Polfoto | Miklas Njor

De forsvundne foto interviews

Disse 25 spørgsmål til Erik Luntang-Jensen, Jørn Stjerneklar, Nina Mouritzen, Jacob Langvad og Poul Madsen om, som fotograf at rejse ud i verden og bosætte sig der, blev i sin tid lavet i efteråret 2009, men lige som jeg havde lagt interviewene på serveren, så crashede den. Det tog lang tid at rydde op og jeg glemte alt om arbejdet indtil forleden – seks år senere – hvor artiklerne dukkede op under en oprydning af en harddisk. Så, without further ado…

Hvor er det du er?

Erik Luntang-Jensen: Bruxelles

Jørn Stjerneklar: Jeg bor i Hout Bay, lidt syd for Cape Town, Sydafrika.

Nina Mouritzen: New York, New York.

Jacob Langvad: São Paulo, Brasilien

Poul Madsen: Jeg var praktikant på avisen The Indian Express i Mumbai, Indien. Det var lokalredaktionen på en landsdækkende avis.

Hvorfor valgte du lige præcis det sted?

Erik Luntang-Jensen: En tilfældighed. Målet var faktisk et sted i Mellemøsten. I min praktiktid på Polfoto kørte jeg rundt på Fyn og dele af Jylland, hvor jeg blandt andet dækkede debatmøderne om den kommende afstemning om Maastrict traktaten. Det var samtidig med at jeg også læste på Mellemøststudiet på Odense Universitet, med henblik på at rejse dertil som pressefotograf.
Men som det var med mig og sporten, som overhovedet ikke har min personlige interesse, holdt jeg op med som det første at smide sports-tillægget ud, samme dag jeg fotograferede den først ligakamp og sluttede med at læse om den, da jeg havde fotograferet den sidste.
Det samme var tilfældet med artikler om EF, men man kan ikke dække debatmøder om EU, uden at vide hvad det handler om og der slog det mig at de illustrationer som aviserne brugte mest flittigt var fotos af EF-bygninger. Det måtte kunne gøres bedre, tænkte jeg.
Kollegaerne syntes det var en tosset ide, modsat redaktørerne og de skrivende. Det ene ord tog det andet og beslutningen blev taget.

Jørn Stjerneklar: Jeg har været omkring mange lande, Namibia, Uganda, Tanzania, Kenya, USA før jeg havnede hernede.

Nina Mouritzen: Jeg har altid villet bo her, siden jeg var barn. Så det var naturligt at flytte hertil, det øjeblik det kunne lade sig gøre. Det kunne det så heldigvis et par måneder efter min 19 års fødselsdag og en middelmådig studenter eksamen!

Jacob Langvad: En af mine Brasilienske venner og tidligere studiekammerat var partner i et firma som stod til at åbne et nyt design studie og han inviterede mig over for at blive en del af det.

Poul Madsen: Jeg valgte stedet fordi der var nogle danske journaliststuderende der skulle i praktik på avisen. Desuden opfattede jeg den som værende én af de mere seriøse aviser i Indien – med andre ord, en avis hvor hovedfokus ikke var møntet på seneste Bollywood-gossip.

Hvor lang tid har du været afsted?

Erik Luntang-Jensen: Alt for længe. Tre omgange siden jeg et par dage efter blev færdig som Pressefotograf i 1992. Jeg grundlagde Nordfotos redaktion i Bruxelles, og Berlingske Tidende og Dagbladet BT flytter ind i samme hus. Lukker redaktionen i august 1999 og efterlader min finske kollega som den sidste nordiske pressefotograf. Flytter hjem til Danmark, men er tilbage i Bruxelles igen tredje gang nogle år senere.

Jørn Stjerneklar: 20 år

Nina Mouritzen: 10 år. (sept 1999)

Jacob Langvad: Jeg har boet i São Paulo det meste af de sidste tre år.

Poul Madsen: Jeg var afsted i 6 måneder, men arbejdede ikke særligt meget for avisen. De havde ikke så mane opgaver til mig, så jeg brugte i stedet tiden på egne projekter og på at lave freelance stof hjem til DK.

Hvor lang tid regner du med at blive?

Erik Luntang-Jensen: Svært at sige med 2 børn der har fransk som hovedsprog og en hustru der får klaustrofobi i Danmark og for den sags skyld i Finland, hvor hun er opvokset som tysk statsborger.

Jørn Stjerneklar: Forever

Nina Mouritzen: Så længe jeg elsker at være her.

Jacob Langvad: Jeg bliver stadig gladere for byen og landet. Jeg har ikke travlt med at komme videre. Over de kommende år bliver der ekstremt meget rejseri og jeg skal være med til at starte endnu et nyt kontor op i New York. Men min base forbliver nok i São Paulo.

Poul Madsen: Jeg regnede med at blive i 6 måneder da jeg jo skulle tilbage på DJH for at afslutte min uddannelse. Jeg blev tiden ud og havde det fantastisk. Jeg havde lidt en fotokrise inden jeg tog afsted, men jeg fandt mig selv igen i løbet af mine 6 måneder i Indien.

Fortæl om tiden inden du tog afsted. Var du nervøs? Havde du lavet aftaler om bolig, job?

