Foto Tutorials | Miklas Njor
Lifebelt_053_600

Sådan tegner du en redningskrans i Photoshop

Som med alting i photoshop, så er der mange måder at opnå samme resultat.

En af de “nyerer” ting med Photoshop er, at man kan arbejde non-destruktivt.

Det betyder, at du ikke skal starte forfra hver gang du vil lave en ændring eller at du behøver et utal af kopier til at ligge og fylde på harddisken, men kan arbejde med layers, som hurtigt kan ændres, slå til og fra og flyttes rundt. Så du behøver kun at have en kopi gemt som .psd eller .tif, med alle oplysninger.

I denne tutorial vil vi også kigge på, layer styles, vector masks, “rund” tekst, custom contour og meget mere.

Det skal lige nævnes at dette er en lavet til photoshop til mac og den engelske udgave. Jeg tror ikke der er de store forskelle på mac og windows, men nu er du advaret og skal måske lige eksperimenter dig frem.

Arbejdstid. ca. ti minutter.

Åben et nyt dokument (CMD+N).

Gerne så stort som muligt – sørg for at det er kvadratisk og at baggrunden er transparent. Jeg har valgt et dokument, der er 1200×1200 pixel.

Det næste du gør er at gemme dokumentet som .psd fil.


Tryk CMD+R for at vise linealerne i siden, hvis de ikke allerede er der.

Nu klikker du i højre side på linialerne, holder musen inde og trækker den blå streg der på magisk vis dukker op – ind mod midten. I mit tilfælde til halvdelen af 1200, nemlig 600 pixel.

Nu gentager du det samme, men starter for oven. Træk ned til du når 600 pixel vandret.

Og så gør du det samme, så du har streget ved 100 og 1100 og ved 400 og 800 både fra oven og fra venstre.

DEN HVIDE CIRKEL

TIP! Du kan bladre imellem dine værktøjer ved at holde shift nede samtidig.

Vælg Circular Marque tool eller tryk ‘m’

Når du har valgt Circular Marque Tool, så klikke du i midten imens du holder SHIFT+ALT nede samtidig og træk ud mod kanten indtil du når de yderste blå streger.


Vælg Paint Bucket og forgrundsfarven hvid. Klik inde i cirklen.

Vælg marque tool igen og klik uden for cirklen for at afmarkere.

DE ORANGE FELTER

TIP! Du kan skjule dine guide linier og stiplet linier ved at trykke CMD+H

Nu er det tid til en af circular marque tools søskende, nemlig Rektangular Marque tool.

Vælg med musen eller tryk ‘m’ (Og husk du kan bladre ved at holde SHIFT nede og trykke m). Tegn fra midten og ud over kanten af cirklen.

Det var en firkant. Nu skal du dragge igen, men denne gang holder du shift nede og et lille plustegn dukker op ved sigtekornet. Så hold shift nede og træk fra midten af cirklen og ud indtil du er ud over kanten.


Klik på farverne og vælg forgrundsfarve. I mit tilfælde har jeg valgt orange #FF5500.

Vælg paint bucket og klik en gang inden i dine nye markeringer.

Vælg marque tool og klik uden for din markering.

HULLET I MIDTEN


Vælg vektor mask og en hvid kasse dukker op ved siden billedet i din layers palette.


Vælg circular marque tool og træk inde fra midten og ud til ca. en trediedel.

Sørg for at dine farvevalg er hvid og sort (eller tryk CMD+D), med sort som baggrund.

Tryk CMD+BACKSPACE (delete knappen med venstre pegende pil over Return)


Og voila. Nu er der hul igennem. Du har ikke fjernet noget, men derimod maskeret med sort det vi ikke vil se. Bemærk den sorte cirkel på din layer mask.

TID TIL VOLUMEN

Og her taler jeg ikke om at skrue op for musikken, men at vores ret flade og kedelige cirkel, skal have skygger, så den ser rund og fyldig ud. Der er dermed blevet tid til layer styles

Drop Shadow – Her giver vi cirklen lidt skygge, så det så ud som om den svæver.

Inner Shadow – Nu begynder der at ske noget. Bemærk hvordan der er skygger på indersiden, men at de ikke går helt ud til siden. Det er lavet med en hjemmebrygget custom contour.

Inner Glow – Lidt ekstra kanthighlight.

Bevel & Emboss – Fjerne lidt af den skarpe kant.

Pattern Overlay – Lidt ekstra struktur i form af noget støj.

TID TIL TEKST


Vi skal have teksten inde i selv ringen, så vi tager elipse tool eller trykker “u”.


Træk en cirkel fra midten og ud til lige en tand efter hjørnerne af de fire indre firkanter.


Hvis du synes at cirklen skal gøres større eller mindre, så kan du trykke CMD+T og trække ud af (ved at hive i hjørnerne) imens du holder SHIFT+ALT nede samtidig.


Vælg tekst tool eller tryk “t” og placer markøren øverst (klokken 12.01) på kanten af cirklen vi lige har lavet.


Markøren skal ændre sig fra at have en kasse omkring sig til at en “tilde” går igennem den.

Nu kan vi skrive. wordpress photoshop photography webdesign.

Vi retter bogstaver lidt til så det er symetrisk.

Du får sikkert et andet resultat, da det kommer an på hvilket skriftsnit du har valgt, afstand imellem bogstaver og den slags.

Og så kan vi fjerne cirklen i midten ved at klikke i øjet ud for layeret – og ikke dit eget øje :)

Jeg synes ordet photography fylder lidt for meget, så jeg gør afstanden imellem bogstaverne lidt mindre. Og så kunne jeg også godt tænke mig at der var større afstand fra midten.

Her retter jeg teksten.


Men det er stadig lidt mast, så nu vil jeg rette afstanden fra midten ved at markere tekst-layeret

derefter trykke CMD+T, holder SHIFT+ALT inde og hive i et af hjørnerne. Teksten skal derefter rettes lidt til.


Så er vi stort set færdige. Hvis du vil give bogstaverne lidt dybde, så kan du markere layeret med tekst (ikke selve teksten) og klikke på fx.

Så – lad os se den uden guidelinierne CMD+H

Flot.

Og se hvor få elementer der skal til

SÅDAN LAVER DU RETTELSER

Cirklen i midten er måske lige vel lille. Jeg ville i hvert fald ikke kunne bruge redningsbæltet, så hvordan laver man den større. Easy-peasy. Vi kan flytte på vores maske.


Sæt baggrundsfarven til sort.

Klik på den hvide firkant ved siden af baderingen, så den har klammer i hjørnerne. Det betyder at den er markeret.

Tryk CMD+T holder SHIFT+ALT inde og hive i et af hjørnerne.

Vupti. Redningsbæltet hul i midten er blevet større.

OG MINDRE

Men hvordan hvis vi vil gøre hullet mindre?

Sæt baggrundsfarven til hvid.

Klik på layer masken, så den er markeret som foroven.

Hold CMD nede samtidig (en lille firkant dukker op ud for hånden) og klik på layermasken igen.

Nu har du valgt alt det hvide i din layermask. Tryk CMD+T for at lave det markerede større eller mindre. Hold SHIFT+ALT i bund og træk ind mod midten.


Som du nok har bemærket med layer masken, så alt det der er sort, det “forsvinder”. Så du kan tegne eller lave vilde figurer med sort på din layer mask og det kan ses med samme.

Det er nemlig fordelen ved at arbejde non-destruktivt i Photoshop og ved at du gemme som .pds eller .tif, så kan du altid vende tilbage og lave ændring.

Her er to andre eksempler:

De forsvundne foto interviews

Disse 25 spørgsmål til Erik Luntang-Jensen, Jørn Stjerneklar, Nina Mouritzen, Jacob Langvad og Poul Madsen om, som fotograf at rejse ud i verden og bosætte sig der, blev i sin tid lavet i efteråret 2009, men lige som jeg havde lagt interviewene på serveren, så crashede den. Det tog lang tid at rydde op og jeg glemte alt om arbejdet indtil forleden – seks år senere – hvor artiklerne dukkede op under en oprydning af en harddisk. Så, without further ado…

Hvor er det du er?

Erik Luntang-Jensen: Bruxelles

Jørn Stjerneklar: Jeg bor i Hout Bay, lidt syd for Cape Town, Sydafrika.

Nina Mouritzen: New York, New York.

Jacob Langvad: São Paulo, Brasilien

Poul Madsen: Jeg var praktikant på avisen The Indian Express i Mumbai, Indien. Det var lokalredaktionen på en landsdækkende avis.

Hvorfor valgte du lige præcis det sted?

Erik Luntang-Jensen: En tilfældighed. Målet var faktisk et sted i Mellemøsten. I min praktiktid på Polfoto kørte jeg rundt på Fyn og dele af Jylland, hvor jeg blandt andet dækkede debatmøderne om den kommende afstemning om Maastrict traktaten. Det var samtidig med at jeg også læste på Mellemøststudiet på Odense Universitet, med henblik på at rejse dertil som pressefotograf.
Men som det var med mig og sporten, som overhovedet ikke har min personlige interesse, holdt jeg op med som det første at smide sports-tillægget ud, samme dag jeg fotograferede den først ligakamp og sluttede med at læse om den, da jeg havde fotograferet den sidste.
Det samme var tilfældet med artikler om EF, men man kan ikke dække debatmøder om EU, uden at vide hvad det handler om og der slog det mig at de illustrationer som aviserne brugte mest flittigt var fotos af EF-bygninger. Det måtte kunne gøres bedre, tænkte jeg.
Kollegaerne syntes det var en tosset ide, modsat redaktørerne og de skrivende. Det ene ord tog det andet og beslutningen blev taget.

Jørn Stjerneklar: Jeg har været omkring mange lande, Namibia, Uganda, Tanzania, Kenya, USA før jeg havnede hernede.

Nina Mouritzen: Jeg har altid villet bo her, siden jeg var barn. Så det var naturligt at flytte hertil, det øjeblik det kunne lade sig gøre. Det kunne det så heldigvis et par måneder efter min 19 års fødselsdag og en middelmådig studenter eksamen!

Jacob Langvad: En af mine Brasilienske venner og tidligere studiekammerat var partner i et firma som stod til at åbne et nyt design studie og han inviterede mig over for at blive en del af det.

Poul Madsen: Jeg valgte stedet fordi der var nogle danske journaliststuderende der skulle i praktik på avisen. Desuden opfattede jeg den som værende én af de mere seriøse aviser i Indien – med andre ord, en avis hvor hovedfokus ikke var møntet på seneste Bollywood-gossip.

Hvor lang tid har du været afsted?

Erik Luntang-Jensen: Alt for længe. Tre omgange siden jeg et par dage efter blev færdig som Pressefotograf i 1992. Jeg grundlagde Nordfotos redaktion i Bruxelles, og Berlingske Tidende og Dagbladet BT flytter ind i samme hus. Lukker redaktionen i august 1999 og efterlader min finske kollega som den sidste nordiske pressefotograf. Flytter hjem til Danmark, men er tilbage i Bruxelles igen tredje gang nogle år senere.

Jørn Stjerneklar: 20 år

Nina Mouritzen: 10 år. (sept 1999)

Jacob Langvad: Jeg har boet i São Paulo det meste af de sidste tre år.

Poul Madsen: Jeg var afsted i 6 måneder, men arbejdede ikke særligt meget for avisen. De havde ikke så mane opgaver til mig, så jeg brugte i stedet tiden på egne projekter og på at lave freelance stof hjem til DK.

Hvor lang tid regner du med at blive?

Erik Luntang-Jensen: Svært at sige med 2 børn der har fransk som hovedsprog og en hustru der får klaustrofobi i Danmark og for den sags skyld i Finland, hvor hun er opvokset som tysk statsborger.

Jørn Stjerneklar: Forever

Nina Mouritzen: Så længe jeg elsker at være her.

Jacob Langvad: Jeg bliver stadig gladere for byen og landet. Jeg har ikke travlt med at komme videre. Over de kommende år bliver der ekstremt meget rejseri og jeg skal være med til at starte endnu et nyt kontor op i New York. Men min base forbliver nok i São Paulo.

Poul Madsen: Jeg regnede med at blive i 6 måneder da jeg jo skulle tilbage på DJH for at afslutte min uddannelse. Jeg blev tiden ud og havde det fantastisk. Jeg havde lidt en fotokrise inden jeg tog afsted, men jeg fandt mig selv igen i løbet af mine 6 måneder i Indien.

Fortæl om tiden inden du tog afsted. Var du nervøs? Havde du lavet aftaler om bolig, job?

Erik Luntang-Jensen: Nervøs, på ingen måde. Fik en kollega til at køre mig til Bruxelles umiddelbart efter vi var færdige med vores uddannelse. Bilen var solgt og det var dens sidste tur sammen med mig. Udover os to, var den fyldt op med en Jobo fremkaldemaskine, der havde været med Polfoto til VM i fodbold i Mexico, en gammel stationær telefoto sender, som havde stået på Polfotos redaktion i flere årtier og spyttet billeder ud til provinsaviserne. Mens jeg var elev der, blev den erstattet med en Hasselblad. Så var der film, kemikalier, mit gamle forstørrelsesapparat, Nikon fotoudstyr og så var der ellers lidt plads i overskud til en lille taske med nogle underbukser, en tandbørste og ingen penge.
Jeg fik kontor med to telefonlinier stillet til rådighed af en engelsk journalist med beskeden om, at jeg selv måtte betale mine telefonudgifter hvorfor jeg kun ringede collect, og at jeg kunne betale fuld husleje, når jeg havde råd til det. Det fik jeg et halvt år efter. I samme kontorhus var der tre andre danske freelance journalister.
Den ene af journalisterne og hans svenske hustru lod mig bo gratis i deres kælderværelse, hvor der var en træseng og en havestol af plastik.
Den eneste aftale jeg havde med kunder, var at jeg måtte arbejde for både Polfoto og Nordfoto samt deres respektive kunder. Billederne måtte dog ikke være ens. Det var en aftale der også fortsatte da jeg var fastansat på Nordfoto’s redaktion her i Bruxelles.

