden hele tiden. Det er mere at man er fælles om research, ideudvikling, storyboarding og så videre. Men i arbejdet i marken, kan det nogle gange være nødvendigt at være alene, for at opnå den rette intimitet og forbindelse.

Hvor mange brugere har sitet inden for et år og hvor mange har det om tre år?

Screengrab fra Magnum in Motion

Screengrab fra Magnum in Motion http://inmotion.magnumphotos.com/

Vi er i gange med hele “markedsanalysen” i øjeblikket. Men det er jo lidt gætværk. Magnums nuværende site, som slet ikke er møntet på den brede offentlighed, har 6.000 besøgende om dagen så det giver måske lidt en indikation. Personligt håber jeg på 7 – 10.000 faste brugere inden og omkring 20.000 om tre år. Men det er mit personlige mål lige nu, som jeg ikke rigtig baserer på fakta og analyse.

See also:  [:da]De forsvundne foto interviews[:en]The forgotton photographer interviews[:]

Hvormange brugere skal der til for at det løber rundt og hvor mange for at du kan kalde det en succes?
Vi har endnu ikke lagt os fast på en pris for medlemskab. Men hvis man regner med tyve dollar for et års medlemskab skal vi op på 7 – 8.000 medlemmer for at det løber rundt. Men det dobbelte antal vil nok være der, vor jeg begynder at udråbe det til den solide succes.

Min fornemmelse er, at sitet vil kunne løbe rundt inden for et halvt år, men at I vil have svært ved at syndikere materialet til andre medier, hvor de faste fotografer og specielt AP sidder tungt på “billedhjulene”. Hvad er din kommentar til det?
I starten var jeg meget fokuseret på syndikeringen mest fordi jeg gerne ser at mange etablerede medier bevæger sig længere end “billedhjulene”. Det vil vil tilbyde er egentlige “features” som bevæger sig meget længere end bare at kyle nogle billeder ind i et slideshow. Men jeg tror du har ret. Det kan blive svært at afsætte til en ordentlig pris. Lige nu er førsteprioriteten at få opbygget et velfungerende community og vores egen medie platform.

Jeg tror stadig på syndikeringen, men det bliver andet skridt. Vi skal ikke konkurrere på nyhedsstoffet. Dels har vi slet ikke ressourcerne, og dels ville det kannibalisere vores forretning, da vi jo stadig leverer nyhedsbilleder til trykte medier. Det syndikerede indhold kommer i høj grad til at være arkivmateriale og mere featureprægede projekter, som ikke ville finde vej til avisspalterne normalt. Der kan vi levere en unik vare.

Omkring præsidentvalget lavede jeg et lille pilotprojekt. Vi har fantastiske fotos af de fleste amerikanske præsidenter siden anden verdenskrig. Dem samlede i en feature under titlen “How to become President?” Jeg interviewede en række eksperter som f.eks Kennedys spindoktor, om hvilke kvaliteter der har skabt de tidligere præsidenter. Så kunne man sammenligne med Kerry og Bush. Det er en slags historie som de fleste medier slet ikke vil kunne lave selv. Og vi kan levere den ret billigt, fordi det er materiale vi har i arkiverne.

Kommer I ikke til at kannibalisere på bogsalget?
Nej for bøgerne giver en helt andet oplevelse, end at se noget på nettet. Det er en anden måde at bruge fortællingen på. Men om man ser et nyhedsbillede på nettet eller i en avis gør ikke samme store forskel.

Har du et link til “How to become president”?
Nej, for det er kun en dummy. I starten havde vi ambitioner om at lave den færdig, og lægge den online lige omkring valget. Men der var andre ting som fik højere prioritet. Så lige nu mangler historien et par kapitler og forskellige andre “detaljer”. Så derfor vil jeg helst ikke have den frem til offentligt skue.