Erik Luntang-Jensen: Nervøs, på ingen måde. Fik en kollega til at køre mig til Bruxelles umiddelbart efter vi var færdige med vores uddannelse. Bilen var solgt og det var dens sidste tur sammen med mig. Udover os to, var den fyldt op med en Jobo fremkaldemaskine, der havde været med Polfoto til VM i fodbold i Mexico, en gammel stationær telefoto sender, som havde stået på Polfotos redaktion i flere årtier og spyttet billeder ud til provinsaviserne. Mens jeg var elev der, blev den erstattet med en Hasselblad. Så var der film, kemikalier, mit gamle forstørrelsesapparat, Nikon fotoudstyr og så var der ellers lidt plads i overskud til en lille taske med nogle underbukser, en tandbørste og ingen penge.
Jeg fik kontor med to telefonlinier stillet til rådighed af en engelsk journalist med beskeden om, at jeg selv måtte betale mine telefonudgifter hvorfor jeg kun ringede collect, og at jeg kunne betale fuld husleje, når jeg havde råd til det. Det fik jeg et halvt år efter. I samme kontorhus var der tre andre danske freelance journalister.
Den ene af journalisterne og hans svenske hustru lod mig bo gratis i deres kælderværelse, hvor der var en træseng og en havestol af plastik.
Den eneste aftale jeg havde med kunder, var at jeg måtte arbejde for både Polfoto og Nordfoto samt deres respektive kunder. Billederne måtte dog ikke være ens. Det var en aftale der også fortsatte da jeg var fastansat på Nordfoto’s redaktion her i Bruxelles.

Jørn Stjerneklar: Mit (vores er mere korrekt, min kone som er journalist og jeg) udgangspunkt var fra starten: Det kan kun gå galt! Dvs. vi havde en returbillet til Kbh med os i lommen. Og så tog vi det derfra. Nervøse var vi ikke, det var et eventyr (er) vi tog ud på. Hvor svært kan det være? Vi havde absolut ingen faste aftaler der kunne give os et sikkert grundlag. De første tre år blev taget i etaper, dvs. seks måneder ude og så til DK et stykke tid. Og så afsted igen. Indtil vi i starten af 1992 afmeldte os i folkeregistret og fløj afsted med små 30.000 kroner i opsparing, ingen bolig, ingen aftale, men masser af gå-på-mod. Siden har vi ikke set os tilbage.

Nina Mouritzen: Når man er 19 er man ikke nervøs, eller jeg var i hvertfald ikke. Der var jo absolut ingen grund til, at det ikke skulle lykkedes, for det var det jeg gerne ville. Nix, ingen aftaler om jobs…… Havde en aftale om at have et par overnatning hos en perifer ven den dag jeg landede, men ellers ikke.

Jacob Langvad: Jeg var i København. Jeg var restløs og fuld af udlængsel. Jeg havde fundet en simple lejlighed i byens centrum over craigslist hvor jeg boede de første par måneder. Byens gamle centrum er rimelig smadret og lidt ‘rough’ – men det har sin charme. Min lejlighed lå på øverste etage med panorama-vinduer og udsigt over asfalt-junglen. Meget fascinerende når man kommer fra en lille by som København.

Poul Madsen: Jeg var ikke nervøs. Nok mere spændt! For jeg havde aldrig været i Indien før og havde hørt alle de her grusomme historier om, hvor forfærdeligt et land det var med skidt og fattigdom alle vegne. Jeg glædede mig faktisk helt vildt til at komme afsted og til at komme langt væk fra den danske lokaljournalistik som jeg havde bedrevet i mit første år af praktikken på Fyens Stiftstidende. Min kæreste skulle i øvrigt med derned og arbejde som læge hos en lokal NGO der tog sig af børn i slummen, så det hjalp jo gevaldigt på det hele at min bedre halvdel skulle med på eventyr. Vi fremlejede vores lejlighed og pakkede en rygsæk, og så var vi totalt klar på at prøve noget nyt. Det var en fantastisk tid og jeg fik et unik indblik i Indien og indisk kultur. Jeg elsker det land så meget og jeg vil altid komme tilbage. Vi overtog en lejlighed i Mumbai fra et tidligere hold af skrivende praktikanter fra DJH. Det var perfekt.

Har du boet og arbejdet andre steder i verden?

Erik Luntang-Jensen: Boede og arbejdede et halvt år på et stort landbrug I England efter endt folkeskole. Blev først uddannet til bonde og arbejdede derefter som reporter på nogle landbrugsaviser inden jeg havde et år som freelance fotograf før jeg begyndte uddannelsen som pressefotograf.

Jørn Stjerneklar: Se ovenfor

Nina Mouritzen: Arbejdet ja. Boet nej.

Jacob Langvad: Jeg har boet i Treviso (Italien), London, Paris og New York.

Poul Madsen: Jeg har ikke arbejdet som fotograf med base i andre lande, men jeg er selv opvokset i Belgien og har også boet i USA.

Hvorfor tager man til udlandet?

Erik Luntang-Jensen: Det ved jeg ikke. Måske fordi der er for trængt derhjemme. Min morfar rejste fra min fødeø Ærø til Fyn med samme begrundelse.

Jørn Stjerneklar: Først og fremmest nysgerrighed. Jeg har rejst siden jeg var meget ung og ved, at der er en stor verden derude. Danmark er fint, men ikke det eneste sted her på kloden, hvis jeg skal sige det kort og pænt.

Nina Mouritzen: Det tror jeg er meget individuelt. Jeg kunne slet ikke forestille mig at være i Danmark, kombineret med et altid-eksisterende ønske om at bo i New York, så jeg følte det som det mest naturlige i Verden at gøre.