Jørn Stjerneklar: Mit (vores er mere korrekt, min kone som er journalist og jeg) udgangspunkt var fra starten: Det kan kun gå galt! Dvs. vi havde en returbillet til Kbh med os i lommen. Og så tog vi det derfra. Nervøse var vi ikke, det var et eventyr (er) vi tog ud på. Hvor svært kan det være? Vi havde absolut ingen faste aftaler der kunne give os et sikkert grundlag. De første tre år blev taget i etaper, dvs. seks måneder ude og så til DK et stykke tid. Og så afsted igen. Indtil vi i starten af 1992 afmeldte os i folkeregistret og fløj afsted med små 30.000 kroner i opsparing, ingen bolig, ingen aftale, men masser af gå-på-mod. Siden har vi ikke set os tilbage.

Nina Mouritzen: Når man er 19 er man ikke nervøs, eller jeg var i hvertfald ikke. Der var jo absolut ingen grund til, at det ikke skulle lykkedes, for det var det jeg gerne ville. Nix, ingen aftaler om jobs…… Havde en aftale om at have et par overnatning hos en perifer ven den dag jeg landede, men ellers ikke.

Jacob Langvad: Jeg var i København. Jeg var restløs og fuld af udlængsel. Jeg havde fundet en simple lejlighed i byens centrum over craigslist hvor jeg boede de første par måneder. Byens gamle centrum er rimelig smadret og lidt ‘rough’ – men det har sin charme. Min lejlighed lå på øverste etage med panorama-vinduer og udsigt over asfalt-junglen. Meget fascinerende når man kommer fra en lille by som København.

Poul Madsen: Jeg var ikke nervøs. Nok mere spændt! For jeg havde aldrig været i Indien før og havde hørt alle de her grusomme historier om, hvor forfærdeligt et land det var med skidt og fattigdom alle vegne. Jeg glædede mig faktisk helt vildt til at komme afsted og til at komme langt væk fra den danske lokaljournalistik som jeg havde bedrevet i mit første år af praktikken på Fyens Stiftstidende. Min kæreste skulle i øvrigt med derned og arbejde som læge hos en lokal NGO der tog sig af børn i slummen, så det hjalp jo gevaldigt på det hele at min bedre halvdel skulle med på eventyr. Vi fremlejede vores lejlighed og pakkede en rygsæk, og så var vi totalt klar på at prøve noget nyt. Det var en fantastisk tid og jeg fik et unik indblik i Indien og indisk kultur. Jeg elsker det land så meget og jeg vil altid komme tilbage. Vi overtog en lejlighed i Mumbai fra et tidligere hold af skrivende praktikanter fra DJH. Det var perfekt.

Har du boet og arbejdet andre steder i verden?

Erik Luntang-Jensen: Boede og arbejdede et halvt år på et stort landbrug I England efter endt folkeskole. Blev først uddannet til bonde og arbejdede derefter som reporter på nogle landbrugsaviser inden jeg havde et år som freelance fotograf før jeg begyndte uddannelsen som pressefotograf.

Jørn Stjerneklar: Se ovenfor

Nina Mouritzen: Arbejdet ja. Boet nej.

Jacob Langvad: Jeg har boet i Treviso (Italien), London, Paris og New York.

Poul Madsen: Jeg har ikke arbejdet som fotograf med base i andre lande, men jeg er selv opvokset i Belgien og har også boet i USA.

Hvorfor tager man til udlandet?

Erik Luntang-Jensen: Det ved jeg ikke. Måske fordi der er for trængt derhjemme. Min morfar rejste fra min fødeø Ærø til Fyn med samme begrundelse.

Jørn Stjerneklar: Først og fremmest nysgerrighed. Jeg har rejst siden jeg var meget ung og ved, at der er en stor verden derude. Danmark er fint, men ikke det eneste sted her på kloden, hvis jeg skal sige det kort og pænt.

Nina Mouritzen: Det tror jeg er meget individuelt. Jeg kunne slet ikke forestille mig at være i Danmark, kombineret med et altid-eksisterende ønske om at bo i New York, så jeg følte det som det mest naturlige i Verden at gøre.

Jacob Langvad: Eventyrlyst, rastløshed, udlængsel.

Poul Madsen: Man tager vel afsted for at prøve sig selv af, for at få indblik i en anden kultur og for at udvikle sig som fotograf. Det var i hvert fald nogle af mine overvejelser inden jeg tog afsted og de blev opfyldt til fulde.

Lever det op til drømmene?

Erik Luntang-Jensen: Det var ikke en drøm. Det var et projekt som skulle afprøves. Stort set alle de kollegaer, der blev spurgt, mente ikke der var nogen fremtid i Bruxelles. Redaktørerne derimod, var derimod meget positive. Ideen om Mellemøsten blev droppet, fordi jeg efterhånden havde talt med så mange mennesker om Bruxelles, at der kun var et at gøre, og det var at gøre det. At jeg så er rejst fra byen to gange og kommet til den tre gange er en anden sag.

Jørn Stjerneklar: Efter 20 år er det ikke svært at leve sine drømme ud.

Nina Mouritzen: Alles drømme er jo forskellige, men jeg føler da, at jeg er i gang med min.

Jacob Langvad: Helt sikkert. Altså, det kommer an på hvilke drømme man har. Uanset hvor eksotisk et sted man tage hen, kommer der et tidspunkt hvor ‘hverdagen’ indtræder. Der er stor forskel på at besøge en spændende by som turist over en kort periode, og så at bo der. Jeg har efterhånden måtte erkende at alle steder har fordele og ulemper. Det, som er afgørende er hvor man har gode, personlige relationer, meningsfyldt arbejde eller hvor man føler sig til rette.

Poul Madsen: 100% – altså praktikpladsen var ikke specielt god, men jeg fik nogle nære venner dernede, folk som jeg stadig har kontakt med og besøger. Derudover var det en gigantisk udfordring at være fotograf i et land, hvor man i den grad selv er “på”. Man skal huske på at selvom Indien er et kæmpe land med langt over en milliard indbyggere så er “hvid hud” stadigvæk noget der vækker opsigt. Selv i megabyer som Mumbai. Jeg følte mig som et langt rigere menneske da jeg kom hjem. Mit praktikophold i Indien var én af de bedste beslutninger jeg nogensinde har truffet.

Fortæl om din karriere. Hvilke højdepunkter har der været?

Erik Luntang-Jensen: Højdepunkter?
Optagelsen på Pressefotografuddannelsen efter at PF i et helt år åndede mig kraftigt I nakken mens jeg som uorganiseret arbejdede freelance for BT, Landsbladet og Det fri Aktuelt med flere med Odense som udgangspunkt.
Da jeg var til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen i Odense, havde jeg faktisk ikke tid til det. Der var flere dage en tyr løs i en skov i Odense. Den skulle jeg følge for BT og så var der dyrskue samtidig med. Så de to dage prøven varede, skyndte jeg mig til Århus og løste opgaverne og kørte hurtigst muligt tilbage til Odense
Da jeg fik praktikpladsen på Polfoto.
Vinder i Årets Pressefoto for årets politikerfoto.
Valgt ind som elevrepræsentant i PF’s bestyrelse
Lettelsen efter 2 dage nonstop ved telefonen for at få en ledig linie til min højtstående kontaktperson i Riga, for at få en official invitation til mit Visa, så jeg kunne komme til de baltiske lande og Rusland for at dække urolighederne.
Den dag i 1992 Kl. 6.00 om morgen hvor jeg stod foran døren til min fremtidige redaktion I Bruxelles efter en hel nat på de europæiske landeveje.
Mit gennembrud I Bruxelles kom med dækningen af kidnapningen af den svenske rytter Ulrika Bidegård, hvor jeg blev fast fotograf for Expressen, Svenska Dagbladet og Verdens Gang.
Freelance for Reuters
Da jeg fik overbevist min gamle kollega fra Odense, Christian Jørgensen, om at han ikke skulle komme til Bruxelles men flytte til Berlin, hvor han heldigvis stadig er.
Ansat på Nordfotos redaktion I Odense I februar 1994
Blev den første fastansatte danske pressefotograf, og måske i hele norden, som blev udsendt som korrespondent. Jeg åbnede samme år i oktober Nordfotos redaktion i Bruxelles. Det skete i samarbejde med NTB i Norge, FLT Pica i Sverige og Lehtikuva Oy i Finland.
Da Ritt Bjerregaard og de andre kommissærer stod af på grund af skandaler. Min datter blev født om natten. Jeg sov på sygehuset og meget tidligt om morgen sagde jeg farvel til min kone og datter og kørte ind på redaktionen for at lede slagets gang sammen med 5 freelance fotografer jeg havde hyret for Nordfoto. Den dag sendte vi billeder over hele Europa.
Da jeg under et topmøde i Barcelona skældte på den franske præsident, Jacques Chirac, fordi hans bodyguards var mellem ham og mit kamera, det hjalp og jeg fik mine billeder. Nogen tid efter gjorde han det selvsamme i Jerusalem, hvor han truede de israelske sikkerhedsfolk med at rejse hjem, hvis de ikke gav ham frit udsyn og afstand så han kunne se og vel egentlig selv blive set.
Dækningen af VM i fodbold i Frankrig i 1998.
Lukningen af Nordfotos redaktion i Bruxelles i August 1999, hvor jeg rejste hjem og fortsatte mit virke på Nordfotos redaktion i Odense.
Da jeg blev sparet væk på Scanpix Nordfoto i 2002 og måtte sætte min ejendom til salg med et større tab. Melde mig ud af A-kassen, som der ikke længere var råd til og samtidig blive pendler il Bruxelles, som min hustru var rejst tilbage til for at tjene nok til at forsørge vores børn.
Etableringen af EUP-Images i 2003 sammen med dengang to tyske og en finsk kollega.
Etablering af familiefirmaet INSPIRIT International Communications i 2004.

Jørn Stjerneklar: Jamen altså, det er sgu umuligt at definere højdepunkter, har lige fået samme spørgsmål i anden sammenhæng. Oplevelserne er forskellige i forskellige sammenhænge. Var det da jeg mødte Mandela? Nej, men det var et højdepunkt. Krigene? Både og. Folkemordet i Rwanda? Det var et højde- og lavpunkt på alle planer. Jeg nyder at møde nye mennesker i de omgivelser de bor i. Det kan være en somalisk flygtning i Kenya, en fattig i Nairobis slum, en spændende forretningskvinde der er hovedrig i Johannesborg. En tur op på Kilimanjaro eller en jagt på Zanzibar. Ride på elefant i Zimbabwe eller drikke rigtig kaffe i Etiopien. Der er heldigvis hundredvis af højdepunkter, det er derfor vi er her. Livet er ualmindelig kort, så det gælder om at trykke den af og blive klogere hver dag!

Nina Mouritzen: Det er svært at opsummere. Jeg beskæftiger mig mest med processen, ikke helt vildt med hvor det skal ende, så med det udgangspunkt, er der rigtig mange højdepunkter.

Jacob Langvad: Dét, som jeg laver nu er en kombination af alle de ting som interesserer mig og som jeg har beskæftiget mig med siden jeg studerede på Danmarks Journalisthøjskole. Jeg har fundet en niche som giver mening og som jeg interesserer mig for. Det er en kombination af visuel kommunikation, market research og teknologi. Jeg er involveret i et stort market research projekt omkring den voksende middelklasse i Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Projektet skal løbe over en årrække og udmunde i en serie produkter herunder visuelle rapporter, bøger, website, konference med mere.

Poul Madsen: Jeg har arbejdet som avisfotograf i godt 3 år og jeg har egentlig aldrig brudt mig om det. Derfor startede jeg for 4 år siden et multimedie-produktionsselskab som udvikler og beskæftiger sig med online-storytelling. Jeg ser ikke mig selv udelukkende som fotograf, men mere som visuel journalist. Jeg brænder for at lave egne selvstændige historier og at følge dem til dørs. Udover mit udlandsophold har mit karriere mæssige højdepunkt indtil videre været at jeg har formået at slå mit navn op internationalt som en innovativ og dedikeret multimedie-fotograf. Jeg har haft mine historier i nogle i de mest anerkendte udenlandske medier som New York Times og i det hele taget virker det for mig som om at jeg har fundet min niche i en branche, der må siges både at være i rivende udvikling og i forfald.

Hvordan vil du betegne din type af fotografi “in 25 words or less”?

Erik Luntang-Jensen: Måske jeg misforstår spørgsmålet, men det har jeg aldrig tænkt på. En billedredaktør på Polfoto, under min praktik der, sagde engang noget i retning af, at jeg billedmæssigt ikke var den allerbedste pressefotograf, men at man altid kunne regne med at jeg kom hjem med et eller andet. Det har jeg tit og ofte spekuleret over og gør stadig.