Du nævner flere gange prisen som en faktor. Hvor stor en faktor er kvaliteten på produktet?
Kvaliteten af produktet er altafgørende for et bureau som Magnum. Vores kerneydelse er at lave verdens bedste dokumentarfotografi. Jeg anser kvaliteten som en selvfølgelighed, så det er nok derfor jeg mest nævner pris.

Kan man se sitet noget steds?Oprindelig var det målet at lancere første udgave omkring nu. Men projektet er vokset i omfang (hvordan kan jeg ikke helt afsløre nu). Så det bliver nok først i februar eller marts at vi går online.

Men faktisk har jeg endnu ikke brugt så meget tid på at producere historier. Jeg har mere været begravet i research for at finde den rigtige tekniske platform, lave en logisk struktur på sitet, etablere et overordnet design og så videre. Det er en ret lang proces, fordi der er mange som vil have et ord indført her på stedet.

Skal Magnum fotograferne til at blogge?

Paul Fusco E.W. Scripps School of Journalism

Paul Fusco – Foto: E.W. Scripps School of Journalism https://www.flickr.com/photos/scrippsjschool/

Ja, der kommer til at ske noget på den front i fremtiden. Jeg har også lavet en lille weblog for Paul Fusco, som findes på www.bitterfruit.com. Det er mest et eksperiment, for at vise fotograferne, hvad man kan med blogs.

Hvordan kom du i kontakt med Stephan Knuesel, der har designet flashsitet Magnum In Motion?
Jeg hørte om Stephan gennem en dansk bekendt, som har samarbejdet med ham. Stephan er lidt unik, fordi han faktisk arbejder halvdelen af tiden som filmfotograf (han har lige færdiggjort en eller anden ny amerikansk ninja-film i bedste Tarantino stil). Den anden halvdel af tiden laver han hardcore programmering (faktisk er det indtil videre mig som har stået for designet, og Stefan som har fået tingene til at bevæge sig osv).

Hvorfor skal det programmeres i flash?
Vi vil gerne lave et site som er meget dynamisk, og integrerer alle eksisterende medieformer (fotos, lyd, video og tekst) i en multimediel fortælleform. Flash er det eneste redskab som rigtig kan løfte denne opgave. Men vi overvejer meget, om alt skal bygges i Flash, eller om det kun skal være elementer på sitet. Det er en større teknisk analyse, som vi bruger meget krudt på i øjeblikket.

Det lyder som om at der er meget teknik og meget lidt journalistik?
Her i opbygningsfasen bruger jeg omkring 90 procent af min tid på teknik. Det er for at få etableret en platform, hvor teknikken bare er et redskab som fungerer og gør det nemt at lave journalistik. Planen er, at når den tekniske platform er på plads, kan vi bruge 90 procent af tiden på journalistik.

Kan du sige noget om det fortælle tekniske i produktionerne?
Det er en længere udredning. Køb min bog Den Digitale Fortæller, og hjælp min kassekredit… Meget forenklet og skematisk kan man sige at det starter med, at vi ideudvikler og kigger i arkiverne. Derefter laver vi en grundigere arkivsøgning. Så bruger vi en del tid på storyboarding, og herunder hvordan historien skal skrues sammen teknisk og grafisk. Derefter laver vi interviews med kilder finder musik og anden lyd. Endelig samler vi det hele i flash. Undervejs i hele forløbet justerer vi historien.

Når billeder vises ved siden af hinanden, danner seeren en direkte forbindelse imellem de to billeder, der opstår en historie specielt kendetegnende for tegneserier og fotobøger. Men når billederne vises enkeltvis efter hinanden (typisk for hjemmesider/TV) opstår der støj et tomrum. Er det ikke et problem?
Sådan har jeg egentlig aldrig tænkt over det. Men det er da faktisk en interessant betragtning. Jeg vil nu ikke beskrive det som et problem, men som et alternativ. Det er jo to forskellige måder at fortælle en historie på. Støj kan være interessant og meget sigende. Ligesom tavshed for eksempel kan være stærkt i et radioprogram. Der opstår også en form for støj, når man sætter mange fotos ved siden af hinanden (hvilket man i øvrigt også kan gøre på en computerskærm, hvis man vil). En af interessante ting ved at sætte enkelte stills ind i en lineær historie som videobilleder er, at stillfotos stadig fremstår som et fast frossent øjeblik. Dermed lander man modtageren fantasere om, hvad der skete før og efter.

