I am goldenboy » OTHER STUFF

Tænk på børnene i Afrika

Mikker — Wed, 19 Sep 2007 19:54:05 +0000

“Legetøj til Afrika har til hovedformål at indsamle legetøj i Danmark og sende det til hiv-smittede og aidssyge børn i det sydlige Afrika. Børnene henslæber måneder i en seng uden andet end grå vægge at se på, og ofte uden at deres fattige forældre kan komme på besøg. Andre af hiv-børnene er forældreløse og bor på gaden eller på børnehjem.”

Det lyder ikke for rart, så tag at donor dit brugte legetøj til børn i Afrika: Legetøj til Afrika

Bowery’s Whitehouse

Mikker — Mon, 13 Mar 2006 16:59:15 +0000

I New York har jeg de sidste par dage boet på Bowery’s Whitehouse, Bowery 340, på hjørnet af Great Jones Street, New York. Hvis ikke det var fordi, at her er nogenlunde rent, så ville det være det mest lusede hotel jeg nogen sinde har boet på. Værelserne er ikke egentlige værelser, men træbåse med et loft flettet af trælister og minder meget om et hegn. Det er så varmen kan stige ud og man ikke dør af varme/luftmangel/klaustrofobi. Fungerer sikkert fint om sommeren, men her i midten af marts måned på fjerde sal lige under taget, er der lige lovlig mange kuldebroer og jeg fortryder at jeg ikke medbragte mere glasuld, ikke mindst for lydisoleringens skyld. Mit værelse - som er et dobbeltværelse - er 2×2,5 meter og naboen til venstre har en kortbølgeradio. Hans sprogbrug overfor dem han opfanger, afslører, at en venlig henstilling om at dæmpe sig vil falde for skrattende ører.

Men nu lyder det som om at jeg ikke kan lide stedet. Det kan jeg godt og hvem tager til New York for at sidde på hotel. Prisen er 30 dollar pr. nat og her er ok rent og sikkert (portvagt 24/7). Det ligger tæt på Union Square, metroen, The Village, SOHO, NOHO.

pip i principperne

Mikker — Mon, 13 Mar 2006 16:57:23 +0000

Min storesøster synes at jeg er meget principfast og med det i baghovedet tog hun forleden en karrieremæssig beslutning. Lidt skræmmende at min søster pludselig ser til mig for råd. Og så uden at spørge mig. Men er man principfast når man tilsidesætter sit had til overvågningssamfund og den amerikanske regerings paranoia og had til verden (og generelt alt hvad den står for), og tager til USA fordi at det kan hjælpe min karriere?

Kunden har ikke ret.

Mikker — Mon, 13 Mar 2006 16:25:48 +0000

Skilt i lobbyen på mit skodhotel:
“Prices may vary depending on customers attitude” (prisen afhænger af kundens opførsel). Dette er en prispolitik jeg vil overføre til min egen biks.

Jetlagged like no other

Mikker — Sun, 12 Mar 2006 18:15:18 +0000

Startede dagen i New York med at vandre ned langs Bowery og kigge på storkøkken og kantine inventar og tænker på, at hvis ikke det var fordi at gud og hvermand ejer en café, så kunne det være fedt at åbne en. For indretningens skyld, sgu’ ikke for at stå og servere. Drejer ned ad Grand Street og ind til den poppede del af Chinatown vest for Bowery omkring (very) Little Italy. Ved ikke hvorfor jeg søger herned, for det er en af de mere røvsyge dele af byen. Og hvorfor smider italienerne ikke viskestykket i ringen og helt overgiver Little Italy til kineserne. Får øje på skiltet:

The Best Chinese Back Rub and Foot Rub Real Master Wu Lim at Room 8 & 9 Only
- Any Time & Day.

Der må jeg ind. Kan ikke rigtig ryste jetlaggen og insomniaciet af mig og dette er måske løsningen. En kinesk kvinde haster mig ind i et rum og peger på et skilt. “40 min foo + rub” står der nederst. Den napper jeg, lægger mig på briksen, får vist nok at vide, at jeg har grimme fødder - “yuu ve’i org-lee fee” - inden hun lægger et tæppe over ansigtet på mig, og jeg tænker på, om jeg nu falder i søvn og bliver røvet og ender mine dage i en af deres sweatshops, og om forsikringen dækker invalidering, hvis det viser sig at Wu Lim - hvis det altså er hende der tæsker løs på mine fødder og ben - ikke har en uddannelse, som kan meritoverføres til det danske uddannelsesystem.

Jeg har aldrig fået en pro massage før, så der er nok at arbejde med. Det er jo helt fantastisk og da det viser sig, at +’et på skiltet faktisk var et t, og de 40 minutters massage kun gælder mine fødder, takker jeg hurtigt ja til også få æltet resten af kroppen på plads. En halv time burde række.

Bagefter føles det som om mine øjne er tredobbelt størrelse og stikker ud af hovedet på mig. De løber i hvert fald i vand og jeg skynder mig ind i en elektriker forretning og køber en Trisonic TS-403-3P 300W 220/240v <-> 110/120v Step Up & Down strømkonverter (med jord) så jeg kan/tør bruge stikket på hotellet til at oplade computeren. Det viser sig senere at maskinen er rent overkill.