Jørn Stjerneklar: Jeg er ikke kunstner. Jeg bruger billeder til at fortælle gode historier, ikke for at de skal udstilles eller i fine fotobøger.

Nina Mouritzen: Art & Commerce? …. du må kalde det hvad du vil. Jeg føler ikke jeg passer ind i nogen bestemt kasse, og laver udelukkende projekter, jeg synes der er spændende. Ved at sætte mig mellem et par forskellige stole, håber jeg altid på at der bliver skabt en ny.

Jacob Langvad: Jeg laver mange portrætter med en nøgtern, registrerende tilgang. Vi kan kalde det for antropologisk fotografi. Jeg er inspireret af mange forskellige fotografer, herunder Joel Sternfeld og Taryn Simon for at nævne to.

Poul Madsen: Mit fotografi er socialt, dokumentarisk, enkelt, stramt komponeret og ærligt. Jeg gemmer mig ikke bag 400 forskellige Photoshop filtre.

Hvordan er arbejds processen i udlandet i forhold til Danmark?

Erik Luntang-Jensen: Som freelance er den vel det samme, måske?
Som fastansat var det forbundet med en enorm frihed, hvor jeg var min egen chef. Var den eneste i det Berlingske Officin, der måtte arbejde for ”Fjenden” på rådhuspladsen. Det var også dengang man ofte ikke kunne kende forskel på Berlingske Tidende og Jyllands-Postens forsider.
Den daglige planlægning stod vi egenrådigt for. Vi havde ikke kun nordiske specialopgaver for aviser og blade, men udførte opgaver direkte for medier i Irland, England, Tyskland, Østrig, Schweiz.
Vi rejste over hele Europa og ringede normalt København dagen før, for at fortælle, at de kunne forvente at få billeder fra Rom næste eftermiddag og at det så dagen efter igen ville blive Dublin vi sendte fotos fra.
Arbejdet som Nordfoto’s korrespondent var en blanding af fotograf, billedredaktør og administrator.

Jørn Stjerneklar: Afhængig af hvor man er. Sidder du på Lars Tyndskids kan det være besværligt. Ingen strøm, dårlig satelit forbindelse, men i forhold til da jeg startede karrieren er alting jo supernemt i dag. Ellers arbejder vi som i Danmark. Med stor ydmyghed overfor mennesker og deres historie.

Nina Mouritzen: Det ved jeg ikke. Jeg arbejder på min egen måde, som nok er meget påvirket af, at have boet et bestemt sted i 10 år, og føler mig rimelig upåvirket af nutidige tendenser og metoder, og gør tingene som det føles mest naturligt.

Jacob Langvad: Det kommer an på hvilket land og hvilken kunde man arbejder for. I en by som New York er der langt større tradition for fotoproduktioner og flere leverandører af forskellige services. At fotografere folk på gaden er meget nemmere i Brasilien fordi folk ikke er hysteriske eller paranoide over hvad billederne vil blive brugt til. Til gengæld skal man være lidt mere på vagt hvis man har udstyr med i marken pga. kriminalitet.

Poul Madsen: Nu kender jeg jo kun til fotograf-faget i Indien og det er noget anderledes. Lønnen dernede er ret lav, faget er ikke særligt feteret og arbejdstiderne horrible. Én af mine gode venner som er billedchef på en landsdækkende avis har netop besluttet sig for at stoppe for at gå freelance. At være fuldtidsansat fotograf på en indisk avis betyder arbejdsuger på 60 timer + / Derudover har mange fotografer ikke særligt godt udstyr. Da jeg kome til Mumbai i 2005 havde jeg en billig laptop PC med… det var der ingen af de lokale fotografer der havde råd til!

Hvilken typer af kunder har du?

Erik Luntang-Jensen: I halvfemserne var det 95% presse. Nu er det vel halvt om halvt presse og kommunikation. Der er internationale organisationer, presse i Norden, Irland, London, Tyskland, Østrig, Spanien med mere, dog mest aviser.

Jørn Stjerneklar: Vel alle slags, bortset fra ren reklame, som jeg personligt ikke bryder mig om at lave, men har stor respekt for. TV, radio, magasiner, dagblade, ugeaviser, websites, kalendere, you name it. Så lidt nyheder som muligt.

Nina Mouritzen: Folk der kan lide min billedstil.

Jacob Langvad: I São Paulo arbejder jeg på market research projekter, for brasilianske reklamebureauer og internationale magasiner.

Poul Madsen: Jeg fotografer primært for magasiner, fagblade og organisationer i ind- og udland. Derudover underviser jeg internationale workshops, jeg redigerer og programmerer multimedie for andre fotografer og endelig skyder jeg også videoer og kortere dokumentarfilm.

Hvordan markedsfører du dig selv?

Erik Luntang-Jensen: Ved at overholde deadline og aftaler til punkt og prikke. Ellers er det mund til øre metoden.

Jørn Stjerneklar: Ved personlig henvendelse til potentielle kunder.

Nina Mouritzen: Hvordan mener du? Jeg har en hjemmeside. Men intet newsletter, blog, facebook profil eller hvad der ellers er af hejs på nettet. Jeg er opsøgende for projekter jeg synes lyder interessant, men ellers henvender folk sig, hvis de har set noget jeg har lavet.

Jacob Langvad: Typisk gennem personlige kontakter eller folk som ser mit arbejde i blade eller projekter. Jeg har også et website som giver jobs. Jeg har rejst meget rundt gennem de seneste år så jeg har ikke alle mine kunder samlet eet sted – hvilket er både godt og skidt.

Poul Madsen: Jeg lader rygtet om min evner sive. Det lyder åndssvagt, men viral markedsføring virker fint for mig. Jeg får henvendelser fra nogle af de største bureauer og medier i verden og det er super spændende selvom jeg stadig anser mit firma Bombay Flying Club for at være i en opstartsfase. Jeg har meget at lære endnu men det går den rigtige vej for mig – det er helt sikkert!

Hvad er vigtigst for at slå igennem, der hvor du er. At være en god fotograf eller en god forretningsmand?

Erik Luntang-Jensen: Jeg er en dårlig forretningsmand. Det andet vil jeg lade andre vurdere.

Jørn Stjerneklar: Begge dele, som i Danmark.

Nina Mouritzen: Det kommer vel an på, hvad “slå igennem” betyder. At blive rig? Så må du nok stille det spørgsmål til en anden end mig.

Jacob Langvad: Talent, arbejdsomhed og gode kontakter.

Poul Madsen: Begge dele. Men jeg går ikke op i penge som sådan, jeg har ingen ambitioner om at blive rig. Jeg vil selvfølgelig gerne køre en sund forretning samtidigt med at jeg har tid og mulighed for at lave projekter og historier som jeg brænder for. Selvfølgelig skal der laves en masse “rugbrød” på side linien men det er kun godt. Jeg blev far i juni og siden da har jeg ikke haft så meget lyst til at rejse ud til verdens brændpunkter som reportage-fotograf. Det lader jeg andre om. Der findes så mange “rockstjerne fotografer” i den her branche og de må gerne slås om at komme til fadet. Tiderne er ikke som de har været og det er blevet sværere at få sig et navn i branchen tror jeg. Man får ingenting foræret. Hvis du vil noget som fotograf, så må du kæmpe for det selv og det kan jeg egentlig godt lide. Jeg er en fighter. Den dag hvor jeg ikke længere synes at det er inspirerende og sjovt, der finder jeg noget andet at lave. Jeg er nok en iværksætter type. Jeg kunne f.eks ikke forestille mig at være fastansat på den samme avis i 10 år.

Kan du fortælle lidt om dine arbejdsopgaver og hvor meget du arbejder?

Erik Luntang-Jensen: Det er lidt svært. Der kan være en uge, hvor der intet sker, hvorefter den næste uge vælter totalt med fotoopgaver morgen, middag, aften og nat samtidig med at fruen selv har en lignende uge og børnene skal fragtes til og fra skole, sport og andre fritidsaktiviteter. I sidste uge kom der atter gang i maskineriet efter næsten en hel måned uden bestillingsopgaver.
Det kan være lidt varieret og nogle gange også lidt spændende om der vil være noget til at betale huslejen.

Jørn Stjerneklar: Mine arbejdsopgaver spænder bredt. Jeg har i mange år været quardromedial, mindst. Hvornår arbejder jeg? Hovedet står aldrig stille, som freelancer er det nødvendigt at få gode ideer hele tiden. Folk ved jo ikke hvad de vil have, det skal du fortælle dem. Jeg har svært ved at definere arbejde. Det flyder sammen med min hobby – fortælle historier. Men prøver på at holde “fri” helst tre måneder om året, i snit.

Nina Mouritzen: Jeg tager “overvejede” billeder et par gange om ugen, dvs enten opgaver for magasiner, eller pressebilleder eller nogle af mine egne personlige projekter og er disciplineret med at nå mine egne, og naturligvis magasiners, deadlines. Hvis arbejde er, at blive inspireret, tænke ideer og projekter, lave research, så arbejder jeg vel hele tiden…….

Jacob Langvad: Jeg har for nyligt været fotograf på et stort market research projekt for Nike omkring fodboldkultur i Syd-Amerika. Her skulle jeg fotografere 30 case studies i São Paulo, Rio de Janeiro, Mexico City og Buenos Aires. Resultatet var en 200-siders bog med portrætter, landskaber, historier og informations design.
Andre jobs kunne være portrætter for magasiner som Monocle og Financial Times eller Amerikanske og Italienske magasiner som laver historier om brasilienske kunstnere eller forretningsmænd.

Poul Madsen: Jeg arbejder med utroligt mange forskellige ting så det er meget alsidigt. Jeg fotograferer kattekillinger for Dyrenes Beskyttelse, programmerer multimedie-produktioner for nole af verdens bedste fotografer og rejser til de varme land for at at filme for NGO’er og organisationer. Når der er nok at lave elsker jeg faktisk mit job. Jeg bruger nok 40-45 timer ugentligt som freelancer. Meget af tiden foregår foran skærmen. Jeg fotograferer faktisk ikke særligt meget.

Hvem er dine værste konkurrenter?

Erik Luntang-Jensen: EU-institutionerne, som yder gratis service til medierne der helt ukritisk gør brug af tilbudet. Det gælder dog ikke så meget medierne fra de tidligere østeuropæiske lande. De har stadig minderne om statspropaganda i minde, men kan så til gengæld ikke betale.
Og så er der kollegaerne, som presser priserne så meget i bund, at de selv går personligt konkurs. De tjener ikke nok til at betale deres skat på 33 % og deres sociale ydelser på 22 % af indtægten, som skal falde tre år efter og derfor bliver udregnet efter indtægten tre år bagud. Hermed bruger de tre år til at sønderbombe markedet, hvorefter vi bagefter skal bruge energi på at forklare kunderne at det altså koster at benytte professionel fotograf.

Jørn Stjerneklar: Jeg sidder i en niche og har ikke rigtig nogle seriøse konkurrenter :-)

Nina Mouritzen: ??

Jacob Langvad: Der er så mange dygtige fotografer derude som man kan stirre sig blind på. Jeg tænker ikke så meget over konkurrencen. Men i Brasilien fx. er pris niveauet generelt væsentligt lavere i Europa/USA, så det sker at man bliver underbudt af lokale fotografer.

Poul Madsen: Fotografer der ødelægger faget og branchen ved at misbruge redigeringsværktøjer som Photoshop. Aviser som ødelægger journalistikken ved at fylde deres spalter med ligegyldig infotainment og gossip bullshit. Politikens netavis minder mig efterhånden om det hedengangne blad ved navn “En skør, skør verden”. Mediebranchen er i opbrud og landsdækkende aviser kan ikke finde ud af at bruge internettet selvom printmedierne kæmper regulære overlevelseskampe. Det er lidt sørgeligt at se på…

Hvordan ser fremtiden ud?

Erik Luntang-Jensen: Den ser meget spændende ud med masser af udfordringer.

Jørn Stjerneklar: Rigtig god.

Nina Mouritzen: På et politisk/Verdensligt plan? …. bedre, takket være Obama.

Jacob Langvad: Meget spændende.

Poul Madsen: Aner det ikke. Jeg er ikke sådan en type der laver 5 års planer og sådan noget. Jeg tager det som det kommer. Men hvis alt går vel så har jeg banket et professionelt produktionsselskab op som udemærker sig ved kvalitet fremfor kvantitet. Det stik modsatte af den måde som mediebranchen kører på i øjeblikket!

Hvad har overrasket/kommet bag på dig ved at rejse ud?

Erik Luntang-Jensen: Det er ikke kommet bag på mig, men har derimod overrasket mig, at medierne kompromisløst tager imod gratis journalistisk service og materiale såsom fotos, TV-teams, fotografer, teknik med mere fra offentlige institutioner som vi, pressen, skal være kritiske overfor.
At interessen for hvad der sker I EU I dette årti er dalet så drastisk som tilfældet er. Før sommerferien havde både Berlingske Tidende og Politiken hver to fuldtidsansatte korrespondenter. I dag har de halvdelen, og ikke at forglemme at Politiken heldigvis fortsat har deres skiftende praktikanter. Berlingske havde I halvfemserne 2 fastansatte samt en freelance ansat erhvervsjournalist. Børsen har ikke haft nogen korrespondent de seneste år. I begyndelsen af halvfemserne havde de to.
Og så er det måske kommet lidt bag på mig, at jeg er nødsaget til at have en stor del opgaver som PR-fotograf for virksomheder og institutioner.
I halvfemserne var vi 2 danske fotografer (Claus Lunde), 2 finske og 1 norsk. Dertil kunne vi lægge 1 norsk og svensk fotograf fra Paris, som stadig er der. Her i byen er vi kun tilbage min finske kollega Juha Roininen og undertegnede. Vi var hver især fast pressefotografer for diverse nordiske aviser og udførte meget lidt PR arbejde.