Jeg har lavet dette lille projekt med Ilkka Uimonen, som måske illustrerer det lidt (Dødt link: www.magnumphotos.com/static/inmotion/ilkka/statue.html) Godt nok er den ikke lineær i klassisk forstand, men der er alligevel et lineært fortælleforløb indbygget. Ja, jeg tror vi vil se meget mere af det, og vi arbejder helt klart henimod at ændre på den gængse opfattelse af en fortælling med et lineært forløb. Det hænger tæt sammen med hele ideen om at definere en ny digital fortælleform.

Kunne man forestille sig at i kommer til at lave reklame features for/om firmaer?
Sagtens. Allerede i dag er en stor del af vores overlevelse baseret på reklamefotos og andet arbejde for virksomheder. Så det er naturligt at forlænge dette til internettet. Det er jo ved at blive en vigtig markedsføringskanal. Men det vil altid være meget skarpt adskilt fra vores øvrige arbejde.

Hvem er jeres konkurrent?
Magnums største konkurrent som jeg ser det er VII. Men andre har måske andre holdninger. Hvad angår Magnum In Motion har vi egentlig ikke rigtig nogle oplagte konkurrenter lige nu.

Hvad stopper de andre store arkivbureauer (Corbis/Getty) fra at gøre det samme som jer?
De laver mere illustrerende billeder. De kommer ikke ud af den samme tradition med at fortælle historier med deres billeder og lave længere projekter. Derudover mener jeg ikke de har den samme aura og personlighed omkring deres fotos. Nu taler jeg generelt, for der er naturligvis undtagelser. Casper Dalhoff er jo eksempelvis hos Corbis. Til gengæld tjener de rigtigt gode penge på det de laver, hvilket ikke er tilfældet for Magnum. Så de har nok heller ikke det samme incitament for at gøre det. Men jeg tror da, at de vil forsøge noget i stil med det vi laver hen ad vejen.

Hvordan ville du beskrive projektet overfor en der er blind?
Hold kæft, det er sgu da ikke så nemt at blive interviewet af en fotograf…. Jeg ville nok sige, at det er ligesom når man hører en bestemt lyd, eller noget musik eller lugter noget bestemt. Så sætter det gang i følelser, skaber stemninger og danner billeder inden i hovedet. Det er også det vores projekt prøver at gøre. Men vi viser også vores egne billeder, som vi bruger til at justere de billeder som modtageren selv danner inde i hovedet.

Kan du fortælle om der er en amerikansk stil vs. europæisk/dansk og hvis der er, kan de lære noget af hinanden?
De fleste af de fotografer jeg arbejder sammen med herovre er faktisk europæere. Omvendt har mange boet i årevis i New York. Så tingene smelter lidt sammen. Det er ikke min fornemmelse, at der egentlig er særlig stor forskel. Mentalitets mæssigt minder fotograferne her faktisk bemærkelsesværdigt om dem jeg kender i Danmark.

Det er egentlig det jeg synes er forskellen på dansk og amerikansk dokumentar fotografi, sådan rent groft sagt! Amerikansk fotografi er meget mere den rigtig gode historie, forargelsen, men ikke nødvendigvis flot fotografi. Dansk fotografi er flottere, men fokusere mere på form end indhold.
Jeg er enig. Sådan er det i hvert fald blevet i Danmark. Men folk som Saxgreen og Stig Stasig synes jeg måske man burde hive lidt frem igen. De stod for den mere indignerede, missionerende form for fotografi (der er sikkert også mange andre, men det er lige dem som jeg husker). Jeg vil nødigt skose den nye generation danske af fotografer, og jeg føler mig selv som en del af det miljø, på den journalistiske side. Det er jo dygtige folk. Men jeg må sige, at jeg af og til savner noget mere indignation og mere gennemtænkte fortællinger, og lidt mindre hype og smarte solbriller. Måske er det jeg savner i virkeligheden lidt mere anerkendelse til dem som laver god, forargede og indignerede fotojournalistik. For de er der jo. Men vi hører bare mest om dem der tager de formmæssigt meget flotte fotos.