Jacob Langvad: Eventyrlyst, rastløshed, udlængsel.

Poul Madsen: Man tager vel afsted for at prøve sig selv af, for at få indblik i en anden kultur og for at udvikle sig som fotograf. Det var i hvert fald nogle af mine overvejelser inden jeg tog afsted og de blev opfyldt til fulde.

Lever det op til drømmene?

Erik Luntang-Jensen: Det var ikke en drøm. Det var et projekt som skulle afprøves. Stort set alle de kollegaer, der blev spurgt, mente ikke der var nogen fremtid i Bruxelles. Redaktørerne derimod, var derimod meget positive. Ideen om Mellemøsten blev droppet, fordi jeg efterhånden havde talt med så mange mennesker om Bruxelles, at der kun var et at gøre, og det var at gøre det. At jeg så er rejst fra byen to gange og kommet til den tre gange er en anden sag.

Jørn Stjerneklar: Efter 20 år er det ikke svært at leve sine drømme ud.

Nina Mouritzen: Alles drømme er jo forskellige, men jeg føler da, at jeg er i gang med min.

Jacob Langvad: Helt sikkert. Altså, det kommer an på hvilke drømme man har. Uanset hvor eksotisk et sted man tage hen, kommer der et tidspunkt hvor ‘hverdagen’ indtræder. Der er stor forskel på at besøge en spændende by som turist over en kort periode, og så at bo der. Jeg har efterhånden måtte erkende at alle steder har fordele og ulemper. Det, som er afgørende er hvor man har gode, personlige relationer, meningsfyldt arbejde eller hvor man føler sig til rette.

Poul Madsen: 100% – altså praktikpladsen var ikke specielt god, men jeg fik nogle nære venner dernede, folk som jeg stadig har kontakt med og besøger. Derudover var det en gigantisk udfordring at være fotograf i et land, hvor man i den grad selv er “på”. Man skal huske på at selvom Indien er et kæmpe land med langt over en milliard indbyggere så er “hvid hud” stadigvæk noget der vækker opsigt. Selv i megabyer som Mumbai. Jeg følte mig som et langt rigere menneske da jeg kom hjem. Mit praktikophold i Indien var én af de bedste beslutninger jeg nogensinde har truffet.

Fortæl om din karriere. Hvilke højdepunkter har der været?

Erik Luntang-Jensen: Højdepunkter?
Optagelsen på Pressefotografuddannelsen efter at PF i et helt år åndede mig kraftigt I nakken mens jeg som uorganiseret arbejdede freelance for BT, Landsbladet og Det fri Aktuelt med flere med Odense som udgangspunkt.
Da jeg var til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen i Odense, havde jeg faktisk ikke tid til det. Der var flere dage en tyr løs i en skov i Odense. Den skulle jeg følge for BT og så var der dyrskue samtidig med. Så de to dage prøven varede, skyndte jeg mig til Århus og løste opgaverne og kørte hurtigst muligt tilbage til Odense
Da jeg fik praktikpladsen på Polfoto.
Vinder i Årets Pressefoto for årets politikerfoto.
Valgt ind som elevrepræsentant i PF’s bestyrelse
Lettelsen efter 2 dage nonstop ved telefonen for at få en ledig linie til min højtstående kontaktperson i Riga, for at få en official invitation til mit Visa, så jeg kunne komme til de baltiske lande og Rusland for at dække urolighederne.
Den dag i 1992 Kl. 6.00 om morgen hvor jeg stod foran døren til min fremtidige redaktion I Bruxelles efter en hel nat på de europæiske landeveje.
Mit gennembrud I Bruxelles kom med dækningen af kidnapningen af den svenske rytter Ulrika Bidegård, hvor jeg blev fast fotograf for Expressen, Svenska Dagbladet og Verdens Gang.
Freelance for Reuters
Da jeg fik overbevist min gamle kollega fra Odense, Christian Jørgensen, om at han ikke skulle komme til Bruxelles men flytte til Berlin, hvor han heldigvis stadig er.
Ansat på Nordfotos redaktion I Odense I februar 1994
Blev den første fastansatte danske pressefotograf, og måske i hele norden, som blev udsendt som korrespondent. Jeg åbnede samme år i oktober Nordfotos redaktion i Bruxelles. Det skete i samarbejde med NTB i Norge, FLT Pica i Sverige og Lehtikuva Oy i Finland.
Da Ritt Bjerregaard og de andre kommissærer stod af på grund af skandaler. Min datter blev født om natten. Jeg sov på sygehuset og meget tidligt om morgen sagde jeg farvel til min kone og datter og kørte ind på redaktionen for at lede slagets gang sammen med 5 freelance fotografer jeg havde hyret for Nordfoto. Den dag sendte vi billeder over hele Europa.
Da jeg under et topmøde i Barcelona skældte på den franske præsident, Jacques Chirac, fordi hans bodyguards var mellem ham og mit kamera, det hjalp og jeg fik mine billeder. Nogen tid efter gjorde han det selvsamme i Jerusalem, hvor han truede de israelske sikkerhedsfolk med at rejse hjem, hvis de ikke gav ham frit udsyn og afstand så han kunne se og vel egentlig selv blive set.
Dækningen af VM i fodbold i Frankrig i 1998.
Lukningen af Nordfotos redaktion i Bruxelles i August 1999, hvor jeg rejste hjem og fortsatte mit virke på Nordfotos redaktion i Odense.
Da jeg blev sparet væk på Scanpix Nordfoto i 2002 og måtte sætte min ejendom til salg med et større tab. Melde mig ud af A-kassen, som der ikke længere var råd til og samtidig blive pendler il Bruxelles, som min hustru var rejst tilbage til for at tjene nok til at forsørge vores børn.
Etableringen af EUP-Images i 2003 sammen med dengang to tyske og en finsk kollega.
Etablering af familiefirmaet INSPIRIT International Communications i 2004.

