Turen i taxa fra JFK og ind til manhatten bliver af chaufføren ført i fjendtlig stilhed og hidsig talestrøm efter jeg svarer ham på det uundgåelige spørgsmål: Where are you from. Som en muræne, der forsvarer sin koralblok, skyder hans hovede med sekunders mellemrum og munden fuld af forbandelser og falafel, frem igennem lugen i plexiglasset*, der adskiller passageren fra chaufføren.
Imellem ottende og niende galde-spyning peger han på mig med en af de mange mobiltelefoner han har liggende i forruden, som var det en tryllestav. Der sker det, der ikke måtte ske. Han ringer til en ven. Sammen hidser de sig op over muhammed tegningerne, danskere og Danmark og fra nu af og til vi når frem har chaufføren armene højt hævet over hovedet i raseri og vores skæbne er helt og holdendt i Allahs hænder. Jeg håber bare Allah kender vejen.
- Glasset har dobbeltfuktion. Dels som beskyttelse af passageren fra chaufførens mad, når han accellererer, og dels sikrer det, at passageren ikke griber rattet i panik.