See also:  [:en]Image search engine Optimizing for Photographers[:da]Foto Søgemaskine Optimering for Fotografer[:sv]Foto Søgemaskine Optimering for Fotografer[:] [:]

Hvad er et godt billede og hvad er et godt billede ifølge Magnum?
Jeg får totale angstanfald, hver gang der er nogen der spørger mig om sådan noget. Jeg aner jo ikke en skid om billeder og fotografi. Jeg kan bare godt lide det de sætter i gang inde i mit hoved og den måde de kan bruges til at fortælle historier. Så det er vel i den retning. Et dokumentarisk foto skal have en mission. Et budskab som det vil overbevise modtageren om. Det kan være alt fra “krig ødelægger mennesker” til “Forbrugshysteriet i den vestlige verden er gået over gevind”. Når man kigger på billedet skal de sætte gang i nogle associationer og fantasi, som får en til at fundere over fotografiets budskab og mission. Men egentlig bryder jeg mig ikke så meget om at tale om enkeltbilleder. Jeg mener at dokumentarfotografi er mest interessant, når det skaber en sammenhængende historie af en række billeder. Jeg kan godt kigge på årets foto hos World Press, og synes det er umiddelbart flot og følelsesladet. Men når førstehåndsindtrykket lægger sig, er jeg ofte lidt i tvivl om, hvad det egentlig er for en mission fotografen har. Hvad vil han fortælle? Hvilken uretfærdighed eller retfærdighed vil han dokumentere for verden? Så vil jeg hellere have et billede som er grimt komponeret og forkert eksponeret, men som har missionen og budskabet. Men et rigtigt godt billede har naturligvis begge dele.

Martin Parr John E. Ramspott

Martin Parr. Foto: John E. Ramspott https://www.flickr.com/photos/burnaway/

Jeg tror ikke der er et entydigt svar på, hvad et godt billede er ifølge Magnum. Der er omkring 50 aktive Magnum fotografer og det er alle meget forskellige personligheder, som har deres egne holdninger til fotografi. De kan man også se af billederne som kommer fra Magnum. De er faktisk meget forskellige. Prøv for eksempel at sammenligne Martin Parr og Larry Towell. For at være helt ærlig, er det ikke altid de fotografer som tager de bedste billeder, der kommer med i et bureau som Magnum. Det handler om at være dedikeret og igen om at have en mission. For et par dage siden delte jeg en pizza med Thomas Dworzak, inden han tog tilbage til Irak. Han sagde han var lidt nervøs, fordi det er så skide farligt i øjeblikket. En del af ham ville helst bare blive i New York. Men sådan tænker de fleste fotografer i øjeblikket, og derfor er der vigtige ting i Irak som ikke bliver dokumenteret. Thomas følte det som sin oprigtige pligt at dokumentere disse begivenheder. Det er det han lever og ånder for. Så kan det være, der er andre fotografer som tager bedre billeder, men som ikke har ild i sjælen på samme måde.

Personligt undrer jeg mig over, at en gut som Ladefoged ikke er i Magnum. Jeg mener han var oplagt, og det er der nok også mange andre i Magnum der gør. Også blandt fotograferne. Men i sidste ende har der åbenbart været mere en halvtres procent af fotograferne, som ikke har delt denne opfattelse.