Jørn Stjerneklar: At danskerne (redaktører mv. ) stadig interesserer sig så lidt for Afrika.

Nina Mouritzen: Livet generelt er rimelig komplekst at greje, så jeg vil da sige, at der dagligt kommer en “curve ball”.

Jacob Langvad: Jeg er kun positivt overrasket over Brasilien. Det er et meget spændende land med stor udvikling. Mine venner og familie er begyndt at forstå at jeg ikke kun er der for at ligge på stranden og danse samba. São Paulo er det økonomiske og kulturelle centrum for hele Syd-Amerika og et meget spændende sted at være.

Poul Madsen: Hvor meget konkurrence der egentlig er indenfor faget og hvordan redaktørerne på blade og magasiner konsekvent bruger de samme fotografer… og dermed det samme visuelle udtryk. Det er nok også kommet bag på mig, hvor meget opstillede portrætter og billeder egentlig fylder i magasinbranchen. Det er en “poleret uvirkelighed” som bliver præsenteret for læserne mener jeg.

Hvad er fordelene ved at bo der, hvor du bor?

Erik Luntang-Jensen: Der er højt til loftet. Bruxelles er en meget tolerant by at leve i. Tror det skyldes at den altid har været tosproget, flamsk og fransk, og dermed forskellige kulturer.

Jørn Stjerneklar: Otte måneders sommer, højt til himlen, relativt billigt, god vin, frisk fisk og grønt året rundt og folk som er åbne og imødekommende.

Nina Mouritzen: At hele Verden er lige udenfor døren og byen aldrig så meget som tager en lur.

Jacob Langvad: Stor økonomisk udvikling, mange kreative mennesker, sympatiske mennesker, godt klima, bedre service, spændende sprog, flot natur.

Poul Madsen: Det var billigt og der var virkelig kort vej, hvis man ville ind og begå sig i højere sociale lag og på de bonede gulve. Der var vel også en fordel at lære at begå sig i en kultur, der er så radikalt anderledes end den danske. Hvis man kan klare sig som fotograf i Indien kan man klare sig alle steder vil jeg tro.

Netværker du med andre dansker fotografer i udlandet?

Erik Luntang-Jensen: Netværker med Christian Jørgensen i Berlin, ellers ikke. Jeg netværker lidt med andre nordiske fotografer, men ellers er det her i byen det foregår, hvor vi er et lille mix af polsk, amerikansk, syd-amerikansk, fransk, flamsk, vallonsk, tysk, spansk og finsk islæt.

Jørn Stjerneklar: Nej.

Nina Mouritzen: Jeg taler og mailer med andre fotografer, hvis arbejde jeg synes er spændende. Deres nationalitet og geografiske placering har intet med det at gøre.

Jacob Langvad: Nej, ikke rigtigt.

Poul Madsen: Ikke så meget danske, men mere udenlandske fotografer og journalister. Jeg netværker med folk som har samme interesse som mig, og som jeg måske kan arbejde sammen med. Jeg har fået mange gode kilder og kontakter i udlandet ved at bruge de sociale netværkstjenester.

Er det noget du vil advare imod?

Erik Luntang-Jensen: At undervurdere arbejdsforholdene, opgaverne med mere.
Mange gang er der kun sekunder eller minutter til rådighed på en opgave og at kommissærer, eller deres spindoktorer, ikke nødvendigvis er lige lykkelige over at der er en uafhængig photojournalist med til interviewet.
Havde en situation med en daværende kommissær, hvor hans talsmand mente at jeg måtte have fotos nok efter nogle minutter. Efter lidt diplomatisk diskussion fik jeg lov at blive interviewet ud. Han havde lige hjulpet sin kommissær jakken på, som jeg fik et enkelt foto af. Det foto kom på sektions forsiden og et par dage efter blev journalisten bedt om at negativerne blev slettet og at det var sidste gang at avisen fik en fotograf med ind til kommissæren. Det blev senere trukket i land.

Jørn Stjerneklar: Ikke at være kreativ og iderig er en sikker killer. At være for fin til at påtage så små opgaver. Ikke at være ydmyg.

Nina Mouritzen: Støttere af Dansk Folkeparti.

Jacob Langvad: Nej. Ikke andet end hvad jeg har sagt tidligere. Der er stor forskel på at være på ferie et sted og rent faktisk bo og arbejde i en fremmed by. Det kan være besværligt med visum og arbejdstilladelser alle steder uden for EU, og hvis man ikke har venner eller arbejde kan det tage lang tid at bygge noget op.

Poul Madsen: Næ.. egentlig ikke. Man skal gøre det fordi man brænder for det og fordi man helt oprigtigt kunne tænke sig at begå sig i en anden kultur.

Er der noget du ville gøre anderledes?

Erik Luntang-Jensen: Masser, men jeg kan ikke lige her og nu huske hvad det er! Måske sige et undskyld her og der og ellers bare forsøge at gøre det bedre næste gang.

Jørn Stjerneklar: Nej!

Nina Mouritzen: Intet overhovedet. Ingenting er gået efter nogen plan, og det har altid været planen.

Jacob Langvad: Nej.

Poul Madsen: Nej!

Har det, at du er i udlandet, udviklet dig som fotograf?

Erik Luntang-Jensen: Dette årti har udviklet mig som fotograf, men ikke fordi jeg er i udlandet. Jeg arbejder hårdt med at udvikle min egen stil efter mange år som bureaufotograf. Som den nyhedsfotograf jeg var, var det ikke stil der talte med historien. Når jeg ser gamle billeder sker det ofte, at skoene ikke er store nok, men jeg kan stadig huske stoltheden da billedet kom i kassen. Man brugte en hel dag på at få adgang og fem sekunder til at planlægge og fotografere.

Selvfølgelig har det på den ene eller anden måde været og er udviklende at dække storpolitik i EU. Det er hårdt og opslidende arbejde fra gang til gang at få de bedste positioner og dermed de bedste fotos. Der er ikke mange af de gamle kollegaer tilbage fra dengang og dem der er tilbage tager det i dag stille og roligt. Jeg kan bare ikke tage det roligt, har stadig den der gamle fighter, som for alt i verden må være i midten af begivenheden. Jeg har prøvet at gøre det anderledes, men med 27 medlemslande og dermed flere fastbillede- og TV-fotografer, skal ganges med mindst 2, er det vanskeligt at gøre noget der er anderledes, hvis det skal sælge. Her gælder det om at være først og i bedste position.

Jørn Stjerneklar: Helt sikkert.

Nina Mouritzen: Jeg har boet i New York fra jeg var 19 år til 29…… jeg tror, det er der man udvikler sig allermest som menneske overhovedet, og begår allerflest fejltagelser og gør allerflest opdagelser. Mit fotografiske arbejde er fuldstædig parallelt med mit liv, så jo, jeg har udviklet mig meget som fotograf. Om det er et produkt af, at have boet i udlandet ved jeg ikke.

Jacob Langvad: Helt sikkert.

Poul Madsen: Helt sikkert. Det har gjort en hele masse ting for mig. Indien, var også det første sted hvor jeg for alvor fik prøvet at lave dokumentarfilm. Indien er et glimrende sted at være, hvis man vil lære at sweet-talke sig ind på de rigtige steder. Det er jo bureaukratiets højborg!

Har du et par gode råd til dem der overvejer at komme ud i verden?

Erik Luntang-Jensen: Gør det, hvis du har en drømmen, men vær forberedt på, at du måske aldrig kommer hjem igen. Måske fordi man finder ud af at grønsagsafdelingen er ti gange bedre end i Brugsen derhjemme, at folk er mere venlige, at der er frit valg på hylderne hvad angår forskellig kultur og mennesker og så at man måske finder en lokal kæreste, som man stifter familie med.

Jørn Stjerneklar: Gør det!

Nina Mouritzen: Afsted med jer!

Jacob Langvad: Prøv det af i en periode, fx. 4-6 måneder, inden du gør det for alvor med visum etc. Få lokale kontakter som kan introducere dig. Sørg for at have noget at lave inden du tager afsted.

Poul Madsen: Just do it. Gør det helhjertet og forbered dig på at intet er som du forventer det. Tag hver dag som en udfordring og giv den så gas. Lad være med at kigge dig tilbage over skulderen og lev i nuet. Netværk og skab dig en omgangskreds i det lokale miljø.

Har du nogle råd til nyuddannede fotografer generelt?

Erik Luntang-Jensen: Bevar entusiasmen, vær positiv og vigtigst af alt overhold aftaler og tidspunkter. Her, hvor jeg arbejder, er det vigtigste at man kommer til tiden, ellers er der ingen adgang og dermed ingen billeder.

Jørn Stjerneklar: Lad være med at tro at I er verdensmestre. Men tro på jer selv. Hav respekt for faget, fortæl sandheden, hold fanen højt. Og selv om der ikke er noget nyt under solen motivmæssigt kan du jo altid fortolke de tidligere og nuværende mestre.

Nina Mouritzen: Kan man uddanne sig til fotograf??!!

Jacob Langvad: Giv den gas og tænk positivt.

Poul Madsen: Lyt til dig selv og find en niche. Medie- og fotografbranchen er presset og der er ikke mange faste stillinger. Gør det som du brænder for og gør det 100%. Skab dit eget udtryk og stå ved det. Sig aldrig nej til en udfordring!

Undskyld forsinkelsen og stor tak til:
Erik Luntang-Jensen (https://twitter.com/luntang), Jørn Stjerneklar, Nina Mouritzen, Jakob Langvad (https://twitter.com/jlangvad), Poul Madsen

Old man smokes cigarette while holding holstered pistol  Miklas Njor  Miklas Njor

Foto Søgemaskine Optimering for Fotografer

ALT attributes, Title attributes og Fil navne er dine venner.

De er vigtige værktøjer for dig som fotograf, hvis du ønsker at din hjemmeside og dine billeder skal dukker op øverst i søgeresultater.

Du vil at dine kommende kunder skal finde dit site via dine valgte keywords, men også finde dine fotos når de søger efter billeder de vil købe.

Lad mig starte med at sige, at jeg mener man altid skal gøre sit site søgemaskine klar og altid have brugeren for øje – ikke kun søgemaskiner og webcrawlere. Og inden du begynder at tjecke min kildekode, så husk: Gør som jeg siger, ikke som jeg gør! Okay, videre med denne turorial.

Den Alternative Text

Kort gennemgang af termerne

ALT tag – Kort alternativ tekstbeskrivelse af billedet.
Title tag – Specificerer ekstra infomation om elementet og er også det brugerne ser, når de køre musen hen over billedet.
Fil navn – I stedet for _BPL_2453.JPG gives billedet et beskrivende navn som f.eks. Old-guy-holding-gun.jpg.

Der er tre grunde til at bruge ALT tags (alternativ text tag).

Hjælp folk med handicap
Den vigtigste grund til at bruge ALT tags er at tekst-baserede browsere, der bruges af hel eller halvblinde, eller ordblinde, læser ALT teksten højt for dem.

De bruges stadig i stor udstrækning og er afhængige af præcise billedbeskrivelser for at kunne forstå al indholdet på dine sider. Så husk dem.

ALT tagget vises ikke i normale browsere, med mindre billedet ikke dukke frem. Browseren viser kun Title tagget.

Sidens hastighed
Der findes stadig folk der surfer rundt på nettet via telefon modem eller langsomme ISDN forbindelser, så den mængde af data der er på en html side skal være forholdsmæssigt skrabet, hvis siden skal nå at loade inden der klikkes væk.

Folk der er på nettet via modem slår nogle gang ‘vis billed’ funktionen fra for at undgå for lange ventetider og læser ALT tags for selv at bestemme om det er værd at åbne billedet.

Hjælpe webcrawlere med at læse indholdet
Og sidst men ikke mindst: søgemaskinernes webcrawlere kan ikke læse fotos. De er meget afhængige af ALT tags for at få så meget information ud af billedet og siden som muligt.

De læser selvfølgelig også teksten omkring billedet.

Okay, sådan skal koden se ud

<img src=/billedmappen/fotoets-navn.jpg alt=foto beskrivelse title=foto titel>

Til venstre ser du billedets sti. I midten ALT tagget. Og til højre finder du fotoets titel.

Old man smokes casually while holding holstered pistol

Sådan bruges ALT tagget
Husk at ALT tagget hovedsageligt er til for brugere med syns-handicap. De får teksten læst højt, så det er vigtigt at beskrivelsen er præcis og giver mening, og at den ikke er fyldt med keywords.

Selvom der ikke er nogen begrænsning på hvor mange ord du må have i dit ALT tag, så vil sætninger med for mange ord og specielt mange keywords sætte gang i Black Hat SEO sirenen hos Google og andre søge maskine tjenester og du kan blive skubbet helt ud af søgeresultaterne.

Så hold dig et sted imellem fem til ti ord maksimum.

Min egen medicin
En kort ti ord maksimum præcis billedbeskrivende ALT tag for billedet her kunne være: ‘Gammel mand med cigaret og pistol i hylster’.

