Jeg har ikke svaret, men her er et par inputs.

Micropayments, som er småbekløb betalt for anvendelsen af billeder på f.eks. http://www.istockpro.com ligner umiddelbart en devaluering af fotoets værdi. Men det åbnede også op for nogle interessante markedskræfter. Hvor man tidligere solgte et billede ingen, en enkelt eller få gange til en solid pris, sælger man på Flickr et billlede måske flere hundrede gange, men til 1$, 5$ eller op til 20$.
Jeg studsede selv over istockphoto.com i sin tid, men så så at nogle af fotograferne faktisk havde en anseelig indtægt på måske 200 gode arkivfotos, der solgte igen og igen.

Det ser jeg som en øjenåbner.

Og det er også oplagt, at det åbner op for et helt nyt marked for billeder til fødselsdagssange, blogs, hjemmesider osv. som ikke er købere flyttet fra det professionelle marked. Det er nye billedbrugere, der kommer ind på markedet, fordi priserne nu er så lave.

Kig på musikbranchen et øjeblik, hvor forbruget af musik er stigende (og altid har været det), men CD-salget stærkt faldende.

Tilsvarende musik, kan man sige at der ikke er noget galt med fotografierne, det er bare distributionsmetoden, der ændres.

Omvendst ser jeg, at Getty og andre “velanskrevne” billedbureauer, der gennem årene har været kendt for høj kvalitet og højre priser, falder af på den i deres forsøg på at komme efter devalueringen på fotopriser. Min personlige holdning er, at Getty blev til Getty, fordi der var gode fotografer og gode redaktører.

Fra en fotografs synspunkt er billedbureauet som en slags agent, der er sine procenter værd, fordi han eller hun tager sig af salget, imens fotografen tager sig af produktionen.

Ideelt set har fotografen sin stil, sin kvalitet, sine ideer – og agentens (eller billedbureauets opgave) er at finde aftagerne til denne stil og kvalitet.

Realiteterne er imidlertid, at fotograferne i dag skal levere fikse og færdige digitaliserede filer, klar til brug, med cations og keywords, der stryger direkte gennem systemet. Der er ikke nogen på bileldbureauet, der uddanner, tilretter eller nurser fotografen.

Så hvad sker der så med kvaliteten?

Getty har faktisk en masse ressourcer, seminarer, møder osv. de arrangerer for billedkøbere – men ikke noget fot fotograferne. Det er sgu da morsomt.

Der er med andre ord ingen kompetence knyttet til det at være billedbureau, og ingen differentiering. Getty’s stærke side er med andre ord et stort arkiv, men især en massiv distributionskanal.

Men distributionskanalen kan forholdsvist nemt gøres efter i den digitale tidsalder. Forskellen mellem istockphoto.com og Getty er med andre ord ret lille, efterhånden, idet begge er en massiv distributionskanal. Det samme kan man sige om Adobe’s stockfotos gennem Adobe pakken.

Det er oplagt, at en sådan “billedbureau-service” ikke i længden er 50% værd, og at distribution i fremtiden kun bør koste en mikroskopisk del. Og at muligheden for at f.eks. TDC, Washington Post, Apple, Google (eller tilsvarende) tilbyder dels en software til organisering, dels en distributionskanal, er ret oplagt.

Det er meget interessant, og det stiller en række spørgsmål til os, der laver billederne. Dels kan man spørge sig selv, om det mon er nok at stille sig samme sted som alle de andre fotografer, skyde med det samme udstyr og derpå behandle billederne med samme software – eller skal man finde en anden måde af hensyn til stil/kvalitet/emner?
Eller opvejes denne ensartethed i filerne af, at man måske har en anden forretningsmodel, en anden distributionskanal?

Skismaet er naturligvis, at de der har kunderne (distributionskanalen), har magten. Selv nok så fantastiske billeder sælger ikke, hvis ingen kan finde dem.

Og på det område mener jeg netop, at der er masser af nye muligheder, der åbner sig. Sådan kan man vælge at se det, frem for at se det, som at samtlige weekend warriors – og nu også enhver husmor med en et mobilkamera og en Flickr konto – udvander ens levebrød.

Desuden viser søgningen af Miklas blog jo, at problemet med den større og større digitale informationsmængde er, at finde det, man skal bruge. Og det er en af de udviklingsretninger, man kan være sikker på, fortsætter (hvorfor Google er så god en forretning; fordi man kan finde det man skal bruge).

Dertil kommer hele forretningsmodellen. Er det udgiveren af et foto, der skal betale for det, eller er det beskueren, der betaler (f.eks. ved at fotoet er reklamefinansieret).

Jeg har altid ment, at hvis man har gode ideer og kunder, så kan man klare sig. Maskiner, kameraer, software og alt andet ændrer sig. Men gode ideer vil der altid være efterspørgsel efter. Som fotografer har vi muligheden for at have de gode ideer, altså råstoffet, og så skal vi finde ud af distributionskanalen til kunderne.

Du skulle tage at snakke med nogle af de ’sutter’, der bruger stedet som herberg: de kan fortaelle nogle fantastiske historier om bombeflyvninger i Europa, fallerede karrierer som jazzmusikere/skakspillere, den tavse mand der forsvandt i to aar og pludselig dukkede op igen samt andre ting man ikke troede mulige.

Kan ikke huske den praecise forbindelse, men Paul Auster har skrevet et forord eller noget i den dur til en bog om stedet.

I gamle dage var the Bowery stedet, hvor folk tog hen for at drikke sig ihjel.

Nyd det!