Jørn Stjerneklar: Jamen altså, det er sgu umuligt at definere højdepunkter, har lige fået samme spørgsmål i anden sammenhæng. Oplevelserne er forskellige i forskellige sammenhænge. Var det da jeg mødte Mandela? Nej, men det var et højdepunkt. Krigene? Både og. Folkemordet i Rwanda? Det var et højde- og lavpunkt på alle planer. Jeg nyder at møde nye mennesker i de omgivelser de bor i. Det kan være en somalisk flygtning i Kenya, en fattig i Nairobis slum, en spændende forretningskvinde der er hovedrig i Johannesborg. En tur op på Kilimanjaro eller en jagt på Zanzibar. Ride på elefant i Zimbabwe eller drikke rigtig kaffe i Etiopien. Der er heldigvis hundredvis af højdepunkter, det er derfor vi er her. Livet er ualmindelig kort, så det gælder om at trykke den af og blive klogere hver dag!

Nina Mouritzen: Det er svært at opsummere. Jeg beskæftiger mig mest med processen, ikke helt vildt med hvor det skal ende, så med det udgangspunkt, er der rigtig mange højdepunkter.

Jacob Langvad: Dét, som jeg laver nu er en kombination af alle de ting som interesserer mig og som jeg har beskæftiget mig med siden jeg studerede på Danmarks Journalisthøjskole. Jeg har fundet en niche som giver mening og som jeg interesserer mig for. Det er en kombination af visuel kommunikation, market research og teknologi. Jeg er involveret i et stort market research projekt omkring den voksende middelklasse i Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Projektet skal løbe over en årrække og udmunde i en serie produkter herunder visuelle rapporter, bøger, website, konference med mere.

Poul Madsen: Jeg har arbejdet som avisfotograf i godt 3 år og jeg har egentlig aldrig brudt mig om det. Derfor startede jeg for 4 år siden et multimedie-produktionsselskab som udvikler og beskæftiger sig med online-storytelling. Jeg ser ikke mig selv udelukkende som fotograf, men mere som visuel journalist. Jeg brænder for at lave egne selvstændige historier og at følge dem til dørs. Udover mit udlandsophold har mit karriere mæssige højdepunkt indtil videre været at jeg har formået at slå mit navn op internationalt som en innovativ og dedikeret multimedie-fotograf. Jeg har haft mine historier i nogle i de mest anerkendte udenlandske medier som New York Times og i det hele taget virker det for mig som om at jeg har fundet min niche i en branche, der må siges både at være i rivende udvikling og i forfald.

Hvordan vil du betegne din type af fotografi “in 25 words or less”?

Erik Luntang-Jensen: Måske jeg misforstår spørgsmålet, men det har jeg aldrig tænkt på. En billedredaktør på Polfoto, under min praktik der, sagde engang noget i retning af, at jeg billedmæssigt ikke var den allerbedste pressefotograf, men at man altid kunne regne med at jeg kom hjem med et eller andet. Det har jeg tit og ofte spekuleret over og gør stadig.

Jørn Stjerneklar: Jeg er ikke kunstner. Jeg bruger billeder til at fortælle gode historier, ikke for at de skal udstilles eller i fine fotobøger.

Nina Mouritzen: Art & Commerce? …. du må kalde det hvad du vil. Jeg føler ikke jeg passer ind i nogen bestemt kasse, og laver udelukkende projekter, jeg synes der er spændende. Ved at sætte mig mellem et par forskellige stole, håber jeg altid på at der bliver skabt en ny.

Jacob Langvad: Jeg laver mange portrætter med en nøgtern, registrerende tilgang. Vi kan kalde det for antropologisk fotografi. Jeg er inspireret af mange forskellige fotografer, herunder Joel Sternfeld og Taryn Simon for at nævne to.

Poul Madsen: Mit fotografi er socialt, dokumentarisk, enkelt, stramt komponeret og ærligt. Jeg gemmer mig ikke bag 400 forskellige Photoshop filtre.

Hvordan er arbejds processen i udlandet i forhold til Danmark?

Erik Luntang-Jensen: Som freelance er den vel det samme, måske?
Som fastansat var det forbundet med en enorm frihed, hvor jeg var min egen chef. Var den eneste i det Berlingske Officin, der måtte arbejde for ”Fjenden” på rådhuspladsen. Det var også dengang man ofte ikke kunne kende forskel på Berlingske Tidende og Jyllands-Postens forsider.
Den daglige planlægning stod vi egenrådigt for. Vi havde ikke kun nordiske specialopgaver for aviser og blade, men udførte opgaver direkte for medier i Irland, England, Tyskland, Østrig, Schweiz.
Vi rejste over hele Europa og ringede normalt København dagen før, for at fortælle, at de kunne forvente at få billeder fra Rom næste eftermiddag og at det så dagen efter igen ville blive Dublin vi sendte fotos fra.
Arbejdet som Nordfoto’s korrespondent var en blanding af fotograf, billedredaktør og administrator.