Jeg ved, at det får alle mulige billeder frem på nethinden, når man læser det højt, men det er bedre end ‘foto’. Sammen med en god billedbeskrivelse og anden tekst til billedet, skal brugeren nok forstå, hvad der foregår.

Brug kun ALT tags til billeder du vil beskrive. Til billedelementer som baggrunds billeder, spacers, snurrende glober og den slags skal du skrive alt="" (og helst gemme den som gif’er når det er muligt).

NOTE: Vær opmærksom på, at hvis du ønsker at dit site skal være XHTML-compliant så vil det ødelægge det – XHTML kræver, at alle grafik elementer har ALT tags. Dette kan også ødelægge usability standards.

Du kan også bruge et billede som et link. Så skrives det sådan her:

<a href=/artikelmappe/artikel.php><img src=/billedmappen/fotoets-navn.jpg alt=fotoets beskrivelse title=fotoets titel></a>

Sådan bruger du ALT tags, Title Tags og Filnavne i fotos

ALT tag
– ALT tags læses af text browsere.
– De vises ikke i almindelige browsere, medmindre billedet ikke loader.
– Brug kun ALT tags til at annotere vigtige billeder.
– Fem til ti ord maksimum.
– Lad være med at fylde ALT tags med urelaterede eller gentagende keywords (det ligner spam).
– Til billedelementer der ikke er vigtige (f.eks. baggrunde og lign.) bruges alt="".
– ALT tags skal være ultra kort sætninger. Ikke en opremsning af keywords.
– ALT tags har større vægt i søgemaskiner end Title tags.

Title tags
– Brug Title tag til at lave en mere beskrivende titel til billedet.
– Title tags vises når man kører musen hen over fotoet.
– 128 tegn maksimum, men det må gerne være kortere.
– Lad være med at overfylde det med keywords.

Filenames
– Det er (vist nok) bedre at bruge bindestreg (-) i stedet for underscores (_). Og det er lettere at skrive!
– Navngiv præcist og nøgternt.
– Fjern “stop ord” som (til, fra, i, han, hun, en, et o.s.v.)
– Ikke længere filnavne end 32 tegn.

Titel Tagget
Google læser også title tagget. Her kan du skrive en længere beskrivelse af billedet. 128 tegn er maksimum. Titel tags vises, når man bevæger musen hen over billedet.

Fil Navn
Brug korte og beskrivende navne.

Der er lidt debat om, hvorvidt man skal bruge bindestreg (-) eller underscore (_). Det menes at Google betragter ord med underscore imellem som ét ord og ord med bindestreg som to ord. Hvis du vil være helt sikker så vælger du altså bindestreg.

Filstørrelse og mappestruktur
Jeg har læst flere steder at billedfilens størrelse kan have betydning, fordi webcrawlere kan bedst lide at siderne load hurtigt, men har man lyst til at vise dårlige jpg’ede fotos til sine seere eller kommende kunder. Nej!

Desuden så er de billeder her på sitet ret store og de dukke alligevel op i Google’s billed søgning. En vej ud af problemet kunne være noget javascript eller et CSS hack, men det er måske at gøre lidt meget ud af det.

Du skal også være opmærksom på, at hvis du bruger Photoshops Imageready til at eksportere og gemme billeder til web, så bliver dine metadata slettet fra filen, så fotoet er uden kontakt info eller information om billedets ophavsret.

Angående mappestruktur og fotos (img src:"fotos/indien/dyr/tigere/Royal-Bengal-tiger.jpg"), så tror jeg ikke at det har nogen som helst effekt. Så længe man ikke blokerer webcrawlernes færden med robot.txt filen så går det. Og i øvrigt lægger de fleste automatiserede CMS’er – som f.eks. wordpress – billeder i års og måned navngivne mapper, så du vil bare have en masse bøvl med at oprette de specifikke mapper.

Old man smokes casually while holding holstered pistol THUMB

Andre overvejelser
– Selve websidens Pagetitle er altid vigtig.

– Lav en mindre version af billedet ca. 150x150px. Det er godt for socialmedia hjemmesider som Digg og Facebook, der ofte skanner siden for at finde små thumbnails der kan sættes ind ved siden af dit link.

W2G_kommentar12

Bag om forsiden – en bagtanke vækkes til live

Kom med til et kig bag om scenen af en Where2Go forsider og se hvordan den blev til. Vi vil snakke om hvorfor og hvordan ting blev gjort. Og i samme åndedrag vise eksempler.
Hvis du har spørgsmål, så må du meget gerne stille dem i kommentaren forneden.




Fotos af Kennet Havgaard
Fotosessionen med Peter Frödin og Hella Joof (fotograferet af fotograf Kennet Havgaard) gik rigtigt godt og art director Mads Bastell er meget tilfreds med udfaldet.

Et par dage senere sidder han og gennemgår kontakt-arkene fra optagelserne og prøver at vælge de fotos der skal bruges i magasinet. “Det kunne være rigtig fedt, hvis de havde stået oven på deres navne”, tænker han for sig selv.



En hurtig skitse laves.

Det vil måske være muligt at bygge navnene af store bogstaver, men det er i hvert fald for sent nu og desuden, så vil det tage en krig og koste en formue at skulle bygge de store bogstaver. Men måske man kunne photoshoppe sig fra det?
Mads laver en hurtig skitse og vender ideen med redaktørene, som giver ham grønt lys.

Thunderbirds are go.

Jeg har den holdning, at fotografer skal kobles på et projekt hurtigst muligt og det er noget Mads er god til.

Vi diskuterer projektet grundigt igennem. Kunne det lade sig gøre og vil slutresultatet fremstå trovædigt? Hvad med kameravinklen. Kan den genskabes? Hvilken type bogstaver skal vi bruge og hvor finder vi dem?

Med en stram deadline hængende over hovedet, kan vi overhovedet nå det? Hvordan skal bogstaverne placeres og vil navnene overhovedet passe ind? Kan vi få skiltene til at virke gennemsigte?

Burde de hænge fra snorene når vi fotograferer dem? Ville det være bedre at skrive bogstaverne i photoshop og så bearbejde dem dér indtil de ligner rigtige bogstaver?

Jeg havde for nyligt lavet et mindre photoshop arbejde for Where2Go af en vej på Frederiksberg i København. Et foto der består af ca. 60 fotos der er stitched (sammensat) og det at photoshoppe billeder er noget jeg har gjort tidligere.

Todays show is sponsered by the letters IRL

Vi beslutter os for at så meget som muligt skal være elementer fra virkeligheden. Projektets achilles hæl er bogstaverne som Frödin og Joof står på, så vi begynder straks at søge på nettet efter forretninger i nærheden, der har store bogstaver på lager, og mindst lige så vigtigt, de bogstaver som navnene består af.

Vi finder 17cm høje bogstaver hos Panduro Hobby. De har alle dem vi skal bruge med undtagelse af ö’et i Peters navn, men det kan vi lave ved at fifle med et almindeligt O.

Til skiltenes overskrifter finder vi mindre bogstaver hos Tiger. Brødteksten printes på overhead ‘papir’ og limes på plexiglas (dette vil senere vise sig at være et problem). Det store Where2Go skilt skæres i hånden og måler ca. 20cm i højden.




Bogstaverne ser ud af helvede til og vinklen er forkert.
Jeg begynder at skyde bogstaverne en af gangen og fra mange vinkler. Så smider jeg dem ind i photoshop og paster bogstavernen sammen. Det ligner lort. Vinklen er helt forkert og bogstaverne er utroværdigt tynde. De ville ikke kunne stå på dem. Prøver at skyde fra flere vinkler, men det fungerer bare ikke.

Frustrationen begynder at melde sig og lidt irreteret stabler jeg dem, som de ville stå på rad og række i virkeligheden og ta-daaa. Der var den. Deres vakkelvornhed virker troværdtig og vinklen er helt perfekt.
Super. Projektet er kommet over sin første store bakke.

De fleste skilte var ok, men det store ‘GO-skilt* viser sig at være et problem, fordi arkene med lim ikke går hele vejen ud til kanten.

All fotos kommer en tur forbi photoshop, hvor de bliver sorteret og får en hurtig billedbehandling. Der er ingen grund til at bruge for mange kræfter på det, før jeg ved hvad der hører til hvorhenne.
En hurtig skitse sendes tilbage til Mads, så han kan følge med i projektet. Det gør vi løbende fra nu af. OK, nu begynder det sjove.

Djævlen er i detaljerne


Begge personer frittes og en grå baggrund sættes ind bag dem.
Kør musen over billedet forneden for at se det originale billede.

Skygger i Photoshop

Skyggerne er lavet ved at tage bogstavs-layeret (drag to copy), ændre perspektivet og forvrænge til det ser ok ud, vælge området omkring dem (magic wand) og vælge en større ‘feather’.

Derefter invertes, så vi kun maler inden for bogstaverne. Laver et nyt layer og så får den en gang brush til at fylde det valgte område med farve (100% sort). Derefter bruger jeg ‘erasertool’ til at graduere overgangen af skyggen. Til sidst sætter jeg layerets gennemsigtighed til omkring 25% – 50%. Nu begynder det at se realistisk ud.

Reflektioner i Photoshop

Jeg kopierer layeret, vender det på hovedet og forvrænger det. Erasetool bruges til at lave graduering og fade reflektionen.

Skiltene i bunden sættes ind

Skiltene består af adskillige layers, så jeg kan lave perspektiv og kontrolere deres gennemsigtighed.
De deles i ‘gennemsigtig plastik-skilt baggrund’, ‘brød tekst’ og ‘overskrift’ layers.
På den måde er det meget lettere at styre alle elementerne. Layers er din ven.

Skiltene i midten sættes ind

Flere skygger lægges på og det hele begynder at virke meget realistisk.

Øverste skilte sættes ind

På et tidspunkt var Where2Go skiltet gråt med et metalic look. Men vi valgte at smide nogle glade farver på.OK. Næsten færdig…

De øverste skilte får skygger

Ta-Daaaa

Bjarke Myrthu

Interview med Bjarke Myrthu om Magnum in Motion

Hvis man lægger en magnum is i en myretue, så bliver den spist, men hvis man lægger en Myrthu i Magnum, hvad sker der så?
Øh, det er vist lidt for abstrakt for en journalist som mig. Jeg er jo trods alt ikke fotograf. Men en is er jo et fedt sted at befinde sig, bare man ikke går i stå, for så kommer man til at fryse.

Hvordan opstod ideen til Magnum In Motion?
Jeg mødte Susan Meiselas fra Magnum i 2002, da jeg var i New York for at modtage en pris for min hovedopgave en web dokumentar som jeg lavede sammen med Peter Hove Olesen og Johannes Bøggild. Hun var helt vild med vores projekt, og tilbød dengang at jeg kunne starte hos Magnum. Men det strandede lidt på, at den daværende direktør var fuldstændig uinteresseret i web. Desuden rykkede jeg ikke hurtigt nok. Jeg var træt efter hovedopgaven, var flad efter fire år på SU, og havde lige mødt en ny kæreste. Så jeg kunne ikke helt overskue at flytte til New York (hvor fedt det end lød).

Men så i sommer (2004) farede der en djævel i mig. At arbejde for Magnum ville jo være en kollosal drøm, så jeg besluttede at prøve igen. Så jeg satte mig ned og skrev to koncepter. Et som jeg kaldte “Magnum In Motion” som var et oplevelsesbaseret fotomagasin. Og et som jeg kaldte “Magnum Academy” som var et community for fotointeresserede (de to koncepter blev senere smeltet sammen). Det tog en eftermiddag, for jeg havde gået og grublet over ideen i flere år. Jeg mailede koncepterne til Magnum og krydsede fingre.

Tilfældet ville at de havde få ny direktør, siden jeg første gang talte med dem. Han mener at nettet er den store fremtid. Susan kunne huske mig, og bakkede mig helt vildt op. Mark Lubell (den nye direktør) som ringede en time efter jeg havde afsende mailen, og spurgte om jeg kunne komme til det store årlige fotograf-træf. Jeg løb ud på gaden foran min lejlighed på Nørrebro og skreg i vilden sky.

Bjarke Myrthu i bil

Bjarke Myrthu – Foto: Joi Ito https://www.flickr.com/photos/joi/

Fire dage senere var jeg til fest i New York, med alt hvad der kan kravle og gå fra Nachtway til Cornell Capa. Rimeligt surrealistisk. Derefter fulgte nogle måneder med tovtrækkeri. Oprindelig var Magnum In Motion bare mit koncept for et community og et webmagasin. Men som tingene har udviklet sig er det faktisk blevet både navnet på websitet og navnet på Magnums “udviklingsafdeling” hvor vi pt er to medarbejdere og en praktikant. De vi laver er altså ikke kunne et website, men en udvikling af Magnum på en lang række niveauer, som vil føre til flere nye produkter, og nye måder synliggøre vores arbejde på (det sidste er lyder lidt ukonkret, men det er fordi jeg ikke kan afsløre så meget lige nu).

Hvad er din ambition med projektet?
Min store kæphest er, at alt for meget webindhold er statisk og dårligt visuelt skruet sammen. Man bruger ikke nettets virkemidler.

Da radiojournalistikken kom til verden var det nærmest aviser som blev læst op, da fjernsynet kom til var det radio med billeder på. Nettet mangler i høj grad stadig at finde et særegent ståsted. En selvstændig fortælleform. Jeg tror meget på, at den er bundet op på fotojournalistik og meget visuelle fortællinger.