Ladefoged er jo så kommet over i VII. Jeg ved ikke hvad han præsenterede for billeder, men hvis det har været mode uge i Paris og bodybuilder billederne, så tror jeg at mange har tænkt what the f@*k, det er jo en helt anden stil end det han havde med sidst. Emnet (forfængelighed) er jo spændende nok og manden ved jo godt hvordan man fotograferer.
Ja, som sagt kan det kun undre mig, hvad der er sket. Det burde ikke være emnevalget. Mange af Magnums fotografer laver en masse forskelligt lige fra mode og sport til krig og elendighed.

Hvordan er fotograferne?
Som nævnt er de alle unikke personligheder. Men jeg er blevet modtaget fantastisk godt af alle. Der er ingen som føler sig hævet over andre. Dermed ikke sagt, at man ikke kan have nogle heftige faglige diskussioner. Det har jeg oplevet. Men der er gensidig respekt. Alle brænder jo for den samme sag, og alle vil gerne inspirere og hjælpe hinanden.

Kan de deles dem op i grupper?

Alex Webb

Alex Webb. Foto: John Ramspott https://www.flickr.com/photos/jramspott/

Der er tre grupper. Den gamle koryfæer som har arbejdet sammen med Capa og Cartier-Bresson. Folk som Elliott Erwitt og Philip Jones Griffiths. De er ældre men meget energiske herrer som ikke har noget at skulle bevise, og tager den helt med ro. De kan give nogle fantastiske råd, fordi de har prøvet alt. Så er der mellemgruppen af folk som Susan Meiselas, Alex Webb og Larry Towell. De har lavet fantastiske projekter, men har stadig gang i en masse og skaber stabiliteten i Magnum. Så der der de nye og unge. Folk som Thomas Dworzak, Paolo Pellegrin og Alex Majoli. De skal stadig bevise og er i konstant jagt på nye projekter og historier. De er super inspirerende ildsjæle, som kan sætte gang i en masse ideer og tanker.

Kan du overhovedet lide fotografi?
Fotografi er fantastisk. Jeg elsker den den af min hjerne som tænker visuelt, og elsker hvad billeder gør ved den. Men det er kun en del af spektret. Lige nu er mit arbejde meget centreret omkring fotografi. Men jeg udgav en bog i foråret (Den Digitale Fortæller, Forlaget Ajour), og jeg kunne godt forestille mig, at jeg på et tidspunkt dedikerer en periode til at skrive. Men jeg har også barslet med en ide om at lave en dokumentarfilm. Så for mig handler det mest om at fortælle historier.

Hvem er din yndlingsfotograf?

Eugene Richards

Eugene Richards. Foto: BurnAway https://www.flickr.com/photos/burnaway/

Angstanfald igen. Jeg kunne utroligt godt tænke mig, at få en uges tid til at gå virkelige i dybden i Magnums arkiver. Men det har jeg ikke haft endnu. Så det er lidt fragmentarisk for mig. Bresson er jo nok stadig mesteren. Jeg kan rigtig godt lide Larry Towell og Eugene Richards. Men deres arbejde kender jeg også bedre end andres, fordi jeg er ved at lave projekter med dem. Jeg lavede hovedopgave med Peter Hove Olesen, og hvis jeg ser lidt mere holistisk på det, må han være min yndling. Jeg synes han tager nogle fantastiske billeder af og til (selvom jeg synes han burde dedikere lidt tid til et længere projekt) og han er en skide god kammerat og en fin kollega.

Men jeg har aldrig været typen, der valgte et ynglings et-eller-andet. Jeg dyrker meget noget i perioder. Jeg kan lytte til Radiohead intenst i tre uger og så skifte til Miles Davis og gå amok med ham i en måned. Sådan har jeg det også med fotografi.