Jørn Stjerneklar: Afhængig af hvor man er. Sidder du på Lars Tyndskids kan det være besværligt. Ingen strøm, dårlig satelit forbindelse, men i forhold til da jeg startede karrieren er alting jo supernemt i dag. Ellers arbejder vi som i Danmark. Med stor ydmyghed overfor mennesker og deres historie.

Nina Mouritzen: Det ved jeg ikke. Jeg arbejder på min egen måde, som nok er meget påvirket af, at have boet et bestemt sted i 10 år, og føler mig rimelig upåvirket af nutidige tendenser og metoder, og gør tingene som det føles mest naturligt.

Jacob Langvad: Det kommer an på hvilket land og hvilken kunde man arbejder for. I en by som New York er der langt større tradition for fotoproduktioner og flere leverandører af forskellige services. At fotografere folk på gaden er meget nemmere i Brasilien fordi folk ikke er hysteriske eller paranoide over hvad billederne vil blive brugt til. Til gengæld skal man være lidt mere på vagt hvis man har udstyr med i marken pga. kriminalitet.

Poul Madsen: Nu kender jeg jo kun til fotograf-faget i Indien og det er noget anderledes. Lønnen dernede er ret lav, faget er ikke særligt feteret og arbejdstiderne horrible. Én af mine gode venner som er billedchef på en landsdækkende avis har netop besluttet sig for at stoppe for at gå freelance. At være fuldtidsansat fotograf på en indisk avis betyder arbejdsuger på 60 timer + / Derudover har mange fotografer ikke særligt godt udstyr. Da jeg kome til Mumbai i 2005 havde jeg en billig laptop PC med… det var der ingen af de lokale fotografer der havde råd til!

Hvilken typer af kunder har du?

Erik Luntang-Jensen: I halvfemserne var det 95% presse. Nu er det vel halvt om halvt presse og kommunikation. Der er internationale organisationer, presse i Norden, Irland, London, Tyskland, Østrig, Spanien med mere, dog mest aviser.

Jørn Stjerneklar: Vel alle slags, bortset fra ren reklame, som jeg personligt ikke bryder mig om at lave, men har stor respekt for. TV, radio, magasiner, dagblade, ugeaviser, websites, kalendere, you name it. Så lidt nyheder som muligt.

Nina Mouritzen: Folk der kan lide min billedstil.

Jacob Langvad: I São Paulo arbejder jeg på market research projekter, for brasilianske reklamebureauer og internationale magasiner.

Poul Madsen: Jeg fotografer primært for magasiner, fagblade og organisationer i ind- og udland. Derudover underviser jeg internationale workshops, jeg redigerer og programmerer multimedie for andre fotografer og endelig skyder jeg også videoer og kortere dokumentarfilm.

Hvordan markedsfører du dig selv?

Erik Luntang-Jensen: Ved at overholde deadline og aftaler til punkt og prikke. Ellers er det mund til øre metoden.

Jørn Stjerneklar: Ved personlig henvendelse til potentielle kunder.

Nina Mouritzen: Hvordan mener du? Jeg har en hjemmeside. Men intet newsletter, blog, facebook profil eller hvad der ellers er af hejs på nettet. Jeg er opsøgende for projekter jeg synes lyder interessant, men ellers henvender folk sig, hvis de har set noget jeg har lavet.

Jacob Langvad: Typisk gennem personlige kontakter eller folk som ser mit arbejde i blade eller projekter. Jeg har også et website som giver jobs. Jeg har rejst meget rundt gennem de seneste år så jeg har ikke alle mine kunder samlet eet sted – hvilket er både godt og skidt.

Poul Madsen: Jeg lader rygtet om min evner sive. Det lyder åndssvagt, men viral markedsføring virker fint for mig. Jeg får henvendelser fra nogle af de største bureauer og medier i verden og det er super spændende selvom jeg stadig anser mit firma Bombay Flying Club for at være i en opstartsfase. Jeg har meget at lære endnu men det går den rigtige vej for mig – det er helt sikkert!

Hvad er vigtigst for at slå igennem, der hvor du er. At være en god fotograf eller en god forretningsmand?

Erik Luntang-Jensen: Jeg er en dårlig forretningsmand. Det andet vil jeg lade andre vurdere.

Jørn Stjerneklar: Begge dele, som i Danmark.

Nina Mouritzen: Det kommer vel an på, hvad “slå igennem” betyder. At blive rig? Så må du nok stille det spørgsmål til en anden end mig.

Jacob Langvad: Talent, arbejdsomhed og gode kontakter.

Poul Madsen: Begge dele. Men jeg går ikke op i penge som sådan, jeg har ingen ambitioner om at blive rig. Jeg vil selvfølgelig gerne køre en sund forretning samtidigt med at jeg har tid og mulighed for at lave projekter og historier som jeg brænder for. Selvfølgelig skal der laves en masse “rugbrød” på side linien men det er kun godt. Jeg blev far i juni og siden da har jeg ikke haft så meget lyst til at rejse ud til verdens brændpunkter som reportage-fotograf. Det lader jeg andre om. Der findes så mange “rockstjerne fotografer” i den her branche og de må gerne slås om at komme til fadet. Tiderne er ikke som de har været og det er blevet sværere at få sig et navn i branchen tror jeg. Man får ingenting foræret. Hvis du vil noget som fotograf, så må du kæmpe for det selv og det kan jeg egentlig godt lide. Jeg er en fighter. Den dag hvor jeg ikke længere synes at det er inspirerende og sjovt, der finder jeg noget andet at lave. Jeg er nok en iværksætter type. Jeg kunne f.eks ikke forestille mig at være fastansat på den samme avis i 10 år.