Problemet er vel, at medier har altid været i et afsender -> modtager forhold, der kun går i en retning. Der er aldrig en dialog. Du snakker om “en selvstændig fortælleform” og “meget visuelle fortællinger”, men vil det bryde med det faktum at “alt for meget webindhold er statisk og dårligt visuelt skruet sammen”. Er det ikke bare gammel HTML på nye flasker?
At knalde en masse fotos op på nogle HTML-sider gør ikke nødvendigvis noget dynamisk og anderledes fortællemæssigt. Men hvad hvis stills og levende billeder (video) glider uhindret ud og ind mellem hinanden, og der pludselig kommer tekstelementer, interaktive grafikker og en lydside som binder det hele sammen. Så nærmer vi os noget der er mere end “gammel HTML på nye flasker”.

Hvis man så samtidig får interaktivitet med ind i projektet, er det rigtig interessant. Det er jo netop opgøret med princippet om at fortællingen og informationerne altid går fra modtageren til afsenderen som er et af de interessante aspekter i digitale fortællinger. Interaktivitet kan foregår på mange niveauer. Det kan være en måde at bryde strukturen i en fortælling op, så modtageren får forskellige indgange. Det kan være modtageren giver løbende input til fortælleren, som så bruger sin viden til at ændre på fortællingen. Nogle af de amerikanske aviser er eksempelvis begyndt at bruge webstatistik fra nettet i redigeringen af avisen. Hvis der er mange som klikker ind på en bestemt historie, går man mere i dybden med den historie.

Kan du kommer med eksempler?
I øjeblikket arbejder jeg med en idé der går ud på at skabe nogle små billedhistorier, hvor man følger bestemte personer fra et fælles udgangspunkt (i dette tilfælde en natklub i New York). Det er et 100 pct. dokumentarisk projekt, og alle personer er virkelige. Intet er arrangeret, fotografen følger bare med. Personerne kender alle hinanden og deres veje krydses både på natklubben og senere i løbet af natten. Modtageren kan selv vælge, hvem man skal følge, og tage forskellige veje som historien skrider frem. Det er et eksempel på en fortælling, man kun kan lave på et digitalt medie.

Det store problem er, at mange af de etablerede medier har ikke råd til den slags indhold, fordi det er ret dyrt at lave, og fordi de har skabt en webkultur, hvor folk forventer at få alting gratis. Så jeg har længe gået og grublet over, hvordan man kunne lave en eller anden form for webmedie for visuelle multimediefortællinger, der løber rundt økonomisk.

Hvordan vil du ændre folks holdning til, at det skal være gratis. Kan I ikke bare køre med google ads, for hvem gider at betale for at kigge på arkivbilleder?
Principielt vil jeg meget gerne undgå, at vores site bliver plastret til med bannerannoncer. Det er ligesom ikke rigtig i Magnums ånd, selvom det måske lyder lidt snobbet. Vi er imidlertid ved at lukke en kontrakt med en stor hovedsponsor, som lægger en ordentlig sum penge i projektet til gengæld for en diskret eksponering.

Men for at vende tilbage til kernen i spørgsmålet, så er det altid meget svært at gøre noget gratis til noget man skal betale for. Det er meget lettere at gå den anden vej. Men jeg ser en klar tendens til, at flere og flere medier begynder at tage penge for indholdet. Check eksempel vis El Pais man kan ikke komme andre steder end forsiden uden at betale. Så det er ved at ske.

Elliott Erwitt

Eliott Erwitt – Foto: Alessio Jacona https://www.flickr.com/photos/blogs4biz/

Hos Magnum vil vi faktisk gøre det gratis for alle at kigge på arkivbillederne (hvis man vil downloade og bruge dem er det naturligvis en helt anden sag). Det som folk skal betale for er de ting, som er helt unikke hos os. Eksempelvis en virtuel workshop med tre af de bedste Magnum fotografier, en online chat om eksempelvis Thomas Dworzakʼs oplevelser i Irak, eller historien om hvordan Elliott Erwitt fik lov at tage de mest intime fotos af John F. Kennedy.

Derudover vil vil tage penge for nogle af vores feature historier. Tag eksempelvis ideen med den interaktive natklub-historie. Hvis den er fed nok, hvorfor skulle man så ikke betale nogle få dollars for at se den? Man går også i biografen og betaler, og man betaler også for at læse en god bog eller et lækkert magasin. Vi taler jo ikke om omnibus nyheder som er upersonlige, og som alle kan levere. Man kan jo se i avisverdenen, at den slags bliver givet væk gratis.

Hvor meget af materialet bliver lavet kun til nye features og hvor meget hentes fra arkivet?
Som det ser ud nu er det omkring 80 procent fra arkiverne, når vi taler fotos. Men interviews og andet journalistik er jo nyt. I længden bliver det nok kun 50 af billederne der kommer fra arkiverne.

Hvordan har de taget imod projektet?
Jeg mødtes med en del af fotograferne, som jo i sidste ende er dem der skal give grønt lys. Men alle var ret vilde med ideen. Det var mest et spørgsmål om økonomi. Men det lykkedes at få lavet den deal som kan give mig tag over hovedet og lidt mad og stadig kan løbe rundt for Magnum.

Er det dansk beskedenhed. Din idé har jo en markedsværdi, det bliver du vel belønnet efter?
I USA har Magnum faktisk været økonomisk på røven i flere år. Paradoksalt nok reddede 11. september faktisk kontoret ud af en større gæld, men der er stadig ikke særlig mange penge. Det går jo dårligt med mange af vores traditionelle kunder i avisverdenen. Så Magnum In Motion er et forsøg på at lave en “turnaround” som det hedder i forretningsverdenen. Vi vil prøve at finde nye indtjeningsmuligheder for den type fotografi som Magnum står for. Så dette er en stor satsning, som Mark Lubell (chef for Magnum USA) har sat meget personligt på spil for at gennemføre (ikke økonomisk men mere prestigemæssigt). For mig er satsningen, at jeg går for en meget lav løn, men til gengæld har udsigt til at få en betydelig bonus, hvis vi begynder at tjene penge på projektet. Men som det ser ud i øjeblikket kunne jeg tjene langt mere ved at tage et job i Danmark. Så det er ikke det som driver mig. Jeg har jo ikke så meget at tabe. Hvis projektet ikke går, vil jeg naturligvis ærgre mig gul og grøn et stykke tid. Men så vil jeg kunne tage alt det jeg har lært, og bruge det et andet sted. Og kassekreditten kan jeg jo altid betale af til den tid.

Hvilken titel/status har du?
Min title er Executive Editor (chefredaktør på dansk) for Magnum In Motion. Men jobbet rummer mere end at redigere. Jeg er også en slags udviklingschef. Faktisk fik jeg mit visitkort i sidste uge. Det er lidt barnligt, men det er sgu fedt at se det på tryk. Så føler man lidt, at man er en etableret del af miljøet.

Jeg har pt. kun en enkelt medarbejder og en praktikant i min afdeling. Og som sagt tjener jeg ikke den store løn. Så på den måde, har jeg ikke den store status. Men jeg er meget tæt på Magnums topledelse, og vi holder længere møder næsten dagligt. Så på den måde, føler jeg at jeg har stor indflydelse på Magnums fornyelsesproces, og er en vigtig brik i den “turnaround” ,som jeg har nævnt.

Fotograferne er ret vilde med det jeg laver på nettet. Men jeg skal helt klart bevise noget i fremtiden, hvis jeg skal have høj status blandt fotograferne. Og det er jo fair nok. Det er folk som har fået alverdens anerkendelser og lavet fantastiske projekter. Så en webdokumentar hist og her, og en lille pris hist og her tæller ligesom ikke rigtig i det lange løb. I Danmark er der lidt en tendens til, at der bliver fokuseret på, hvem der nu har vundet World Press og så videre. Sådan noget er de fuldstændig kolde i røven overfor herovre. De er også ligeglade med om man er ung eller gammel, eller hvem man kender. Det er arbejdet og projekterne der tæller. Det synes jeg er ret fedt.

Til eJour siger du: “Nok er Magnum førende, hvad angår billeder, men de vil gerne bevæge sig mere over på nettet og i videre omfang gøre brug af alle de forskellige virkemidler -foto, lyd, tekst osv -der karakteriserer de digitale medier.” Mener du at pressefotografiet er på vej i graven, eller tager det en anden drejning?

Bjarke Myrthu foredrag

Bjarke Myrthu – Foto: Joi Ito https://www.flickr.com/photos/joi/

Jeg tror det er med pressefotografi, eller fotojournalistik, som med alt andet journalistik. Der er trends som kommer og går, og det er et område i konstant udvikling. Men det jer ser ske i øjeblikket er at alle etablerede medier bevæger sig væk fra at fortælle sammenhængende visuelle historier. Altså journalistik båret af fotos. I stedet bliver det enkeltbilleder af mere illustrerende karakter.

Hvorfor tror du at de “bevæger sig væk fra at fortælle sammenhængende visuelle historier.”?
Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg også tit spørger mig selv om. Det er nok i sidste ende en økonomisk beslutning. De er bange for at bruge en masse ressourcer på fotografi, i en tid hvor de er pressede på oplaget. Jeg tror netop, at man kunne få fremgang som traditionel avis, hvis man satsede mere på det visuelle og feature stoffet. Og så lod nyhederne køre efter samme koncept som Metro og de andre gratisaviser. Men man skal jo passe på med at kloge sig på sådan noget. Dem som sidder og leder aviserne er jo dygtige folk, så de har nok deres grunde, som jeg ikke har indsigt i. Det er lidt ligesom når vi alle sammen kritiserer Morten Olsen for hans dispositioner hvis landsholdet taber. Men dybest set er han nok alligevel en bedre træner end menigmand.

Men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at pressefotografiet vil forsvinde. Nogle (især her hos Magnum) mener, at den form for fotojournalistik som Magnum står for, for altid er ved at forsvinde fra de etablerede medier. Jeg er ikke så pessimistisk. Men under alle omstændigheder mener jeg, at det er godt vi har nettet til at opretholde fortællingen i billedjournalistikken.

Hvorfor opretholde fortællingen i billedjournalistikken? Der er vel en grund til, at folk holder op med at interessere sig for noget?
Jeg tror ikke folk er holdt op med at interessere sig for den fortællende billedjournalistik. Jeg tror det er redaktørerne og de andre gatekeepers som træffer valgene. Men du har ret. Lad falde hvad ikke kan stå. Men romanen var også i krise på et tidspunkt, og i dag går det fremragende med bogsalget. Spillefilmene har også af og til problemer. Derfor tror jeg, det er en tendens i tiden, mere end et farvel til en hel genre.

Eyetrack undersøgelser viser at “læseren fokuseret på tekst og værdiger sjældent de visuelle elementer på en hjemmeside et blik” (pressefotografforbundet.dk) Hvad er din kommentar til det?
Generelt mener jeg at man skal parre den slags undersøgelser med en god portion sund fornuft og praktisk viden. Ellers bliver det lidt Erasmus Montanus agtigt. Hvis man konkluderer ud fra sådan en eyetrack, at visuelle elementer på nettet ikke er vigtige, er det ligesom at sige “en sten kan ikke flyve, mor kan ikke flyve ergo er mor en sten”. Undersøgelsen viser jo kun, hvad folk ser på en bestemt hjemmeside. Men hvis man lavede siden helt om, og prioriterede det visuelle anderledes, ville resultatet måske være et helt andet. Der er også en undersøgelse (fra Jacob Nielsen) som viser, at folk kun har tålmodighed til at vente nogle få sekunder, på at ting downloader. Så det udelukker brugen af store billeder, video og andet “tungt” indhold. Men man glemmer fuldstændig den praktiske fornuft. Hvad hvis det er billederne af et fly der rammer World Trade Center mon så ikke folk gerne vil vente et par minutter på at downloade et videoklip.

Det jeg siger er vel, at jeg fortsat tror meget på, at nettet er fantastisk til visuelle historier. Der er bare meget få, som for alvor har lavet gennemførte visuelle historier af lige så høj kvalitet som en velskrevet magasinartikel, eller en dokumentarfilm. Vores hovedopgave The Enemy Within havde over 100.000 besøgende i 2003 uden nogen form for markedsføring. Og rent journalistisk og fortællemæssigt tror jeg det kan gøres meget bedre, end vi gjorde det dengang i 2002. Hvis den slags fortællinger bliver produceret, og folk vender dem ryggen, så må jeg æde mine holdninger igen. Men indtil da holder jeg fast i, at visuelle historier er fantastiske.

Hvorfor skal Magnum have sin egen medie platform? Skal fotografer ikke bare holde kæft og køre journalisten til interviewet?
Grunden til at Magnum skal have sin egen medieplatform er først og fremmest at vi kan. Det er jo en fantastisk mulighed, som vi ikke må lade uforsøgt. Vi har et arkiv på halvanden million fantastiske billeder. Hver dag når jeg går ind ad døren og hen til mit skrivebord, går jeg forbi metervis af hylder med kasser hvor der står ting som “The Spanish Civil War”, “D-day landing” og “Kennedy, Berlin”. Det er historiske billeder, som det meste af tiden bare ligger og samler støv. Vi vil aktivere dem. Gøre dem aktuelle ved at sætte dem ind i en nutidig kontekst.

