Bowery | Miklas Njor

Bowery’s Whitehouse

I New York har jeg de sidste par dage boet på Bowery’s Whitehouse, Bowery 340, på hjørnet af Great Jones Street, New York. Hvis ikke det var fordi, at her er nogenlunde rent, så ville det være det mest lusede hotel jeg nogen sinde har boet på. Værelserne er ikke egentlige værelser, men træbåse med et loft flettet af trælister og minder meget om et hegn. Det er så varmen kan stige ud og man ikke dør af varme/luftmangel/klaustrofobi. Fungerer sikkert fint om sommeren, men her i midten af marts måned på fjerde sal lige under taget, er der lige lovlig mange kuldebroer og jeg fortryder at jeg ikke medbragte mere glasuld, ikke mindst for lydisoleringens skyld. Mit værelse – som er et dobbeltværelse – er 2×2,5 meter og naboen til venstre har en kortbølgeradio. Hans sprogbrug overfor dem han opfanger, afslører, at en venlig henstilling om at dæmpe sig vil falde for skrattende ører.

Men nu lyder det som om at jeg ikke kan lide stedet. Det kan jeg godt og hvem tager til New York for at sidde på hotel. Prisen er 30 dollar pr. nat og her er ok rent og sikkert (portvagt 24/7). Det ligger tæt på Union Square, metroen, The Village, SOHO, NOHO.

Jetlagged like no other

Startede dagen i New York med at vandre ned langs Bowery og kigge på storkøkken og kantine inventar og tænker på, at hvis ikke det var fordi at gud og hvermand ejer en café, så kunne det være fedt at åbne en. For indretningens skyld, sgu’ ikke for at stå og servere. Drejer ned ad Grand Street og ind til den poppede del af Chinatown vest for Bowery omkring (very) Little Italy. Ved ikke hvorfor jeg søger herned, for det er en af de mere røvsyge dele af byen. Og hvorfor smider italienerne ikke viskestykket i ringen og helt overgiver Little Italy til kineserne. Får øje på skiltet:

The Best Chinese Back Rub and Foot Rub Real Master Wu Lim at Room 8 & 9 Only
– Any Time & Day.

Der må jeg ind. Kan ikke rigtig ryste jetlaggen og insomniaciet af mig og dette er måske løsningen. En kinesk kvinde haster mig ind i et rum og peger på et skilt. “40 min foo + rub” står der nederst. Den napper jeg, lægger mig på briksen, får vist nok at vide, at jeg har grimme fødder – “yuu ve’i org-lee fee” – inden hun lægger et tæppe over ansigtet på mig, og jeg tænker på, om jeg nu falder i søvn og bliver røvet og ender mine dage i en af deres sweatshops, og om forsikringen dækker invalidering, hvis det viser sig at Wu Lim – hvis det altså er hende der tæsker løs på mine fødder og ben – ikke har en uddannelse, som kan meritoverføres til det danske uddannelsesystem.

Jeg har aldrig fået en pro massage før, så der er nok at arbejde med. Det er jo helt fantastisk og da det viser sig, at +’et på skiltet faktisk var et t, og de 40 minutters massage kun gælder mine fødder, takker jeg hurtigt ja til også få æltet resten af kroppen på plads. En halv time burde række.

Bagefter føles det som om mine øjne er tredobbelt størrelse og stikker ud af hovedet på mig. De løber i hvert fald i vand og jeg skynder mig ind i en elektriker forretning og køber en Trisonic TS-403-3P 300W 220/240v <-> 110/120v Step Up & Down strømkonverter (med jord) så jeg kan/tør bruge stikket på hotellet til at oplade computeren. Det viser sig senere at maskinen er rent overkill.