Kan du fortælle lidt om dine arbejdsopgaver og hvor meget du arbejder?

Erik Luntang-Jensen: Det er lidt svært. Der kan være en uge, hvor der intet sker, hvorefter den næste uge vælter totalt med fotoopgaver morgen, middag, aften og nat samtidig med at fruen selv har en lignende uge og børnene skal fragtes til og fra skole, sport og andre fritidsaktiviteter. I sidste uge kom der atter gang i maskineriet efter næsten en hel måned uden bestillingsopgaver.
Det kan være lidt varieret og nogle gange også lidt spændende om der vil være noget til at betale huslejen.

Jørn Stjerneklar: Mine arbejdsopgaver spænder bredt. Jeg har i mange år været quardromedial, mindst. Hvornår arbejder jeg? Hovedet står aldrig stille, som freelancer er det nødvendigt at få gode ideer hele tiden. Folk ved jo ikke hvad de vil have, det skal du fortælle dem. Jeg har svært ved at definere arbejde. Det flyder sammen med min hobby – fortælle historier. Men prøver på at holde “fri” helst tre måneder om året, i snit.

Nina Mouritzen: Jeg tager “overvejede” billeder et par gange om ugen, dvs enten opgaver for magasiner, eller pressebilleder eller nogle af mine egne personlige projekter og er disciplineret med at nå mine egne, og naturligvis magasiners, deadlines. Hvis arbejde er, at blive inspireret, tænke ideer og projekter, lave research, så arbejder jeg vel hele tiden…….

Jacob Langvad: Jeg har for nyligt været fotograf på et stort market research projekt for Nike omkring fodboldkultur i Syd-Amerika. Her skulle jeg fotografere 30 case studies i São Paulo, Rio de Janeiro, Mexico City og Buenos Aires. Resultatet var en 200-siders bog med portrætter, landskaber, historier og informations design.
Andre jobs kunne være portrætter for magasiner som Monocle og Financial Times eller Amerikanske og Italienske magasiner som laver historier om brasilienske kunstnere eller forretningsmænd.

Poul Madsen: Jeg arbejder med utroligt mange forskellige ting så det er meget alsidigt. Jeg fotograferer kattekillinger for Dyrenes Beskyttelse, programmerer multimedie-produktioner for nole af verdens bedste fotografer og rejser til de varme land for at at filme for NGO’er og organisationer. Når der er nok at lave elsker jeg faktisk mit job. Jeg bruger nok 40-45 timer ugentligt som freelancer. Meget af tiden foregår foran skærmen. Jeg fotograferer faktisk ikke særligt meget.

Hvem er dine værste konkurrenter?

Erik Luntang-Jensen: EU-institutionerne, som yder gratis service til medierne der helt ukritisk gør brug af tilbudet. Det gælder dog ikke så meget medierne fra de tidligere østeuropæiske lande. De har stadig minderne om statspropaganda i minde, men kan så til gengæld ikke betale.
Og så er der kollegaerne, som presser priserne så meget i bund, at de selv går personligt konkurs. De tjener ikke nok til at betale deres skat på 33 % og deres sociale ydelser på 22 % af indtægten, som skal falde tre år efter og derfor bliver udregnet efter indtægten tre år bagud. Hermed bruger de tre år til at sønderbombe markedet, hvorefter vi bagefter skal bruge energi på at forklare kunderne at det altså koster at benytte professionel fotograf.

Jørn Stjerneklar: Jeg sidder i en niche og har ikke rigtig nogle seriøse konkurrenter :-)

Nina Mouritzen: ??

Jacob Langvad: Der er så mange dygtige fotografer derude som man kan stirre sig blind på. Jeg tænker ikke så meget over konkurrencen. Men i Brasilien fx. er pris niveauet generelt væsentligt lavere i Europa/USA, så det sker at man bliver underbudt af lokale fotografer.

Poul Madsen: Fotografer der ødelægger faget og branchen ved at misbruge redigeringsværktøjer som Photoshop. Aviser som ødelægger journalistikken ved at fylde deres spalter med ligegyldig infotainment og gossip bullshit. Politikens netavis minder mig efterhånden om det hedengangne blad ved navn “En skør, skør verden”. Mediebranchen er i opbrud og landsdækkende aviser kan ikke finde ud af at bruge internettet selvom printmedierne kæmper regulære overlevelseskampe. Det er lidt sørgeligt at se på…

Hvordan ser fremtiden ud?

Erik Luntang-Jensen: Den ser meget spændende ud med masser af udfordringer.

Jørn Stjerneklar: Rigtig god.

Nina Mouritzen: På et politisk/Verdensligt plan? …. bedre, takket være Obama.

Jacob Langvad: Meget spændende.

Poul Madsen: Aner det ikke. Jeg er ikke sådan en type der laver 5 års planer og sådan noget. Jeg tager det som det kommer. Men hvis alt går vel så har jeg banket et professionelt produktionsselskab op som udemærker sig ved kvalitet fremfor kvantitet. Det stik modsatte af den måde som mediebranchen kører på i øjeblikket!

Hvad har overrasket/kommet bag på dig ved at rejse ud?