Jeg betragter fotografer som fortællere på linie med journalister (mange kalder sig jo faktisk også fotojournalister). En god fortælling rummer både konkrete og abstrakte elementer, og der kan fotografi, og traditionel journalistik supplere hinanden godt.

Hvordan kan de supplere hinanden godt?

Bjarke Myrthu

Bjarke Myrthu – Foto: Joi Ito https://www.flickr.com/photos/joi/

Hvis man ser et fotografi af en lille barnekrop, der kommer til syne mens arbejdere afdækker en massegrav, er det en meget konkret dokumentation. Der er forgået en grusomhed. Men hvis billedet er godt kan det samtidig sætte gang i en masse følelser på det abstrakte plan. Men hvis man så spørger sig selv, hvor massegraven lå, hvor mange der blev dræbt, hvordan det skete også så videre, så kommer de fleste billeder til kort. Der kan den traditionelle journalistik tage over, og lave interviews med eksperter, parts kilder og så videre.

Journalistikken kan også supplere fotografiet på det abstrakte plan, hvis man eksempelvis lader folk fra landsbyen fortælle om livet før folk blev myrdet og smidt i massegrave. Det er jo noget der er sket i fortiden, og derfor af gode grunde ikke kan fotograferes. Det lyder altid lidt banalt med sådan et eksempel. Der er jo tusindvis af kombinationsmuligheder, når man tænker over hvordan de to ting kan supplere hinanden.

Desuden bliver alle fortællinger bedre af at blive udviklet i spændingszonen mellem flere parter. Hvis fotografen bare holder sin kæft, bliver han til en illustrator i stedet for en fortæller. Så jeg vil da opfordre fotografen til at snakke løs, mens han kører journalisten til interviewet. Men helst også før når ideen til interviewet formes. For ellers er der en tendens til at journalisten ikke tænker i abstrakter og billeder. I praksis kan det selvfølgelig være svært nogle gange, fordi det bryder med en lang tradition for at fotograf og journalist er to autonome størrelser. En kultur som både fotografer og journalister har fodret. Jeg ved at den er under opbrud i multimedieverdenen, og jeg håber også det er tilfældet i den mere etablerede del af pressen.

Vil vi se mere samarbejde imellem journalister og fotografer?
Det tror jeg. Men det er jo op til fotograferne og journalisterne og ikke mindst deres ledere. Personligt samarbejder jeg jo meget med fotografer, og det vil jeg blive ved med. Som redaktør prøver jeg at skabe medarbejderne der opfatter sig som fortællere mere end som fotografer eller journalister. De er en del af et team, og deres speciale er et hjørne af et større projekt, som ikke kan blive til noget, hvis ikke alle samarbejder.

Står du for opgave-sparring? Kan du sætte fotografer i gang med projekter?
Jeg kan give dem ideer, og hvis de tænder på det, går de med på projektet. Det har jeg prøvet to gange indtil nu, og det er lykkedes begge gange. Ambitionen i fremtiden er at In Motion skal tjene penge, så vi har et budget til at “hyre” fotograferne.

Skal fotograferne på Magnum til at ændre vaner og tænke multimedialt?
Ja det kan man godt sige. Måske ikke alle. Det er jo fint nok, hvis man eksempelvis kun vil lave bøger og udstillinger. Hvis man er en fantastisk skribent og sidder på en avis, ville jeg som redaktør heller ikke tvinge vedkommende til at lave multimedie historier. Men det kræver man er god til sit speciale.

Lige nu er fotograferne meget i tvivl om, hvad der kan lade sig gøre på nettet. Bortset fra nogle af de unge, som allerede kører med klatten på det felt. Men de er næsten alle meget kreative og visionære. Ellers ville de ikke være, hvor de var i deres karrierer. Så jeg tror, at det kommer af sig selv, når jeg får produceret nogle eksempler, som de kan forholde sig til.

Arbejder fotograferne på Magnum alene eller sammen med journalister?
Det er meget forskelligt. Men mange af dem holder af at arbejde alene. Hvilket jeg synes kan være udmærket i mange situationer. Når jeg taler om et tæt samarbejde mellem fotograf og journalist mener jeg ikke, at man nødvendigvis, skal gå klisteret op og ned af hinanden hele tiden. Det er mere at man er fælles om research, ideudvikling, storyboarding og så videre. Men i arbejdet i marken, kan det nogle gange være nødvendigt at være alene, for at opnå den rette intimitet og forbindelse.

Hvor mange brugere har sitet inden for et år og hvor mange har det om tre år?

Screengrab fra Magnum in Motion

Screengrab fra Magnum in Motion http://inmotion.magnumphotos.com/

Vi er i gange med hele “markedsanalysen” i øjeblikket. Men det er jo lidt gætværk. Magnums nuværende site, som slet ikke er møntet på den brede offentlighed, har 6.000 besøgende om dagen så det giver måske lidt en indikation. Personligt håber jeg på 7 – 10.000 faste brugere inden og omkring 20.000 om tre år. Men det er mit personlige mål lige nu, som jeg ikke rigtig baserer på fakta og analyse.

Hvormange brugere skal der til for at det løber rundt og hvor mange for at du kan kalde det en succes?
Vi har endnu ikke lagt os fast på en pris for medlemskab. Men hvis man regner med tyve dollar for et års medlemskab skal vi op på 7 – 8.000 medlemmer for at det løber rundt. Men det dobbelte antal vil nok være der, vor jeg begynder at udråbe det til den solide succes.

Min fornemmelse er, at sitet vil kunne løbe rundt inden for et halvt år, men at I vil have svært ved at syndikere materialet til andre medier, hvor de faste fotografer og specielt AP sidder tungt på “billedhjulene”. Hvad er din kommentar til det?
I starten var jeg meget fokuseret på syndikeringen mest fordi jeg gerne ser at mange etablerede medier bevæger sig længere end “billedhjulene”. Det vil vil tilbyde er egentlige “features” som bevæger sig meget længere end bare at kyle nogle billeder ind i et slideshow. Men jeg tror du har ret. Det kan blive svært at afsætte til en ordentlig pris. Lige nu er førsteprioriteten at få opbygget et velfungerende community og vores egen medie platform.

Jeg tror stadig på syndikeringen, men det bliver andet skridt. Vi skal ikke konkurrere på nyhedsstoffet. Dels har vi slet ikke ressourcerne, og dels ville det kannibalisere vores forretning, da vi jo stadig leverer nyhedsbilleder til trykte medier. Det syndikerede indhold kommer i høj grad til at være arkivmateriale og mere featureprægede projekter, som ikke ville finde vej til avisspalterne normalt. Der kan vi levere en unik vare.

Omkring præsidentvalget lavede jeg et lille pilotprojekt. Vi har fantastiske fotos af de fleste amerikanske præsidenter siden anden verdenskrig. Dem samlede i en feature under titlen “How to become President?” Jeg interviewede en række eksperter som f.eks Kennedys spindoktor, om hvilke kvaliteter der har skabt de tidligere præsidenter. Så kunne man sammenligne med Kerry og Bush. Det er en slags historie som de fleste medier slet ikke vil kunne lave selv. Og vi kan levere den ret billigt, fordi det er materiale vi har i arkiverne.

Kommer I ikke til at kannibalisere på bogsalget?
Nej for bøgerne giver en helt andet oplevelse, end at se noget på nettet. Det er en anden måde at bruge fortællingen på. Men om man ser et nyhedsbillede på nettet eller i en avis gør ikke samme store forskel.

Har du et link til “How to become president”?
Nej, for det er kun en dummy. I starten havde vi ambitioner om at lave den færdig, og lægge den online lige omkring valget. Men der var andre ting som fik højere prioritet. Så lige nu mangler historien et par kapitler og forskellige andre “detaljer”. Så derfor vil jeg helst ikke have den frem til offentligt skue.

Du nævner flere gange prisen som en faktor. Hvor stor en faktor er kvaliteten på produktet?
Kvaliteten af produktet er altafgørende for et bureau som Magnum. Vores kerneydelse er at lave verdens bedste dokumentarfotografi. Jeg anser kvaliteten som en selvfølgelighed, så det er nok derfor jeg mest nævner pris.

Kan man se sitet noget steds?Oprindelig var det målet at lancere første udgave omkring nu. Men projektet er vokset i omfang (hvordan kan jeg ikke helt afsløre nu). Så det bliver nok først i februar eller marts at vi går online.

Men faktisk har jeg endnu ikke brugt så meget tid på at producere historier. Jeg har mere været begravet i research for at finde den rigtige tekniske platform, lave en logisk struktur på sitet, etablere et overordnet design og så videre. Det er en ret lang proces, fordi der er mange som vil have et ord indført her på stedet.

Skal Magnum fotograferne til at blogge?

Paul Fusco E.W. Scripps School of Journalism

Paul Fusco – Foto: E.W. Scripps School of Journalism https://www.flickr.com/photos/scrippsjschool/

Ja, der kommer til at ske noget på den front i fremtiden. Jeg har også lavet en lille weblog for Paul Fusco, som findes på www.bitterfruit.com. Det er mest et eksperiment, for at vise fotograferne, hvad man kan med blogs.

Hvordan kom du i kontakt med Stephan Knuesel, der har designet flashsitet Magnum In Motion?
Jeg hørte om Stephan gennem en dansk bekendt, som har samarbejdet med ham. Stephan er lidt unik, fordi han faktisk arbejder halvdelen af tiden som filmfotograf (han har lige færdiggjort en eller anden ny amerikansk ninja-film i bedste Tarantino stil). Den anden halvdel af tiden laver han hardcore programmering (faktisk er det indtil videre mig som har stået for designet, og Stefan som har fået tingene til at bevæge sig osv).

Hvorfor skal det programmeres i flash?
Vi vil gerne lave et site som er meget dynamisk, og integrerer alle eksisterende medieformer (fotos, lyd, video og tekst) i en multimediel fortælleform. Flash er det eneste redskab som rigtig kan løfte denne opgave. Men vi overvejer meget, om alt skal bygges i Flash, eller om det kun skal være elementer på sitet. Det er en større teknisk analyse, som vi bruger meget krudt på i øjeblikket.

Det lyder som om at der er meget teknik og meget lidt journalistik?
Her i opbygningsfasen bruger jeg omkring 90 procent af min tid på teknik. Det er for at få etableret en platform, hvor teknikken bare er et redskab som fungerer og gør det nemt at lave journalistik. Planen er, at når den tekniske platform er på plads, kan vi bruge 90 procent af tiden på journalistik.

Kan du sige noget om det fortælle tekniske i produktionerne?
Det er en længere udredning. Køb min bog Den Digitale Fortæller, og hjælp min kassekredit… Meget forenklet og skematisk kan man sige at det starter med, at vi ideudvikler og kigger i arkiverne. Derefter laver vi en grundigere arkivsøgning. Så bruger vi en del tid på storyboarding, og herunder hvordan historien skal skrues sammen teknisk og grafisk. Derefter laver vi interviews med kilder finder musik og anden lyd. Endelig samler vi det hele i flash. Undervejs i hele forløbet justerer vi historien.

Når billeder vises ved siden af hinanden, danner seeren en direkte forbindelse imellem de to billeder, der opstår en historie specielt kendetegnende for tegneserier og fotobøger. Men når billederne vises enkeltvis efter hinanden (typisk for hjemmesider/TV) opstår der støj et tomrum. Er det ikke et problem?
Sådan har jeg egentlig aldrig tænkt over det. Men det er da faktisk en interessant betragtning. Jeg vil nu ikke beskrive det som et problem, men som et alternativ. Det er jo to forskellige måder at fortælle en historie på. Støj kan være interessant og meget sigende. Ligesom tavshed for eksempel kan være stærkt i et radioprogram. Der opstår også en form for støj, når man sætter mange fotos ved siden af hinanden (hvilket man i øvrigt også kan gøre på en computerskærm, hvis man vil). En af interessante ting ved at sætte enkelte stills ind i en lineær historie som videobilleder er, at stillfotos stadig fremstår som et fast frossent øjeblik. Dermed lander man modtageren fantasere om, hvad der skete før og efter.

Jeg har lavet dette lille projekt med Ilkka Uimonen, som måske illustrerer det lidt (Dødt link: www.magnumphotos.com/static/inmotion/ilkka/statue.html) Godt nok er den ikke lineær i klassisk forstand, men der er alligevel et lineært fortælleforløb indbygget. Ja, jeg tror vi vil se meget mere af det, og vi arbejder helt klart henimod at ændre på den gængse opfattelse af en fortælling med et lineært forløb. Det hænger tæt sammen med hele ideen om at definere en ny digital fortælleform.

Kunne man forestille sig at i kommer til at lave reklame features for/om firmaer?
Sagtens. Allerede i dag er en stor del af vores overlevelse baseret på reklamefotos og andet arbejde for virksomheder. Så det er naturligt at forlænge dette til internettet. Det er jo ved at blive en vigtig markedsføringskanal. Men det vil altid være meget skarpt adskilt fra vores øvrige arbejde.

Hvem er jeres konkurrent?
Magnums største konkurrent som jeg ser det er VII. Men andre har måske andre holdninger. Hvad angår Magnum In Motion har vi egentlig ikke rigtig nogle oplagte konkurrenter lige nu.

