Artikler | Miklas Njor - Page 3

The Armory Show 2006 – International Fair of New Art, New York City

Gæsterne på Armory kan deles op i to lejre. De der må se og de der må røre, og det er dem i sidste gruppe galleriejerne gider at se i øjnene. Vi er i New York og Kunst er big business. “Undskyld, men er prisen 25.000 dollar eller 25.000 Euro?”. Undskyld, men hvis du har råd til at betale 25.000 dollar for et billede du har kigget på i tyve sekunder, mon ikke du også kan klare 25K i euro.

Ellers er her en del stillettesko med og uden mudrede sokker, massere af ironi i kraftige pasteller og Robert Crumb undertoner, Lichtenstein og popart referencer og grafisk kunst, der slet ikke burde være kommet op på væggene. Med andre ord: hvis du er i New York idag mandag d. 13. marts og vil vide hvilken retning kunsten går de næste par år, så skynd dig ind at se The Armory show.

Her følger et udpluk af god fotokunst.

Mikkers gode fotokunst liste:
Galleri / Kunstner

  • Galerie EIGEN + ART Leipzig/Berlin – Rémy Markowitsch – Sandwich-print med Laplands landskab og rensdyr / Sandwichprint påfugl og camouflage.
  • Hannah WilkeRonald Feldman Fine Arts, Inc. – Hannah Wilke – Fotos efter operation i æggestokkene (med potteplante på hovedet).
  • Kerlin Gallery – Paul Seawright “Knock n wait”
  • Nobuyoshi Araki – diasmosaik på lysbord – fotos af kvindens blomst og rigtige blomster
  • Roebling Hall – Nick Waplington
  • Rivington Arms – Hanna Liden – Okulte i naturen
  • James NaresPaul Kasmin Gallery – Susan Derges – vand på mørke-tyrkise ruder / James Nares – tonet sort hvid studie i bevægelse – prøver at flyve.
  • Tomia Koyama Gallery – Mamuro Tsukada “Channeling”.
  • Maureen Paley – Hannah Starkey – Newsroom samme dag som bomberne sprang i London. Ansigtsudtrykket i en af studieværterne – eller er det en gæst – er bemærkelsesværdigt.
  • Tim DavisRodolphe Janssen – Tim Davis – Natfoto. Kæmpe oppustet kylling der ligger på vejen.
  • Yvon Lambert – Louise Lawler – “Something about time and space but I’m not sure what it is” – gyldent billede med hjørneet af gylden ballon. Middelmådigt fotografi, men jeg kan godt lide at der vises tvivl og det hiver det op et niveau.
  • Sam Taylor WoodWhite Cube / Jay Jopling – Sam Taylor Wood – kvinde svæver over stole. Ikke helt sikker på det her billede. Det er ligesom for nemt, men der også god energi i billedet.

Mikkers liste over fotos som var så som så:

  • Gallerie Emmanuel Perrotin – Sophie Calle – Følger fortsat efter sin ofre og dokumenterer det. I know – hun er kendt og alt det der, men…
  • Team Gallery – Slater Bradley – Fyr der holder pandabamse i Zoo
  • Cheim & Read – Eggleston med to sort hvid fotos.
  • Deitch Projects – Julie Atlas – Ms. Pussy med cigarette i munden

Anden kunst der lige har bidt sig fast.

  • SCAI – Julian Opie (Blur cover) tegnefilm
  • Sue Williams – Lyserøde lavalampe-agtige kønsorganer på lærred.
  • Tony Oursler – tallende ansigt med mange munde.
  • Gallerie Emmanuel Perrotin – Mr. – manga-ansigt.
  • Dylan StoneNicole Klagsbrun Gallery – Dylan Stone – miniaturer af strissere der knepper.
  • The Project – Aernout Mik – Park – videokunst
  • Roslyn Oxley9 Gallery – Michael Parekowhai’s danseballerina der ligger på gulvet.
  • Patricia Piccinini – The Embrace – pungdyr lignende dyr der omfavner en kvindes ansigt.