Jeg savner min datter…

Mikker — Sun, 12 Mar 2006 18:04:38 +0000

…ja okay, jeg savner min datter og min kæreste.

Ka’ de li velkro?

Mikker — Sun, 12 Mar 2006 17:59:44 +0000

Jeg ved godt man ikke må, ikke skal og i hvert fald ikke burde sige dette. MEN det er svært at stå og spørge en afro-amerikaner til råds om velkro. Uden at stirre på hans hår og uden at trække lidt på smilebåndet når han proklamerer: My mother swears to this brand.
Anyway, nu kan inderlommerne i min taske lukke og min hjerne kan tænke lidt over, hvad hans mor mon bruger sin velkro til.

Ingen drikkepenge til dig min ven

Mikker — Sun, 12 Mar 2006 17:56:42 +0000

Turen i taxa fra JFK og ind til Manhatten bliver af chaufføren ført i fjendtlig stilhed og hidsig talestrøm efter jeg svarer ham på det uundgåelige spørgsmål: Where are you from. Som en muræne, der forsvarer sin koralblok, skyder hans hovede med sekunders mellemrum og munden fuld af forbandelser og falafel, frem igennem lugen i plexiglasset*, der adskiller passageren fra chaufføren.

Imellem ottende og niende galde-spyning peger han på mig med en af de mange mobiltelefoner han har liggende i forruden, som var det en tryllestav. Der sker det, der ikke måtte ske. Han ringer til en ven. Sammen hidser de sig op over muhammed tegningerne, danskere og Danmark og fra nu af og til vi når frem har chaufføren armene højt hævet over hovedet i raseri og vores skæbne er helt og holdendt i Allahs hænder. Jeg håber bare Allah kender vejen.

* Glasset har dobbeltfuktion. Dels som beskyttelse af passageren fra chaufførens mad, når han accellererer, og dels sikrer det, at passageren ikke griber rattet i panik.

Mikkers “Hold Dig Vågen” opskrift

Mikker — Wed, 08 Mar 2006 13:58:39 +0000

Jeg har nu været vågen siden tidligt mandag morgen - ca. to et halvt døgn. Grunden til det er, at jeg har haft travlt med at lave foto portfolios inden jeg imorgen skal afsted til Houston, for at deltage i fotofest. Ikke siden min hovedopgave for 5 år siden, har jeg arbejdet så længe og fokuseret. Der var jeg vågen i fem dage med meget lidt søvn. Det kan slet ikke anbefales og slet ikke, hvis du, som jeg, kan være den overfokuserende type. Desuden får man heller ikke mere fra hånden efter dag 2-3 stykker, for der ophører tid, sted, afstande og hjernen kan kun tænke på det den er igang med. Og kun det.
Mikkers “Hold dig vågen i flere døgn” opskrift.
Til når der bare ikke er nok timer i døgnet.

Drik massere af vand.
Spis varm mad - helst med en masse væde, som feks. suppe eller nudler - og spis brød til (med mindre du kan lide at have tynd mave - og her snakker vi ikke tynd mave som i flad mave, men tynd mave som i jeg-bliver-nødt-til-at-lægge-røret-på-nu måde).
Sid gerne i nogle minutter med lukkede øjne og meditér eller bare slap af (same same but different), men undgå “power-naps“,
Sørg for at du ikke har det for varmt. Hvis det ikke kan undgås, så kan du køle dig selv ned ved at holde håndledene under vandhanen.
Musik ad libitum. Helst med hørebøffer.
Bevæg dig, men ikke for hurtigt.

Derudover bør man undgå kontakt eller at snakke med for mange mennesker. Dette har ikke så meget med at holde sig vågen at gøre, men efter ca. et døgn uden søvn kan man - når man fjerner fokus fra det man er i gang med - opleve at man er en blanding af skæv og høj. Med andre ord, fjollet og overfokuserende, hvilket kan være små-belastende for andre, der ikke slet ikke er på dit niveau og forstår hvad du mener, når du f.eks. på 1/1000 del sekund sammenkobler dette:
Hvor tilfældigt er det mon, at bassen på Lorna & La Factoria’s sang Papi Chulo (som er samplet fra Herbie Hancock / “Bring out the birds”) er den samme sample, som på Deee-Lite’s “Groove is in the heart” og har det noget at gøre med at Deee-Lite’s DJ Towa Tei engang var indlagt i længere tid på et hospital i Sydamerika og har de mon snakket sammen? Og hvorfor er bassen synkoperet så bizart i forhold til melodien [7/12′del?] og kender Lorna & La Factoria og Towa Tei hinanden og er det derfor at hans album efter Dee-lite har et Bossa-feel.
Du ved, den slags sammenkoblinger…

god fornøjelse.

Stress!

Mikker — Mon, 06 Mar 2006 21:43:32 +0000

Om et par dage rejser jeg til Fotofest i Houston for at vise mine fotos til alle mulige galleriejere og forlæggere, så den står på treholdsskift for at blive klar. Det gode ved det enorme tidspress er, at jeg bliver nødt til at skære ind til benet i serierne, for jeg kan simpelthen ikke nå at billedbehandle, få trykt og indbundet alt det jeg vil. Men jeg vil nødigt skære helt ind til marven.

Fotofest er speeddating for fotografer. Der er ca. tyve minutters snak om dit fotografi og så videre til næste galleriejer, forlægger eller samler.