Hvad stopper de andre store arkivbureauer (Corbis/Getty) fra at gøre det samme som jer?
De laver mere illustrerende billeder. De kommer ikke ud af den samme tradition med at fortælle historier med deres billeder og lave længere projekter. Derudover mener jeg ikke de har den samme aura og personlighed omkring deres fotos. Nu taler jeg generelt, for der er naturligvis undtagelser. Casper Dalhoff er jo eksempelvis hos Corbis. Til gengæld tjener de rigtigt gode penge på det de laver, hvilket ikke er tilfældet for Magnum. Så de har nok heller ikke det samme incitament for at gøre det. Men jeg tror da, at de vil forsøge noget i stil med det vi laver hen ad vejen.

Hvordan ville du beskrive projektet overfor en der er blind?
Hold kæft, det er sgu da ikke så nemt at blive interviewet af en fotograf…. Jeg ville nok sige, at det er ligesom når man hører en bestemt lyd, eller noget musik eller lugter noget bestemt. Så sætter det gang i følelser, skaber stemninger og danner billeder inden i hovedet. Det er også det vores projekt prøver at gøre. Men vi viser også vores egne billeder, som vi bruger til at justere de billeder som modtageren selv danner inde i hovedet.

Kan du fortælle om der er en amerikansk stil vs. europæisk/dansk og hvis der er, kan de lære noget af hinanden?
De fleste af de fotografer jeg arbejder sammen med herovre er faktisk europæere. Omvendt har mange boet i årevis i New York. Så tingene smelter lidt sammen. Det er ikke min fornemmelse, at der egentlig er særlig stor forskel. Mentalitets mæssigt minder fotograferne her faktisk bemærkelsesværdigt om dem jeg kender i Danmark.

Det er egentlig det jeg synes er forskellen på dansk og amerikansk dokumentar fotografi, sådan rent groft sagt! Amerikansk fotografi er meget mere den rigtig gode historie, forargelsen, men ikke nødvendigvis flot fotografi. Dansk fotografi er flottere, men fokusere mere på form end indhold.
Jeg er enig. Sådan er det i hvert fald blevet i Danmark. Men folk som Saxgreen og Stig Stasig synes jeg måske man burde hive lidt frem igen. De stod for den mere indignerede, missionerende form for fotografi (der er sikkert også mange andre, men det er lige dem som jeg husker). Jeg vil nødigt skose den nye generation danske af fotografer, og jeg føler mig selv som en del af det miljø, på den journalistiske side. Det er jo dygtige folk. Men jeg må sige, at jeg af og til savner noget mere indignation og mere gennemtænkte fortællinger, og lidt mindre hype og smarte solbriller. Måske er det jeg savner i virkeligheden lidt mere anerkendelse til dem som laver god, forargede og indignerede fotojournalistik. For de er der jo. Men vi hører bare mest om dem der tager de formmæssigt meget flotte fotos.

Hvad er et godt billede og hvad er et godt billede ifølge Magnum?
Jeg får totale angstanfald, hver gang der er nogen der spørger mig om sådan noget. Jeg aner jo ikke en skid om billeder og fotografi. Jeg kan bare godt lide det de sætter i gang inde i mit hoved og den måde de kan bruges til at fortælle historier. Så det er vel i den retning. Et dokumentarisk foto skal have en mission. Et budskab som det vil overbevise modtageren om. Det kan være alt fra “krig ødelægger mennesker” til “Forbrugshysteriet i den vestlige verden er gået over gevind”. Når man kigger på billedet skal de sætte gang i nogle associationer og fantasi, som får en til at fundere over fotografiets budskab og mission. Men egentlig bryder jeg mig ikke så meget om at tale om enkeltbilleder. Jeg mener at dokumentarfotografi er mest interessant, når det skaber en sammenhængende historie af en række billeder. Jeg kan godt kigge på årets foto hos World Press, og synes det er umiddelbart flot og følelsesladet. Men når førstehåndsindtrykket lægger sig, er jeg ofte lidt i tvivl om, hvad det egentlig er for en mission fotografen har. Hvad vil han fortælle? Hvilken uretfærdighed eller retfærdighed vil han dokumentere for verden? Så vil jeg hellere have et billede som er grimt komponeret og forkert eksponeret, men som har missionen og budskabet. Men et rigtigt godt billede har naturligvis begge dele.

Martin Parr John E. Ramspott

Martin Parr. Foto: John E. Ramspott https://www.flickr.com/photos/burnaway/

Jeg tror ikke der er et entydigt svar på, hvad et godt billede er ifølge Magnum. Der er omkring 50 aktive Magnum fotografer og det er alle meget forskellige personligheder, som har deres egne holdninger til fotografi. De kan man også se af billederne som kommer fra Magnum. De er faktisk meget forskellige. Prøv for eksempel at sammenligne Martin Parr og Larry Towell. For at være helt ærlig, er det ikke altid de fotografer som tager de bedste billeder, der kommer med i et bureau som Magnum. Det handler om at være dedikeret og igen om at have en mission. For et par dage siden delte jeg en pizza med Thomas Dworzak, inden han tog tilbage til Irak. Han sagde han var lidt nervøs, fordi det er så skide farligt i øjeblikket. En del af ham ville helst bare blive i New York. Men sådan tænker de fleste fotografer i øjeblikket, og derfor er der vigtige ting i Irak som ikke bliver dokumenteret. Thomas følte det som sin oprigtige pligt at dokumentere disse begivenheder. Det er det han lever og ånder for. Så kan det være, der er andre fotografer som tager bedre billeder, men som ikke har ild i sjælen på samme måde.

Personligt undrer jeg mig over, at en gut som Ladefoged ikke er i Magnum. Jeg mener han var oplagt, og det er der nok også mange andre i Magnum der gør. Også blandt fotograferne. Men i sidste ende har der åbenbart været mere en halvtres procent af fotograferne, som ikke har delt denne opfattelse.

Ladefoged er jo så kommet over i VII. Jeg ved ikke hvad han præsenterede for billeder, men hvis det har været mode uge i Paris og bodybuilder billederne, så tror jeg at mange har tænkt what the f@*k, det er jo en helt anden stil end det han havde med sidst. Emnet (forfængelighed) er jo spændende nok og manden ved jo godt hvordan man fotograferer.
Ja, som sagt kan det kun undre mig, hvad der er sket. Det burde ikke være emnevalget. Mange af Magnums fotografer laver en masse forskelligt lige fra mode og sport til krig og elendighed.

Hvordan er fotograferne?
Som nævnt er de alle unikke personligheder. Men jeg er blevet modtaget fantastisk godt af alle. Der er ingen som føler sig hævet over andre. Dermed ikke sagt, at man ikke kan have nogle heftige faglige diskussioner. Det har jeg oplevet. Men der er gensidig respekt. Alle brænder jo for den samme sag, og alle vil gerne inspirere og hjælpe hinanden.

Kan de deles dem op i grupper?

Alex Webb

Alex Webb. Foto: John Ramspott https://www.flickr.com/photos/jramspott/

Der er tre grupper. Den gamle koryfæer som har arbejdet sammen med Capa og Cartier-Bresson. Folk som Elliott Erwitt og Philip Jones Griffiths. De er ældre men meget energiske herrer som ikke har noget at skulle bevise, og tager den helt med ro. De kan give nogle fantastiske råd, fordi de har prøvet alt. Så er der mellemgruppen af folk som Susan Meiselas, Alex Webb og Larry Towell. De har lavet fantastiske projekter, men har stadig gang i en masse og skaber stabiliteten i Magnum. Så der der de nye og unge. Folk som Thomas Dworzak, Paolo Pellegrin og Alex Majoli. De skal stadig bevise og er i konstant jagt på nye projekter og historier. De er super inspirerende ildsjæle, som kan sætte gang i en masse ideer og tanker.

Kan du overhovedet lide fotografi?
Fotografi er fantastisk. Jeg elsker den den af min hjerne som tænker visuelt, og elsker hvad billeder gør ved den. Men det er kun en del af spektret. Lige nu er mit arbejde meget centreret omkring fotografi. Men jeg udgav en bog i foråret (Den Digitale Fortæller, Forlaget Ajour), og jeg kunne godt forestille mig, at jeg på et tidspunkt dedikerer en periode til at skrive. Men jeg har også barslet med en ide om at lave en dokumentarfilm. Så for mig handler det mest om at fortælle historier.

Hvem er din yndlingsfotograf?

Eugene Richards

Eugene Richards. Foto: BurnAway https://www.flickr.com/photos/burnaway/

Angstanfald igen. Jeg kunne utroligt godt tænke mig, at få en uges tid til at gå virkelige i dybden i Magnums arkiver. Men det har jeg ikke haft endnu. Så det er lidt fragmentarisk for mig. Bresson er jo nok stadig mesteren. Jeg kan rigtig godt lide Larry Towell og Eugene Richards. Men deres arbejde kender jeg også bedre end andres, fordi jeg er ved at lave projekter med dem. Jeg lavede hovedopgave med Peter Hove Olesen, og hvis jeg ser lidt mere holistisk på det, må han være min yndling. Jeg synes han tager nogle fantastiske billeder af og til (selvom jeg synes han burde dedikere lidt tid til et længere projekt) og han er en skide god kammerat og en fin kollega.

Men jeg har aldrig været typen, der valgte et ynglings et-eller-andet. Jeg dyrker meget noget i perioder. Jeg kan lytte til Radiohead intenst i tre uger og så skifte til Miles Davis og gå amok med ham i en måned. Sådan har jeg det også med fotografi.

Så Magnum in Motion er ikke der du skal gå på pension fra. Hvor lang tid regner du med at bliver hængende?
Jeg kan utroligt godt lide at finde på ideer og koncepter og udvikle dem. Det er det jeg er rigtig god til. Men når tingene er oppe at køre stabilt, så er jeg ikke den bedste mand længere. Så længe der er nye udviklingsopgaver hos Magnum, og jeg ellers har rimelige arbejdsvilkår, vil jeg gerne blive hængende her. Som nævnt passer ånden i Magnum perfekt til min mentalitet. Men jeg kan ikke rigtig sætte et åremål på. Jeg tror i hvert fald det kommer til at tage et par år før Magnum In Motion er oppe at køre. Så med mindre der sker noget drastisk inden da, så er det nok i første omgang min tidsramme.

Hvor mange danske fotografer har ringet til dig for at få foden indenfor i Magnum siden du blev ansat?
Jeg tror omkring halvtres. Nej, spøg til side. Der er faktisk ingen som har kontaktet mig. Måske har de for meget pli, måske er de for beskedne, eller måske gider de bare ikke Magnum. Jeg har jo alligevel ikke det store at sige i den sammenhæng. Fotograferne bestemmer enerådigt, hvem der skal optages. Men selvfølgelig kan jeg jo lede deres opmærksomhed hen på interessante danske fotografer, hvilket jeg også har gjort i et enkelt tilfælde. Det er jo trods alt nemmere, end bare at komme ind fra gaden. Men man bliver ikke “nominee” uden at tage rigtig gode billeder og uden at brænde for sagen.

Hvad er din holdning til fotograferende journalister?
Lige som jeg mener fotografer skal tænke i fortællinger og historier, mener jeg også journalister skal tænke visuelt. Optimalt set mener jeg, at man skal se sig selv som fortæller mere end som fotograf eller journalist. Hvis man som journalist kan tage billeder der er lige så gode som fotografernes, så kan jeg ikke se de store problemer i det. Men når det er sagt, mener jeg, at man er nød til at vælge en af rollerne i det praktiske arbejde. Man kan ikke være fotograferende journalist og lave samme kvalitet. Det tror jeg ikke på. Der er en grund til, at de gode fotografer har brugt årevis på at dedikere sig hundrede procent til fotografi. Ligesom de gode skribenter dedikerer sig til at skrive.

Arbejdet i marken kan heller ikke udføres i en dobbeltrolle. De færreste kan overskue både at interviewe godt og tage gode billeder (med mindre man bruger dobbelt så lang tid, og så kan man jo lige så godt være to om opgaven).

Men det jeg taler om nu, er hvis man vil lave dokumentar projekter af høj kvalitet. Der er jo undtagelser, hvor fotograferende journalister eller journalistiske fotografer kan være en fremragende ide. I en nyhedssituation, hvor man tilfældigt befinder sig på det rette sted. Eller i en situation, hvor man kun kan få adgang en person.
Eller på små lokale medier, hvor alternativet ville være helt at droppe fotos.

Hvad er din tilknytning til USA/New York.
Fra jeg var omkring 13 til jeg blev omkring 20 år dyrkede jeg hip hip kulturen rent intensivt. I dag er det jo blevet mainstream, men dengang var man lidt en outsider, når man var hiphopper i Nordsjælland. Jeg var mest vild med New York traditionen med bands som RUN DMC, Public Enemy, Jungle Brothers og De La Soul. Så det var nok der min forelskelse i New York startede. Da jeg var 15 var jeg med min familie i New York og jeg elskede det, selvom jeg også var lidt skræmt. Jeg fik min far til at stoppe vores lejede bil i et totalt bad-ass-hood i South Bronx, fordi jeg så en stor tyk halskæde i imiteret guld, som jeg måtte have. Jeg sprang ud af bilen, betalte for kæden, og hoppede ind igen. Mine forældre var ved at skide i bukserne. Men jeg var lykkelig, fordi jeg havde fået en af de guldkæder som alle rapperne på mine plader gik rundt med. Da jeg kom hjem efter sommerferien synes alle mine skolekammerater at det var lidt mærkeligt, at jeg rendte rund med sådan en tyk guldkæde. Jeg har været i New York cirka en gang om året siden jeg var 16 år.