Olé Olé – et rent selvmål

Der var engang et lille land der var kendt for fodbold og bacon. Selv om alle i verden ikke syntes helt så godt om bacon som landets beboere gjorde, og sjældent havde en lige så velformuleret holdning til denne del af grisen, så var der jo altid det med de elleve metroseksuelle mænd, der – måske lidt småfascistisk – var klædt i ens tøj og bare kunne det der med at tæske bolden rundt på grønsværen (flæskesværen). Det var noget alle kunne snakke med om. Og gjorde.

ALLE I VERDEN KUNNE LI’ BEBOERNE FRA DET LILLE LAND
.

Der vil være terapeuter, der vil sige, at det ikke nødvendigvis er sundt at omdrejningspunket for ens opførsel er, at alle skal li’ dig. Men jeg vil mene, at det er sundere, end hvis udgangspunktet for din opførsel er, at så mennesker skal kunne lide dig. Bare fordi at der er en lov der siger, at du må prutte hvor end du har lyst, så skal man måske vente til man er kommet ud af elevatoren.

Idag er vi et lille land der er kendt for bacon og muhammed-tegninger. Selv om alle i verden ikke synes helt så godt om muhammed som beboerne i det lille land gør, og sjældent har en så velformuleret holding til hans religion, så var der jo altid det med bacon som alle kunne snakke med om. Og gjorde.

Jetlagged like no other

Startede dagen i New York med at vandre ned langs Bowery og kigge på storkøkken og kantine inventar og tænker på, at hvis ikke det var fordi at gud og hvermand ejer en café, så kunne det være fedt at åbne en. For indretningens skyld, sgu’ ikke for at stå og servere. Drejer ned ad Grand Street og ind til den poppede del af Chinatown vest for Bowery omkring (very) Little Italy. Ved ikke hvorfor jeg søger herned, for det er en af de mere røvsyge dele af byen. Og hvorfor smider italienerne ikke viskestykket i ringen og helt overgiver Little Italy til kineserne. Får øje på skiltet:

The Best Chinese Back Rub and Foot Rub Real Master Wu Lim at Room 8 & 9 Only
– Any Time & Day.

Der må jeg ind. Kan ikke rigtig ryste jetlaggen og insomniaciet af mig og dette er måske løsningen. En kinesk kvinde haster mig ind i et rum og peger på et skilt. “40 min foo + rub” står der nederst. Den napper jeg, lægger mig på briksen, får vist nok at vide, at jeg har grimme fødder – “yuu ve’i org-lee fee” – inden hun lægger et tæppe over ansigtet på mig, og jeg tænker på, om jeg nu falder i søvn og bliver røvet og ender mine dage i en af deres sweatshops, og om forsikringen dækker invalidering, hvis det viser sig at Wu Lim – hvis det altså er hende der tæsker løs på mine fødder og ben – ikke har en uddannelse, som kan meritoverføres til det danske uddannelsesystem.

Jeg har aldrig fået en pro massage før, så der er nok at arbejde med. Det er jo helt fantastisk og da det viser sig, at +’et på skiltet faktisk var et t, og de 40 minutters massage kun gælder mine fødder, takker jeg hurtigt ja til også få æltet resten af kroppen på plads. En halv time burde række.

Bagefter føles det som om mine øjne er tredobbelt størrelse og stikker ud af hovedet på mig. De løber i hvert fald i vand og jeg skynder mig ind i en elektriker forretning og køber en Trisonic TS-403-3P 300W 220/240v <-> 110/120v Step Up & Down strømkonverter (med jord) så jeg kan/tør bruge stikket på hotellet til at oplade computeren. Det viser sig senere at maskinen er rent overkill.

Ka’ de li velkro?

Jeg ved godt man ikke må, ikke skal og i hvert fald ikke burde sige dette. MEN det er svært at stå og spørge en afro-amerikaner til råds om velkro. Uden at stirre på hans hår og uden at trække lidt på smilebåndet når han proklamerer: My mother swears to this brand.
Anyway, nu kan inderlommerne i min taske lukke og min hjerne kan tænke lidt over, hvad hans mor mon bruger sin velkro til.

Ingen drikkepenge til dig min ven

Turen i taxa fra JFK og ind til Manhatten bliver af chaufføren ført i fjendtlig stilhed og hidsig talestrøm efter jeg svarer ham på det uundgåelige spørgsmål: Where are you from. Som en muræne, der forsvarer sin koralblok, skyder hans hovede med sekunders mellemrum og munden fuld af forbandelser og falafel, frem igennem lugen i plexiglasset*, der adskiller passageren fra chaufføren.