Erik Luntang-Jensen: Det er ikke kommet bag på mig, men har derimod overrasket mig, at medierne kompromisløst tager imod gratis journalistisk service og materiale såsom fotos, TV-teams, fotografer, teknik med mere fra offentlige institutioner som vi, pressen, skal være kritiske overfor.
At interessen for hvad der sker I EU I dette årti er dalet så drastisk som tilfældet er. Før sommerferien havde både Berlingske Tidende og Politiken hver to fuldtidsansatte korrespondenter. I dag har de halvdelen, og ikke at forglemme at Politiken heldigvis fortsat har deres skiftende praktikanter. Berlingske havde I halvfemserne 2 fastansatte samt en freelance ansat erhvervsjournalist. Børsen har ikke haft nogen korrespondent de seneste år. I begyndelsen af halvfemserne havde de to.
Og så er det måske kommet lidt bag på mig, at jeg er nødsaget til at have en stor del opgaver som PR-fotograf for virksomheder og institutioner.
I halvfemserne var vi 2 danske fotografer (Claus Lunde), 2 finske og 1 norsk. Dertil kunne vi lægge 1 norsk og svensk fotograf fra Paris, som stadig er der. Her i byen er vi kun tilbage min finske kollega Juha Roininen og undertegnede. Vi var hver især fast pressefotografer for diverse nordiske aviser og udførte meget lidt PR arbejde.

Jørn Stjerneklar: At danskerne (redaktører mv. ) stadig interesserer sig så lidt for Afrika.

Nina Mouritzen: Livet generelt er rimelig komplekst at greje, så jeg vil da sige, at der dagligt kommer en “curve ball”.

Jacob Langvad: Jeg er kun positivt overrasket over Brasilien. Det er et meget spændende land med stor udvikling. Mine venner og familie er begyndt at forstå at jeg ikke kun er der for at ligge på stranden og danse samba. São Paulo er det økonomiske og kulturelle centrum for hele Syd-Amerika og et meget spændende sted at være.

Poul Madsen: Hvor meget konkurrence der egentlig er indenfor faget og hvordan redaktørerne på blade og magasiner konsekvent bruger de samme fotografer… og dermed det samme visuelle udtryk. Det er nok også kommet bag på mig, hvor meget opstillede portrætter og billeder egentlig fylder i magasinbranchen. Det er en “poleret uvirkelighed” som bliver præsenteret for læserne mener jeg.

Hvad er fordelene ved at bo der, hvor du bor?

Erik Luntang-Jensen: Der er højt til loftet. Bruxelles er en meget tolerant by at leve i. Tror det skyldes at den altid har været tosproget, flamsk og fransk, og dermed forskellige kulturer.

Jørn Stjerneklar: Otte måneders sommer, højt til himlen, relativt billigt, god vin, frisk fisk og grønt året rundt og folk som er åbne og imødekommende.

Nina Mouritzen: At hele Verden er lige udenfor døren og byen aldrig så meget som tager en lur.

Jacob Langvad: Stor økonomisk udvikling, mange kreative mennesker, sympatiske mennesker, godt klima, bedre service, spændende sprog, flot natur.

Poul Madsen: Det var billigt og der var virkelig kort vej, hvis man ville ind og begå sig i højere sociale lag og på de bonede gulve. Der var vel også en fordel at lære at begå sig i en kultur, der er så radikalt anderledes end den danske. Hvis man kan klare sig som fotograf i Indien kan man klare sig alle steder vil jeg tro.

Netværker du med andre dansker fotografer i udlandet?

Erik Luntang-Jensen: Netværker med Christian Jørgensen i Berlin, ellers ikke. Jeg netværker lidt med andre nordiske fotografer, men ellers er det her i byen det foregår, hvor vi er et lille mix af polsk, amerikansk, syd-amerikansk, fransk, flamsk, vallonsk, tysk, spansk og finsk islæt.

Jørn Stjerneklar: Nej.

Nina Mouritzen: Jeg taler og mailer med andre fotografer, hvis arbejde jeg synes er spændende. Deres nationalitet og geografiske placering har intet med det at gøre.

Jacob Langvad: Nej, ikke rigtigt.

Poul Madsen: Ikke så meget danske, men mere udenlandske fotografer og journalister. Jeg netværker med folk som har samme interesse som mig, og som jeg måske kan arbejde sammen med. Jeg har fået mange gode kilder og kontakter i udlandet ved at bruge de sociale netværkstjenester.

Er det noget du vil advare imod?

Erik Luntang-Jensen: At undervurdere arbejdsforholdene, opgaverne med mere.
Mange gang er der kun sekunder eller minutter til rådighed på en opgave og at kommissærer, eller deres spindoktorer, ikke nødvendigvis er lige lykkelige over at der er en uafhængig photojournalist med til interviewet.
Havde en situation med en daværende kommissær, hvor hans talsmand mente at jeg måtte have fotos nok efter nogle minutter. Efter lidt diplomatisk diskussion fik jeg lov at blive interviewet ud. Han havde lige hjulpet sin kommissær jakken på, som jeg fik et enkelt foto af. Det foto kom på sektions forsiden og et par dage efter blev journalisten bedt om at negativerne blev slettet og at det var sidste gang at avisen fik en fotograf med ind til kommissæren. Det blev senere trukket i land.

Jørn Stjerneklar: Ikke at være kreativ og iderig er en sikker killer. At være for fin til at påtage så små opgaver. Ikke at være ydmyg.

Nina Mouritzen: Støttere af Dansk Folkeparti.