Så Magnum in Motion er ikke der du skal gå på pension fra. Hvor lang tid regner du med at bliver hængende?
Jeg kan utroligt godt lide at finde på ideer og koncepter og udvikle dem. Det er det jeg er rigtig god til. Men når tingene er oppe at køre stabilt, så er jeg ikke den bedste mand længere. Så længe der er nye udviklingsopgaver hos Magnum, og jeg ellers har rimelige arbejdsvilkår, vil jeg gerne blive hængende her. Som nævnt passer ånden i Magnum perfekt til min mentalitet. Men jeg kan ikke rigtig sætte et åremål på. Jeg tror i hvert fald det kommer til at tage et par år før Magnum In Motion er oppe at køre. Så med mindre der sker noget drastisk inden da, så er det nok i første omgang min tidsramme.

Hvor mange danske fotografer har ringet til dig for at få foden indenfor i Magnum siden du blev ansat?
Jeg tror omkring halvtres. Nej, spøg til side. Der er faktisk ingen som har kontaktet mig. Måske har de for meget pli, måske er de for beskedne, eller måske gider de bare ikke Magnum. Jeg har jo alligevel ikke det store at sige i den sammenhæng. Fotograferne bestemmer enerådigt, hvem der skal optages. Men selvfølgelig kan jeg jo lede deres opmærksomhed hen på interessante danske fotografer, hvilket jeg også har gjort i et enkelt tilfælde. Det er jo trods alt nemmere, end bare at komme ind fra gaden. Men man bliver ikke “nominee” uden at tage rigtig gode billeder og uden at brænde for sagen.

Hvad er din holdning til fotograferende journalister?
Lige som jeg mener fotografer skal tænke i fortællinger og historier, mener jeg også journalister skal tænke visuelt. Optimalt set mener jeg, at man skal se sig selv som fortæller mere end som fotograf eller journalist. Hvis man som journalist kan tage billeder der er lige så gode som fotografernes, så kan jeg ikke se de store problemer i det. Men når det er sagt, mener jeg, at man er nød til at vælge en af rollerne i det praktiske arbejde. Man kan ikke være fotograferende journalist og lave samme kvalitet. Det tror jeg ikke på. Der er en grund til, at de gode fotografer har brugt årevis på at dedikere sig hundrede procent til fotografi. Ligesom de gode skribenter dedikerer sig til at skrive.

Arbejdet i marken kan heller ikke udføres i en dobbeltrolle. De færreste kan overskue både at interviewe godt og tage gode billeder (med mindre man bruger dobbelt så lang tid, og så kan man jo lige så godt være to om opgaven).

Men det jeg taler om nu, er hvis man vil lave dokumentar projekter af høj kvalitet. Der er jo undtagelser, hvor fotograferende journalister eller journalistiske fotografer kan være en fremragende ide. I en nyhedssituation, hvor man tilfældigt befinder sig på det rette sted. Eller i en situation, hvor man kun kan få adgang en person.
Eller på små lokale medier, hvor alternativet ville være helt at droppe fotos.

Hvad er din tilknytning til USA/New York.
Fra jeg var omkring 13 til jeg blev omkring 20 år dyrkede jeg hip hip kulturen rent intensivt. I dag er det jo blevet mainstream, men dengang var man lidt en outsider, når man var hiphopper i Nordsjælland. Jeg var mest vild med New York traditionen med bands som RUN DMC, Public Enemy, Jungle Brothers og De La Soul. Så det var nok der min forelskelse i New York startede. Da jeg var 15 var jeg med min familie i New York og jeg elskede det, selvom jeg også var lidt skræmt. Jeg fik min far til at stoppe vores lejede bil i et totalt bad-ass-hood i South Bronx, fordi jeg så en stor tyk halskæde i imiteret guld, som jeg måtte have. Jeg sprang ud af bilen, betalte for kæden, og hoppede ind igen. Mine forældre var ved at skide i bukserne. Men jeg var lykkelig, fordi jeg havde fået en af de guldkæder som alle rapperne på mine plader gik rundt med. Da jeg kom hjem efter sommerferien synes alle mine skolekammerater at det var lidt mærkeligt, at jeg rendte rund med sådan en tyk guldkæde. Jeg har været i New York cirka en gang om året siden jeg var 16 år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*