Imellem ottende og niende galde-spyning peger han på mig med en af de mange mobiltelefoner han har liggende i forruden, som var det en tryllestav. Der sker det, der ikke måtte ske. Han ringer til en ven. Sammen hidser de sig op over muhammed tegningerne, danskere og Danmark og fra nu af og til vi når frem har chaufføren armene højt hævet over hovedet i raseri og vores skæbne er helt og holdendt i Allahs hænder. Jeg håber bare Allah kender vejen.

* Glasset har dobbeltfuktion. Dels som beskyttelse af passageren fra chaufførens mad, når han accellererer, og dels sikrer det, at passageren ikke griber rattet i panik.

Mikkers “Hold Dig Vågen” opskrift

Jeg har nu været vågen siden tidligt mandag morgen – ca. to et halvt døgn. Grunden til det er, at jeg har haft travlt med at lave foto portfolios inden jeg imorgen skal afsted til Houston, for at deltage i fotofest. Ikke siden min hovedopgave for 5 år siden, har jeg arbejdet så længe og fokuseret. Der var jeg vågen i fem dage med meget lidt søvn. Det kan slet ikke anbefales og slet ikke, hvis du, som jeg, kan være den overfokuserende type. Desuden får man heller ikke mere fra hånden efter dag 2-3 stykker, for der ophører tid, sted, afstande og hjernen kan kun tænke på det den er igang med. Og kun det.
Mikkers “Hold dig vågen i flere døgn” opskrift.
Til når der bare ikke er nok timer i døgnet.

  • Drik massere af vand.
  • Spis varm mad – helst med en masse væde, som feks. suppe eller nudler – og spis brød til (med mindre du kan lide at have tynd mave – og her snakker vi ikke tynd mave som i flad mave, men tynd mave som i jeg-bliver-nødt-til-at-lægge-røret-på-nu måde).
  • Sid gerne i nogle minutter med lukkede øjne og meditér eller bare slap af (same same but different), men undgå “power-naps“,
  • Sørg for at du ikke har det for varmt. Hvis det ikke kan undgås, så kan du køle dig selv ned ved at holde håndledene under vandhanen.
  • Musik ad libitum. Helst med hørebøffer.
  • Bevæg dig, men ikke for hurtigt.

Derudover bør man undgå kontakt eller at snakke med for mange mennesker. Dette har ikke så meget med at holde sig vågen at gøre, men efter ca. et døgn uden søvn kan man – når man fjerner fokus fra det man er i gang med – opleve at man er en blanding af skæv og høj. Med andre ord, fjollet og overfokuserende, hvilket kan være små-belastende for andre, der ikke slet ikke er på dit niveau og forstår hvad du mener, når du f.eks. på 1/1000 del sekund sammenkobler dette:
Hvor tilfældigt er det mon, at bassen på Lorna & La Factoria’s sang Papi Chulo (som er samplet fra Herbie Hancock / “Bring out the birds”) er den samme sample, som på Deee-Lite’s “Groove is in the heart” og har det noget at gøre med at Deee-Lite’s DJ Towa Tei engang var indlagt i længere tid på et hospital i Sydamerika og har de mon snakket sammen? Og hvorfor er bassen synkoperet så bizart i forhold til melodien [7/12’del?] og kender Lorna & La Factoria og Towa Tei hinanden og er det derfor at hans album efter Dee-lite har et Bossa-feel.
Du ved, den slags sammenkoblinger…

god fornøjelse.

Stress!

Om et par dage rejser jeg til Fotofest i Houston for at vise mine fotos til alle mulige galleriejere og forlæggere, så den står på treholdsskift for at blive klar. Det gode ved det enorme tidspress er, at jeg bliver nødt til at skære ind til benet i serierne, for jeg kan simpelthen ikke nå at billedbehandle, få trykt og indbundet alt det jeg vil. Men jeg vil nødigt skære helt ind til marven.

Fotofest er speeddating for fotografer. Der er ca. tyve minutters snak om dit fotografi og så videre til næste galleriejer, forlægger eller samler.