Jacob Langvad: Nej. Ikke andet end hvad jeg har sagt tidligere. Der er stor forskel på at være på ferie et sted og rent faktisk bo og arbejde i en fremmed by. Det kan være besværligt med visum og arbejdstilladelser alle steder uden for EU, og hvis man ikke har venner eller arbejde kan det tage lang tid at bygge noget op.

Poul Madsen: Næ.. egentlig ikke. Man skal gøre det fordi man brænder for det og fordi man helt oprigtigt kunne tænke sig at begå sig i en anden kultur.

Er der noget du ville gøre anderledes?

Erik Luntang-Jensen: Masser, men jeg kan ikke lige her og nu huske hvad det er! Måske sige et undskyld her og der og ellers bare forsøge at gøre det bedre næste gang.

Jørn Stjerneklar: Nej!

Nina Mouritzen: Intet overhovedet. Ingenting er gået efter nogen plan, og det har altid været planen.

Jacob Langvad: Nej.

Poul Madsen: Nej!

Har det, at du er i udlandet, udviklet dig som fotograf?

Erik Luntang-Jensen: Dette årti har udviklet mig som fotograf, men ikke fordi jeg er i udlandet. Jeg arbejder hårdt med at udvikle min egen stil efter mange år som bureaufotograf. Som den nyhedsfotograf jeg var, var det ikke stil der talte med historien. Når jeg ser gamle billeder sker det ofte, at skoene ikke er store nok, men jeg kan stadig huske stoltheden da billedet kom i kassen. Man brugte en hel dag på at få adgang og fem sekunder til at planlægge og fotografere.

Selvfølgelig har det på den ene eller anden måde været og er udviklende at dække storpolitik i EU. Det er hårdt og opslidende arbejde fra gang til gang at få de bedste positioner og dermed de bedste fotos. Der er ikke mange af de gamle kollegaer tilbage fra dengang og dem der er tilbage tager det i dag stille og roligt. Jeg kan bare ikke tage det roligt, har stadig den der gamle fighter, som for alt i verden må være i midten af begivenheden. Jeg har prøvet at gøre det anderledes, men med 27 medlemslande og dermed flere fastbillede- og TV-fotografer, skal ganges med mindst 2, er det vanskeligt at gøre noget der er anderledes, hvis det skal sælge. Her gælder det om at være først og i bedste position.

Jørn Stjerneklar: Helt sikkert.

Nina Mouritzen: Jeg har boet i New York fra jeg var 19 år til 29…… jeg tror, det er der man udvikler sig allermest som menneske overhovedet, og begår allerflest fejltagelser og gør allerflest opdagelser. Mit fotografiske arbejde er fuldstædig parallelt med mit liv, så jo, jeg har udviklet mig meget som fotograf. Om det er et produkt af, at have boet i udlandet ved jeg ikke.

Jacob Langvad: Helt sikkert.

Poul Madsen: Helt sikkert. Det har gjort en hele masse ting for mig. Indien, var også det første sted hvor jeg for alvor fik prøvet at lave dokumentarfilm. Indien er et glimrende sted at være, hvis man vil lære at sweet-talke sig ind på de rigtige steder. Det er jo bureaukratiets højborg!

Har du et par gode råd til dem der overvejer at komme ud i verden?

Erik Luntang-Jensen: Gør det, hvis du har en drømmen, men vær forberedt på, at du måske aldrig kommer hjem igen. Måske fordi man finder ud af at grønsagsafdelingen er ti gange bedre end i Brugsen derhjemme, at folk er mere venlige, at der er frit valg på hylderne hvad angår forskellig kultur og mennesker og så at man måske finder en lokal kæreste, som man stifter familie med.

Jørn Stjerneklar: Gør det!

Nina Mouritzen: Afsted med jer!

Jacob Langvad: Prøv det af i en periode, fx. 4-6 måneder, inden du gør det for alvor med visum etc. Få lokale kontakter som kan introducere dig. Sørg for at have noget at lave inden du tager afsted.

Poul Madsen: Just do it. Gør det helhjertet og forbered dig på at intet er som du forventer det. Tag hver dag som en udfordring og giv den så gas. Lad være med at kigge dig tilbage over skulderen og lev i nuet. Netværk og skab dig en omgangskreds i det lokale miljø.

Har du nogle råd til nyuddannede fotografer generelt?

Erik Luntang-Jensen: Bevar entusiasmen, vær positiv og vigtigst af alt overhold aftaler og tidspunkter. Her, hvor jeg arbejder, er det vigtigste at man kommer til tiden, ellers er der ingen adgang og dermed ingen billeder.

Jørn Stjerneklar: Lad være med at tro at I er verdensmestre. Men tro på jer selv. Hav respekt for faget, fortæl sandheden, hold fanen højt. Og selv om der ikke er noget nyt under solen motivmæssigt kan du jo altid fortolke de tidligere og nuværende mestre.

Nina Mouritzen: Kan man uddanne sig til fotograf??!!

Jacob Langvad: Giv den gas og tænk positivt.

Poul Madsen: Lyt til dig selv og find en niche. Medie- og fotografbranchen er presset og der er ikke mange faste stillinger. Gør det som du brænder for og gør det 100%. Skab dit eget udtryk og stå ved det. Sig aldrig nej til en udfordring!

Undskyld forsinkelsen og stor tak til:
Erik Luntang-Jensen (https://twitter.com/luntang), Jørn Stjerneklar, Nina Mouritzen, Jakob Langvad (https://twitter.com/jlangvad), Poul Madsen